Kapitel 4 Produktansvar

4.1 Produktansvaret i dansk ret


Regelgrundlaget

I kontraktforhold:

Obligationsrettens almindelige erstatningsregler.

Særlige regler om produktansvar.

Konkurrence mellem regelsættene:

HR: Skadelidte vælger.

Uden for kontraktforhold:

De almindelige deliktsregler.

Særlige regler om produktansvar (RUP og PAL).


Se produktansvarsloven i lovsamlingen: https://j.tepedu.dk/lovsamling.html


4.2 De retspraksisudviklede produktansvarsregler (RUP)

Efter det ulovbestemte produktansvar vurderes ansvaret for produktskader med udgangspunkt i dansk rets almindelige principper om erstatning uden for kontrakt. Dette indebærer, at et produktansvar forudsætter, at de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt ‐ der skal således foreligge det fornødne ansvarsgrundlag, der skal være årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende adfærd og skaden, skaden skal være en adækvat følge af den ansvarspådragende adfærd, og der skal være lidt et økonomisk tab.

Det i retspraksis udviklede produktansvar finder anvendelse i tilfælde, hvor et produkt forvolder skade på noget andet ‐ dvs. enten skade på andre ting eller skade på person. Det ulovbestemte produktansvar finder endvidere anvendelse, uanset om det, der forvolder skaden, er løsøre, fast ejendom eller en tjenesteydelse.

Området for det i retspraksis udviklede produktansvar er traditionelt beskrevet som et ansvar for farlige produkter. Afgørende for, om der er grundlag for at overveje et produktansvar, er således, om et produkt ‐ fordi det er defekt, og ikke fordi det bruges forkert ‐ forvolder skade på person eller ting.

Udgangspunktet er, at der ifaldes ansvar for produktskader efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Producenten er dermed ansvarlig, hvis defekten ved produktet kunne eller burde være undgået. I denne culpavurdering ligger, at producenten skal sikre sig, at produktet er konstrueret i overensstemmelse med den eksisterende tekniske og videnskabelige viden, der foreligger på produktionstidspunktet. I lighed hermed skal producenten sørge for, at produktet er fremstillet i overensstemmelse med denne viden, og at der gives den fornødne information om produktet.

4.3 System- og udviklingsskader

Derimod er der ikke noget at bebrejde producenten, hvis et produkt forvolder en produktskade som følge af en defekt, der på produktionstidspunktet ikke var teknisk og videnskabelig viden om. I sådanne tilfælde foreligger der en såkaldt udviklingsskade, hvor defekten beror på en ukendt faktor, som producenten heller ikke ‐ henset til det pågældende tekniske og videnskabelige vidensniveau ‐ burde kende til.

På samme måde er der heller ikke ansvar for producenten, hvis den pågældende defekt nok er kendt på produktionstidspunktet, men hvor der er tale om en uundgåelig fare ved produktet. Sådanne såkaldte systemskader fører ikke til ansvar for producenten, forudsat at vedkommende i fornødent omgang har oplyst om faren ved produktet. Ansvarsfrihed for systemskader forudsætter desuden, at det ikke i sig selv må anses for retsstridigt at markedsføre det pågældende produkt ‐ dvs. at faren ved produktet er almen kendt, og at man fra samfundets side har fundet, at nytteværdien af produktet berettiger til, at det ‐ trods den kendte fare ‐ anvendes og markedsføres.

Producentens ansvar for produktskader beror som udgangspunkt på dansk rets almindelige culparegel, om end retspraksis viser, at der er tale om en ganske streng og i vid udstrækning objektiveret culpavurdering. Hvis skadelidte kan bevise, at det pågældende produkt er defekt, er vejen til at statuere culpa hos producenten således efter retspraksis ganske kort. Som et eksempel kan nævnes en afgørelse gengivet i UfR 1999.255 H (Medierør-dommen), hvor Højesteret fandt producenten ansvarlig under henvisning til, at det havde været muligt at opdage fejlen ved en anderledes tilrettelagt og mere omfattende kontrol. At der imidlertid ikke er tale om et objektivt ansvar i traditionel forstand, ses bl.a. af ovennævnte ansvarsfritagelse for producenten, hvis der er tale om en udviklingsskade.

Der opereres traditionelt med forskellige typer fejl/defekter. Der tales således om ansvar for konstruktionsfejl, hvis produktet ikke er konstrueret i overensstemmelse med det gældende tekniske og videnskabelige udviklingsniveau. I så fald er hele produktionen behæftet med den pågældende defekt. Endvidere kan der forekomme såkaldte instruktionsfejl, hvor der ikke er fejl ved produktets konstruktion, men hvor et produkt ikke er forsynet med en sådan brugsanvisning eller vejledning, som under hensyn til den almindelige tekniske og videnskabelige udvikling og brugerens almindelige erfaring måtte være nødvendig for at sikre en forsvarlig anvendelse af produktet. Traditionelt tales desuden om såkaldte fabrikationsfejl, hvorved forstås, at der i et enkeltstående tilfælde i produktionsprocessen er sket en fejl, således at et enkelt produkt eller et begrænset antal produkter er defekte (såkaldte afvigere eller mandagsprodukter), selv om produktionsprocessen i øvrigt som udgangspunkt er forsvarligt indrettet.

Efter det ulovbestemte produktansvar er det ikke alene producenten, der kan gøres ansvarlig for produktskader. Det følger således af retspraksis, at et erhvervsdrivende mellemled hæfter for det ansvar, der måtte påhvile tidligere led i omsætningskæden. Dette ansvar er ikke et selvstændigt ansvar, men alene et hæftelsesansvar. Kravet mod mellemleddet kan derfor alene gøres gældende, i det omfang der består et krav mod det tidligere led. Hæftelsesansvaret er imidlertid objektivt i den forstand, at der ikke kræves culpa hos mellemleddet selv, men alene, at det fornødne ansvarsgrundlag er til stede i forhold til det tidligere led.

Se nedenfor komparativ oversigtssammenligning mellem RUP og PAL.


4.4 Produktansvarsloven (PAL):

Produktansvarsloven blev vedtaget ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 og er ændret senest ved lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer mv. Med loven gennemførtes i dansk ret Rådets direktiv af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999. Som det vil fremgå nedenfor, er anvendelsesområdet for produktansvarsloven snævrere end det ulovbestemte produktansvar.

Produktansvarsloven kan i det lys ses som et supplement til de almindelige principper om produktansvar, således som de er udviklet i retspraksis. Dette understreges af produktansvarslovens § 13, der fastlægger, at loven ikke begrænser skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, der er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.

Produktansvarslovens § 1 afgrænser lovens anvendelsesområde til at være det ansvar, der påhviler en producent og en mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et produkt, der er produceret eller leveret af denne. Ved skade forstås efter PAL § 2 personskade og skade på ting, hvis den pågældende genstand efter sin art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse og hovedsagelig af skadelidte er anvendt i overensstemmelse hermed (såkaldte forbrugertingsskader). Uden for loven falder dermed såkaldte erhvervstingsskader, der alene er reguleret af det ulovbestemte produktansvar.

Produktansvarsloven omfatter endvidere alene skade forårsaget af produkter, der i lovens § 3 er defineret som enhver løsøregenstand, herunder elektricitet. Skade forvoldt af fast ejendom eller tjenesteydelser reguleres derimod ikke af loven, men alene af det ulovbestemte produktansvar.

Ansvar efter loven kommer kun på tale, hvis det pågældende produkt er defekt. Efter produktansvarslovens § 5 er der tale om en defekt, hvis et produkt ikke frembyder den sikkerhed, der med rette kan forventes. Ved bedømmelsen heraf kan der tages hensyn til alle omstændigheder, herunder produktets markedsføring, den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes, og det tidspunkt da produktet blev bragt i omsætning. I PAL § 5, stk. 2, er det præciseret, at der ikke er tale om en defekt, alene fordi der senere er bragt et bedre produkt i omsætning.


Momenter i defekt-vurderingen. Til hvad er produktet beregnet?

Se dommen i U 2013.480 H: “Ved udskiftning af et rustent greb i en garageport placerede skadelidte A en dyknagle på en maskinskrue, hvorefter han med en hammer slog på dyknaglen. Ved slaget sprang dyknaglens spids af og ramte A’s venstre øje med varig skade til følge. A påstod erstatning, bl.a. under henvisning til at dyknaglen led af fabrikationsfejl. Højesteret lagde bl.a. til grund, at en dyknagle alene var beregnet til neddykning af stifter og dykker, og at den således ikke var beregnet til den pågældende arbejdsproces. Højesteret udtalte endvidere, at der ikke var grundlag for at fastslå, at dyknaglen led af en fabrikationsfejl. Den fejlagtige anvendelse af dyknaglen under de angivne omstændigheder måtte anses for ufornuftig, og A kunne ikke med rette forvente, at dyknaglen kunne bruges på denne måde uden risiko for personskade. Der var herefter ikke ansvar efter reglerne om produktansvar. Landsretten var nået til samme resultat”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000523869/1


Oplysninger om produktet:

Se U 1998.111 V: “K havde den 3. september 1989 spist ikke-gennemstegte hakkebøffer tilberedt af hakket oksekød købt den foregående dag hos et supermarked S. Den 4. s.m. blev K syg, og s.m. konstateredes hos K salmonellaforgiftning. K blev henvist til behandling på et gigthospital og måtte i tiden frem til januar 1990 sidde i kørestol og havde også herefter gener af den gigtsygdom, hun havde pådraget sig. I juli 1993 tilsendte K’s advokat S en redegørelse for sygdomsforløbet og krævede erstatning. S bad om yderligere oplysninger, og den 14. februar 1994 meddelte S, at man fortsat var i færd med at vurdere sagen og var indstillet på at suspendere forældelsesfristen. Den 28. april 1994 anlagde K herefter sag mod S. Under ankesagen blev spørgsmålet om forældelse af K’s eventuelle krav mod S udskilt til særskilt forhandling og afgørelse. Med baggrund i det alvorlige sygdomsforløb i efteråret 1989 fandt landsretten, at K, der straks efter sygdommens indtræden kom under løbende lægebehandling, havde eller burde have fået et sådant kendskab til sygdommen og dens mulige betydelige konsekvenser, at der var det fornødne grundlag for allerede på dette tidspunkt at gøre et foreløbigt krav gældende. Forældelsesfristen i henhold til produktansvarslovens § 14, stk. 1, måtte derfor løbe fra efteråret 1989, fra hvilket tidspunkt K tillige havde de fornødne oplysninger til at fastslå, at S var producent af kødet. Da S ikke ved skrivelsen af 14. februar 1994 vedrørende suspension af forældelsesfristen havde indgået aftale med K om, at hendes forældede krav kunne gøres gældende, var K’s krav herefter forældet”. Se hele dommen her: https://pro.karnovgroup.dk/document/7000201723/1


U 2012.1895 V Ikke bevist, at franskproduceret stige købt i 2007 var defekt som følge af udformning af piktogram, der ikke angav stigens hældningsvinkel, eller som følge af manglende skriftlig brugsanvisning fra producentens side, jf. produktansvarslovens § 5: “S pådrog sig en rygskade, da han i sommeren 2007 faldt ned fra en stige, der pludselig brød sammen. S anlagde sag mod det franske selskab, T, der havde produceret stigen, med påstand om, at T skulle anerkende at være erstatningsansvarlig i medfør af produktansvarslovens § 5, fordi piktogrammerne på stigen ikke viste hældningsvinklen, og fordi der ikke var medfulgt en brugsanvisning. T påstod frifindelse, med henvisning til at stigen ikke led af en defekt i produktansvarslovens forstand, og at stigen var godkendt i Sverige og Tyskland efter de gældende normer på området, hvortil kom, at det ikke kunne kræves, at der var medfulgt en brugsanvisning, da den nødvendige brugsanvisning fremgik af piktogrammerne. En skønsmand havde udtalt, at den anbefalede hældningsvinkel skulle have stået på stigen eller have været angivet i en brugsanvisning. T blev i byretten dømt til at være erstatningsansvarlig, idet årsagen til sammenbruddet havde været opstilling med for lille hældningsvinkel, og det kunne ikke lægges til grund, at S forsætligt eller uagtsomt havde medvirket til skaden. Landsretten frifandt T, idet der blev lagt vægt på, at stigen var certificeret i andre europæiske lande, og at det ikke kunne udledes af EN-standarden, at hældningsvinklen skulle have været angivet, således at stigen som følge af piktogrammernes udformning led af en defekt, jf. produktansvarslovens § 5. Der var heller ikke krav om, at producenten, da stigen blev bragt i omsætning, skulle have markedsført den ledsaget af en skriftlig brugsanvisning. Det kunne derfor heller ikke lægges til grund, at stigen var defekt, jf. produktansvarslovens § 5, stk. 1, nr. 1, som følge af at der ikke ved markedsføringen medfulgte en skriftlig brugsanvisning”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000512545/1


U 2013.480 H Ikke ansvar efter produktansvarsloven for personskade, som skadelidte pådrog sig ved brug af en dyknagle: “Ved udskiftning af et rustent greb i en garageport placerede skadelidte A en dyknagle på en maskinskrue, hvorefter han med en hammer slog på dyknaglen. Ved slaget sprang dyknaglens spids af og ramte A’s venstre øje med varig skade til følge. A påstod erstatning, bl.a. under henvisning til at dyknaglen led af fabrikationsfejl. Højesteret lagde bl.a. til grund, at en dyknagle alene var beregnet til neddykning af stifter og dykker, og at den således ikke var beregnet til den pågældende arbejdsproces. Højesteret udtalte endvidere, at der ikke var grundlag for at fastslå, at dyknaglen led af en fabrikationsfejl. Den fejlagtige anvendelse af dyknaglen under de angivne omstændigheder måtte anses for ufornuftig, og A kunne ikke med rette forvente, at dyknaglen kunne bruges på denne måde uden risiko for personskade. Der var herefter ikke ansvar efter reglerne om produktansvar. Landsretten var nået til samme resultat”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000523869/1


Se U 2010.1360 H Havari på motor ikke en produktskade. Producenten af motoren ikke erstatningsansvarlig for driftstab hos køberen af motoren: “Det svenske selskab S producerede et kraftvarmeværk med to gasmotorer, som det danske gartneri G købte af S’ danske datterselskab, D. Efter kort tid havarerede den ene af værkets gasmotorer på grund af brud på motorens plejlstang. Som følge af havariet var motoren ude af drift i nogen tid, hvorved der ikke skete den fornødne tilførsel af CO2 til G’s tomatplanter. Konkursboet efter G, K, anlagde sag mod blandt andre S og D med påstand om betaling af i alt ca. 2,5 mio. kr. i erstatning for G’s tab i form af mistet høstudbytte fra tomatproduktionen og af mistet salg af el. Ved landsrettens dom blev D frifundet, hvorimod S blev dømt til at betale beløbet. S ankede til Højesteret, hvor K støttede kravet, dels på de i retspraksis udviklede regler om produktansvar, dels på dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt. Højesteret lagde til grund, at bruddet på plejlstangen skyldtes, at et gevind i stangen var defekt. Gevindet var udført og indføjet i gasmotoren af S. Havariet på motoren måtte derfor betegnes som selvbeskadigelse og dermed som udslag af en køberetlig mangel ved motoren og ikke som en produktskade på motoren, jf. princippet i produktansvarslovens § 2. G kunne derfor ikke kræve erstatning efter reglerne om produktansvar, og efter karakteren af fejlen ved S’ fremstilling af plejlstangen m.v. var der heller ikke grundlag for i medfør af de almindelige regler om erstatning uden for kontrakt at pålægge S at dække G’s driftstab. Højesteret frifandt derfor S”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000434799/1


U 2007.2821 H Kort- og Matrikelstyrelsen ikke erstatningsansvarlig for skade på lystbåd, der stødte på grund, selv om der var fejl i et søkort: “A sejlede sin lystbåd med en dybgang på 1,6 meter ud af en havn på Læsø for at sejle mod Anholt. Under sejladsen anvendte han Kort- og Matrikelstyrelsen, K’s, søkort nr. 101 i målestok 1:200.000 fra 1998. Efter at have sejlet fra havnen mod nord lagde A kursen 80 grader mod øst, hvorefter han manøvrerede mellem kortets dybdekurver for henholdsvis 2 og 4 meter. Herunder grundstødte båden mod nogle sten på et sted, hvor dybden viste sig at være 1,5 meter. I en tidligere version af søkortet for samme område fra 1992 var der mellem 2 og 4 meter dybdekurverne angivet en grund på 0,9 meter ca. 800 meter fra grundstødningsstedet. Ved en fejl i forbindelse med digitaliseringen af søkortet kom denne angivelse ikke med i søkortet fra 1998. Ved grundstødningen skete der skade på lystbåden, og udgifterne herved blev betalt af A’s forsikringsselskab, F, der derpå anlagde regressag mod K. F anførte herunder, at A ville have valgt en anden sejlrute, såfremt dybden på 0,9 meter havde været angivet på kortet, og gjorde gældende, at K på grund af det fejlagtige kort var erstatningsansvarlig i medfør af reglerne om produktansvar. Sø- og Handelsretten gav F medhold i, at søkortet var et produkt, der var omfattet af produktansvarsloven, og at der var årsagssammenhæng mellem skaden og fejlen i søkortet. K skulle derfor på objektivt grundlag erstatte skaden. Højesteret udtalte, at A under sejladsen bort fra havnen efter en halv sømil havde valgt at forlade den rute, der var anbefalet på kortet, ifølge hvilken han skulle være fortsat forbi en anduvningsbøje, inden han drejede østover. Bundbeskaffenheden i det område, han sejlede ind i, var på kortet markeret med forekomster af sten, og A havde ikke tidligere sejlet i området omkring Læsø og kendte ikke besejlingsforholdene. Under disse omstændigheder burde A have indset, at der var en betydelig risiko for grundstødning, og uanset at dybden på 0,9 meter ikke var angivet på søkortet, måtte han derfor selv bære det fulde ansvar for skaden. Højesteret frifandt derfor K, idet Højesteret ikke fandt anledning til at tage stilling til, om K måtte være ansvarlig efter reglerne om produktansvar”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000370969/1


U 2005.1594 H Erstatning og godtgørelse for skade som følge af fejl ved håndværksmæssig tjenesteydelse: “Den 10. april 1994 kom V til skade ved et fald, som følge af at en rist på en overfladebrønd på gårdspladsen på hendes ejendom skred væk under hende, da hun trådte på den. V anlagde sag mod den entreprenør, E, der havde etableret overfladebrønden, og krævede erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for svie og smerte samt varigt men. Højesteret fandt, at de skader, som V krævede erstatning og godtgørelse for, var forårsaget af ulykken i 1994, og at E var erstatningsansvarlig, da risten ikke havde været forsvarligt fastgjort. Ansvaret kunne ikke anses for et produktansvar, idet det måtte karakteriseres som et ansvar for en fejl ved en håndværksmæssig tjenesteydelse og ikke som et ansvar for en defekt ved en leveret løsøregenstand. Kravene var derfor ikke omfattet af den 3-årige forældelsesfrist efter produktansvarslovens § 14, stk. 1, 1. pkt., og spørgsmålet om forældelse skulle i det hele afgøres efter bestemmelserne i forældelsesloven af 1908. V havde i hvert fald 5 år forud for sagens anlæg - dvs. før den 10. juli 1994 - været i utilregnelig uvidenhed om sine mulige krav på erstatning for tabt erhvervsevne og godtgørelse for varigt men, og disse krav var derfor ikke forældede, jf. 1908-lovens § 3. V’s krav om godtgørelse for svie og smerte var derimod forældet i det omfang, det vedrørte tiden før den 10. juli 1994, og skulle forrentes fra denne dato. V, der var uddannet tjener, havde kort før ulykken overtaget forpagtningen af et forsamlingshus. I øvrigt havde hun i året forud for ulykken arbejdet som tjener og med at skrive en bog, ligesom hun havde modtaget arbejdsløsheds- og sygedagpenge. Den årsløn, som skulle danne grundlag for beregningen af erstatningen for erhvervsevnetab, måtte under disse omstændigheder i medfør af erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, fastsættes efter et samlet skøn med hensyntagen også til den løn, som V måtte antages at kunne have tjent ved at arbejde som tjener”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000306571/1


Når en sådan skade foreligger, foretages erstatningsopgørelsen efter dansk rets almindelige regler - ved tingsskade dog med fradrag af en selvrisiko, jf. PAL § 8. Loven gælder ikke for atomskader, jf. PAL § 15.


4.5 Årsagssammenhæng og bevisbyrde

Skaden skal være forvoldt af det defekte produkt, jf. PAL § 6, stk. 1:

“En producent skal erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt, som er produceret eller leveret af denne”.

Det betyder, at den, der søges gjort ansvarlig blot skal være producent som angivet i PAL § 4 af vedkommende produkt. Er producenten det, er produktet defekt, og har defekten forårsaget en skade, er betingelserne for ansvar efter PAL § 6, stk. 1, opfyldt.

Efter PAL § 7, stk. 1, nr. 1, er producenten imidlertid ikke ansvarlig, hvis producenten ikke har bragt produktet i omsætning. Det er altså på den ene side ikke nok, at producenten har produceret produktet, og på den anden side heller ikke nødvendigt, at producnten i køberetlig forstand har leveret det.


Bevisbyrde er den skadelidtes, jf. PAL § 6, stk. 2:

“Det påhviler skadelidte at føre bevis for skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden”.

Hvilken grad af bevis der er tilstrækkelig for, at hvert af de nævnte forhold kan antages at foreligge, er ikke nærmere reguleret, og må antages at skulle afgøres efter national ret,

Ved bevisbedømmelsen kan der bl.a. tages hensyn til mulighederne for, henholdsvis vanskelighederne ved at føre bevis for skadens omfang og tabets størrelse,

Indikation ikke tilstrækkelig:

Se U 1976.465 H Ej godtgjort, at forgiftning af en foderblanding skyldtes uforsvarlighed fra slagteri, som havde leveret kødaffald til foderblandingen: “Efter fodring med en af fiskeeksportør S fremstillet og leveret foderblanding døde et betydeligt antal mink hos forskellige minkavlere i Nordjylland som følge af indhold af botulingift i foderblandingen, og S blev ved landsretten dømt til at betale erstatning. Under en af S mod slagteriet H, der havde leveret kødaffald, som anvendtes i blandingen, anlagt sag frifandtes H, idet det ikke fandtes godtgjort, at H’s almindelige fremgangsmåde ved behandling af slagteaffald i væsentlig grad afveg fra det sædvanlige eller i sig selv havde været uforsvarlig, og idet der iøvrigt ikke kunne bortses fra muligheden af andre, H uvedkommende årsager til forgiftningen”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000209682/1


U 1989.135 H ikke ført bevis for, at anvendelse af p-piller havde forårsaget blodprop i hjernen: “Seks kvinder, der havde benyttet p-piller og var blevet ramt af blodprop i hjernen, påstod Sundhedsstyrelsen, S, der havde godkendt pillerne, og nogle medicinalfirmaer, M, der havde forhandlet pillerne, dømt til at betale invaliditetserstatning. S og M blev begge frifundet, da der ikke var ført bevis for, at kvindernes anvendelse af p-piller havde forårsaget sygdomstilfældene”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000198434/1


U 2003.1706 H Leverandør af spagnum til gartneri ikke erstatningsansvarlig for skader på potteroser: “L leverede spagnum til et gartneri G til brug for dettes dyrkning af potteroser. Efter at der var opstået skader på roserne, gjorde G et erstatningskrav på ca. 1,5 mio. kr. gældende mod L under henvisning til, at skaderne skyldtes mangler ved den leverede spagnum. Landsretten dømte L til at betale en erstatning på 1 mio. kr. På grundlag af en sagkyndig erklæring udtalte Højesteret, at spagnummen ikke på grund af indholdet af skadelige stoffer var uegnet til produktionen af roserne, at det forhold, at misvæksten standsede, da G skiftede spagnumleverandør, ikke kunne tages som udtryk for, at der havde været noget galt med L’s spagnumblanding, at der ikke var grundlag for at antage, at det leverede ikke var i overensstemmelse med deklarationen, og at det ikke var godtgjort, at det leverede afveg fra, hvad G efter aftaleforholdet og det hidtidige samarbejde med L havde krav på. Da det således ikke var bevist, at den skadevoldende iltmangel i rodmediet kunne henføres til en defekt ved den leverede spagnum, blev L frifundet”. Se hele dommen er https://pro.karnovgroup.dk/document/7000266561/1


U 2006.226 H Producent af sprøjtemiddel ikke ansvarlig for skader på kartoffelknolde. Nogle kartoffelavlere, K, konstaterede, at der var skader på kartoffelknolde, kort efter at de i 1999 havde sprøjtet deres kartoffelmarker med et sprøjtemiddel produceret af P. De krævede derfor erstatning fra P under henvisning til produktansvar. Højesteret lagde til grund, at der i 1999 var meget våde og iltfattige jordbundsforhold på K’s marker, og at dette kunne have været årsag eller medvirkende årsag til skaderne. Det kunne ikke fastslås, at K havde fulgt P’s brugsanvisning med advarsel mod at anvende sprøjtemidlet »under vandmættede jordbundsforhold«, og at anvendelsen af sprøjtemidlet på trods heraf havde forårsaget skaderne. Det var således ikke godtgjort, at der forelå en defekt ved sprøjtemidlet, og P blev frifundet". Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000317075/1


Indirekte statistisk bevis:

U 1939.16 HGårdejer A’s kreaturer døde, formentlig af fodersirup, solgt af købmand K og leveret direkte fra banevogn. K erstatningsansvarlig: “Køb og Salg II C ‐ Kreaturerne paa K’s Gaard, der var blevet fodret med Fodersirup, blev syge og døde med Undtagelse af tre Kalve, som intet havde faaet af Sirupen. Ifølge sagkyndig Erklæring tydede sidstnævnte Forhold saavel som Sygdomssymptomerne og et med en Rest af Sirupen anstillet Fodringsforsøg paa Forgiftning fra Fodersirupen, muligvis udskilt fra den Tromle, hvori den var leveret. Da det fremkomne ikke gav Grund til at antage, at Sygdommen skyldtes noget paa Gaarden udvist fejlagtigt Forhold, maatte der gaas ud fra, at Sirupen ved Leveringen havde været behæftet med sundhedsfarlige Egenskaber, skønt saadanne ikke var paavist ved kemisk Undersøgelse el. lign., og den Købmand, der havde solgt K Tromlen, leveret direkte fra Banevogn, blev anset ansvarlig for det K ved Kreaturernes Død paaførte Tab. (Dissens)”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000241241/1


U 2016.1296 V Sælger af køleskabe, der indestod for produkterne, erstatningsansvarlig efter reglerne om produktansvar for en brandskade, der skyldtes en defekt i en kompressor i et køleskab: “Den 30. april 2012 købte A to køle/fryseskabe og monterede dem i sit køkken. Den 1. maj 2012 opstod der brand i A’s køkken, hvorved der skete omfattende skader på ejendommen. A’s ejendomsforsikringsselskab nedlagde påstand om, at E, der ikke havde produceret skabene, men som indestod for produkterne, skulle betale 1,2 mio. kr. i erstatning for de skader, der var opstået ved branden. Det fremgik af sagen, at B fra DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut) foretog en brandundersøgelse, hvori det blev konstateret, at der var en lysbueskade i den ene kompressors startrelæ. Denne erklæring, der var rekvireret af politiet, kunne ikke anses for ensidigt indhentet og kunne derfor indgå i sagen. B forklarede, at han positivt havde undersøgt den stikkontakt og stikprop, som køleskabene havde været tilsluttet, og at de ikke var brandskadede. Han forklarede endvidere, at han var sikker på, at det var en lysbue, der var årsag til branden. Inden der blev stillet spørgsmål til en syns- og skønsmand, var flere komponenter bortkommet, uden at årsagen til bortkomsten nærmere kunne fastlægges. Skønsmanden havde ikke ved sine egne undersøgelser kunnet fastslå, at der havde været en lysbue, og han kunne heller ikke fastslå arnestedet. Han havde derfor holdt sig til B’s rapport og de fotos, der var optaget i sagen. Skønsmanden forklarede, at han ingen faglig grund havde til at drage B’s konklusion i tvivl, og hvis B’s forklaring om, at han havde undersøgt stikkontakt og stikprop, blev lagt til grund, så var sandsynligheden for, at køleskabet var årsag til branden måske 90-95 % eller højere, idet han i så tilfælde ikke kunne se en anden årsag. Det fandtes herefter bevist, at branden var opstået som følge af en elektrisk defekt i en kompressor monteret i et af de køle/fryseskabe, som E indestod for, jf. produktansvarslovens § 5, stk. 1. Efter produktansvarslovens § 6, stk. 1, skulle E herefter erstatte den skade, der var opstået ved branden, og som ikke beløbsmæssigt var bestridt. Der var ikke grundlag for at nedsætte erstatningen eller lade den bortfalde”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000746717/1

4.6 Producentansvaret påhviler producenten

Efter produktansvarsloven påhviler produktansvaret i første række producenten. Dette begreb er nærmere defineret i lovens § 4, stk. 1, hvorefter producenten er den, der fremstiller et færdigt produkt, den, der frembringer eller indsamler et naturprodukt, og den, der ved at anbringe sit navn mv. på produktet udgiver sig for at være dets producent. Som producent anses endvidere den, der som led i sin erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EU med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller anden form for omsætning, jf. § 4, stk. 2.


Kun under visse betingelser kan det ansvar, der påhviler producenten, overføres til en mellemhandler, hvorved der efter produktansvarslovens § 4, stk. 3, forstås den, der erhvervsmæssigt bringer et produkt i omsætning uden at anses som producent. Således er mellemhandleren ansvarlig som producent, hvis det ikke kan konstateres, hvem der i EU har produceret produktet, eller ‐ ved produkter produceret uden for EU - hvem der har indført dette i fællesskabet, jf. lovens § 4, stk. 4. Mellemhandleren kan dog ikke gøres ansvarlig, hvis vedkommende inden rimelig tid giver skadelidte de fornødne oplysninger om producenten eller importøren, jf. § 4, stk. 5.


Ansvaret efter produktansvarsloven er som udgangspunkt objektivt, jf. lovens § 6, som angiver, at producenten skal erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt, som er produceret eller leveret af denne. Skadelidte skal således ikke godtgøre, at producenten har handlet forsætligt eller uagtsomt, men skal påvise, at der er indtrådt en skade, at der foreligger en defekt, og at defekten er årsagen til skaden.


4.7 Visse ansvarsfrihedsgrunde

Producentens ansvar er dog ikke et ubetinget objektivt ansvar, idet lovens § 7 angiver visse ansvarsfrihedsgrunde. Producenten er således bl.a. ikke ansvarlig, hvis det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage defekten ‐ dvs. hvis der foreligger en udviklingsskade.


U 1996.1554 H Sundhedsmyndigheders og dansk producents ansvar for bløderes smitte med HIV ved anvendelse af faktorpræparater: “Sagen var for landsretten anlagt af Danmarks Bløderforening på vegne af 8 smittede blødere, henholdsvis disses efterladte, mod Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Novo Nordisk A/S. 1 af sagsøgerne fik ved landsrettens dom medhold i en erstatningspåstand over for myndighederne. 3 af de øvrige ankede til Højesteret. 1 af disse, som i en del af smitteperioden frem til begyndelsen af august 1985 havde været behandlet med et udenlandsk ikke-varmebehandlet faktorpræparat, fik medhold i, at myndighederne var erstatningsansvarlige (dissens). Flertallet fandt, at Sundhedsstyrelsen havde begået en klar fejl ved i maj 1985 at afslå en række ansøgninger fra behandlende læger om tilladelse til at anvende udenlandske varmebehandlede faktorpræparater, at styrelsen ikke alene burde have imødekommet ansøgninger, men tillige burde have anmodet de behandlende læger om så vidt muligt at ophøre med at anvende udenlandske ikke-varmebehandlede præparater, og at disse foranstaltninger burde have været truffet i hvert fald senest i midten af april 1985. Der fandtes endvidere ikke at kunne bortses fra muligheden af, at den pågældendes smitte med HIV i så fald ville være undgået. I relation til de 2 øvrige appellanter var spørgsmålet om anvendelse af udenlandske ikke-varmebehandlede faktorpræparater ikke relevant, og dommen stadfæstedes for disses vedkommende. Myndighederne fandtes hverken at have handlet ansvarspådragende ved først at have gennemført et krav om varmebehandling af alle faktorpræparater med virkning fra den 1. oktober 1985, ved først at have indført et krav om screening af alt donorblod med virkning fra den 1. januar 1986 eller ved i forbindelse hermed at træffe beslutning om en overgangsordning, som indebar, at danske producenter efter den 1. januar 1986 fortsat kunne forhandle varmebehandlede præparater fremstillet af uscreenet blod indsamlet i den sidste del af 1985. Heller ikke Novo Nordisk A/S, som ikke havde været i besiddelse af andre oplysninger end myndighederne, havde handlet ansvarspådragende”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000203718/1


U 1997.203 V Om forhandlers og producents ansvar for limprodukt: “Et VVS-firma V havde til limning af PVC-rør, der skulle anvendes til fremføring af trykluft, hos en forhandler F købt en PeViCol-lim, der var fremstillet af producenten P. Da der blev sat tryk på, sprængtes samlingerne i rørene. Det blev lagt til grund, at skaden skyldtes, at limens indhold af opløsningsmidlet N-MP var blevet opløst af kondensvand, hvorefter opløsningen havde forårsaget revner ved spændingskorrosion, og at skaden efter skønsmandens udtalelse kunne være undgået ved gennemskylning af rørene med vand. V havde ikke modtaget andre instruktioner end brugsanvisningen på etiketten, og denne indeholdt intet om gennemskylning, men alene instruktion om påføring af limen i tyndt lag. Denne instruktion havde V ikke tilsidesat, og da F og P ikke havde godtgjort, at skaden ikke var forårsaget af forhold, som de i forhold til slutbrugeren var ansvarlige for, forelå der produktansvar. Skadetypen havde ikke været kendt på skadestidspunktet, og den måde, skaden var opstået på, havde ikke tidligere været påvist. P havde i 1990 haft en reklamationssag vedrørende limen, og dette havde bevirket, at P havde ændret montageanvisningen, men P havde ikke foretaget yderligere forskning vedrørende skadesårsagen og draget omsorg for, at vejledningen til slutbrugeren blev taget op til overvejelse, mens skønsmanden ved et simpelt forsøg havde afdækket den aktuelle kemiske skadesårsag. Under de foreliggende omstændigheder og under hensyn til den definition af begrebet, der ligger til grund for produktansvarsloven, fandtes der ikke at foreligge en udviklingsskade, som kunne medføre ansvarsfrihed. F var derfor over for V ansvarlig for skaden. Da F ikke fra P havde fået tilsendt montageanvisningen, og da der ikke for F havde været anledning til at udlevere særskilt vejledningsmateriale til slutbrugerne, tiltrådtes det endvidere, at P var dømt til at friholde F for de udgifter, sagen havde påført F”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000201826/1


4.8 Mellemhandlerens hæftelsesansvar

PAL § 10:

“En mellemhandler skal erstatte produktskader omfattet af PAL § 2, medmindre mellemhandleren kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse”.

Mellemhandleren skal herefter erstatte produktskader, medmindre skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse, hvorved bemærkes at mellemhandleren som professionel erhvervsdrivende er underlagt en skærpet culpabedømmelse.

Mellemhandleren har således et selvstændigt ansvar for produktskader, hvis den pågældende ved sin håndtering af produktet har gjort dette farligt eller ved en fejl ikke har opdaget en defekt ved produktet. Håndteringsfejl kan forekomme som fejl ved udlevering og forvekslingsfejl eller ved ændring af produktet, som gør det farligt, f.eks. uhensigtsmæssig opbevaring.

Omfanget afmellemhandlerens undersøgelsespligt afhænger af, hvilken sagkundskab der med rimelighed kan forventes af den pågældende, og hvilke muligheder den pågældende har for ved en undersøgelse at opdage defekten.

Mellemhandleren er i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige principper ansvarlig for både anonyme fejl og kumulerede fejl, dvs. fejl, hvor (mindre og hver for sig betydningsløse) fejl begået af flere ansatte tilsammen resulterer i en ansvarspådragende fejl.

Bestemmelsen pålægger mellemhandleren et præsumptionsansvar. Der er således ansvar, medmindre det kan lægges til grund, atmellemhandleren ikke ved sin håndtering af produktet har gjort dette farligt, eller at skaden ikke skyldes en defekt, som vedkommende burde have opdaget. Præsumptionen gælder ikke for spørgsmålet om, hvorvidt der i det hele taget foreligger en produktskade, defekt etc. Bestemmelsen ændrer således ikke ved, at det er skadelidte, der har bevisbyrden for så vidt angår tilstedeværelsen af skade, defekt og årsagsforbindelse mellem defekten og skaden.

Skadelidte kan påberåbe sig PAL § 10 gældende over for enhver mellemhandler, der er omfattet af definitionen i PAL § 4, stk. 3.

Det følger af PAL § 11, stk. 3, 1. pkt., at en mellemhandler, der har udbetalt erstatning til skadelidte, indtræder i skadelidtes krav mod tidligere led i produktions- og omsætningskæden.

En mellemhandler,f. eks. en detailsælger, der har udbetalt erstatning, kan således søge regres hos en tidligere mellemhandler, eksempelvis en grossist, og i den sammenhæng bl.a. påberåbe sig § 10 og § 10 a. Mellemhandleren, der har udbetalt erstatning, kan også vælge at rette sit regreskrav mod producenten, og i den situation kan mellemhandleren påberåbe sig det objektive ansvar i PAL § 6. Produktansvarsloven er præceptiv til fordel for den, som »indtræder i« skadelidtes krav, jf. PAL § 12, jf. PAL § 11, stk. 3.

Efter loven ifalder mellemhandleren i visse situationer således et hæftelsesansvar. Tidligere hæftede mellemhandleren i alle tilfælde for producentens ansvar. Som en konsekvens af EF-Domstolens afgørelse i den såkaldte Skov Æg-sag blev produktansvarsloven ændret, således at mellemhandleren alene er hæftelsesansvarlig for skader omfattet af lovens § 2, i det omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden, jf. lovens § 10 a, som affattet ved lov nr. 541 af 8. juni 2006:

“En mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden for ansvar for produktskader omfattet af PAL § 2, i det omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden”.

Ved samme lovændring indsattes en ny § 10 i loven om mellemhandlerens selvstændige ansvar. Efter denne bestemmelse skal mellemhandleren således erstatte produktskader omfattet af lovens § 2, medmindre mellemhandleren kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse. Mellemhandlerens selvstændige ansvar efter § 10 er således et culpaansvar med omvendt bevisbyrde.


Mellemhandleren hæfter derfor på objektivt grundlag for producentens culpaansvar. Producenten er som professionel erhvervsdrivende underlagt en skærpet culpabedømmelse. Domstolene kan herved tage udgangspunkt i det retspraksisbaserede produktansvar for producenter, der var gældende forud for produktansvarsloven. Det følger af EU-Domstolens dom af 2006–01–10 i sag C–402/03, Skov Æg, at det retspraksisbaserede ansvar for mellemhandlere ikke på produktansvarsdirektivets anvendelsesområde må være lige så strengt som det objektive ansvar efter direktivet.

Reglen om mellemhandlerhæftelse blev dermed i overensstemmelse med produktansvarsdirektivet, således som det er fortolket ved den nævnte dom. Samtidig blev mellemhandleres selvstændige ansvar for produktskader fastlagt, så mellemhandleren ifalder ansvar for produktskader, medmindre det godtgøres, at skaden ikke skyldes mellemhandlerens fejl eller forsømmelse. Dette ansvar havde hidtil ikke været reguleret i loven. For det andet modificeredes mellemhandleres hæftelsesansvar for producentens produktansvar, således at mellemhandleren herefter kun hæfter for producentens produktansvar, i det omfang skaden skyldes producentens fejl eller forsømmelse.


Se U 1999.1747 Ø Forhandler hæftede for skade forvoldt af fyrværkeri, der var farligt som følge af producentens forsømmelighed: “Som følge af selvantændelse af fyrværkeri produceret i Kina skete der brandskade hos forretningsdrivende, hvis tab blev dækket af forsikringsselskabet F. F rettede krav mod importøren I af fyrværkeriet. Lagt til grund, at fyrværkeriet var farligt, og at skaden skyldtes denne farlighed, som var forårsaget ved forsømmelighed under produktionen, hvilket I som forhandler hæftede for. I var derfor erstatningsansvarlig over for F”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000196797/1


4.9 Selvrisiko

Produktansvarsloven indeholder i overensstemmelse med direktivet regler om selvrisiko. Efter PAL § 8, stk. 1, skal der ved fastsættelse af erstatning i henhold til PAL § 6, stk. 1 ‐ dvs. producentens objektive og direktivbaserede ansvar ‐ fradrages 4.000 kr. ved tingsskade. Erstatningsudmåling sker i øvrigt efter dansk rets almindelige regler.

Efter bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen i PAL § 8, stk. 1 skal der, når et defekt produkt ved samme begivenhed har voldt skade på flere genstande, ikke foretages et fradrag på 4.000 kr. pr ting, men et fradrag på dette beløb i den samlede erstatning for tingsskade.

4.10 Egen skyld

Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket til skaden ved forsæt eller uagtsomhed, jf. PAL § 9:

“Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket til skaden ved forsæt eller uagtsomhed. Stk. 2. Ved skade på ting skal nedsættelse som følge af egen skyld ske i det beløb, der fremkommer efter fradrag af det i § 8 nævnte beløb”.

I bestemmelsen anvendes ligesom i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 2, det noget bredere udtryk medvirken. Den er således ikke begrænset til egen skyld i snæver forstand, men omfatter også risikotagen og andre former for medvirken beslægtet med egen skyld i snæver forstand. Hvad accept af risiko angår, kan dette være en egenskyldslignende risikotagen og omfattes så af PAL § 9.

Ikke blot erstatningskrav, men også godtgørelseskrav kan nedsættes, jf. produktansvarsdirektivets art. 8, stk. 2 (»Producentens ansvar kan … nedsættes«).

Se U.2019.860 V Importør af fyrværkeribatteri erstatningsansvarlig efter produktansvarsloven for ung mands skader, herunder en øjenskade, idet batteriet eksploderede lige efter antændelsen, og batteriet måtte anses for at have haft en defekt. Ikke egen skyld, selv om skadelidte ikke havde båret sikkerhedsbriller: “Lige efter midnat nytårsaften ved årsskiftet 2013/2014 ville S antænde et batteri, som han havde købt i Bilka. Batteriet var indført i EU af aktieselskab A som i mange år havde importeret fyrværkeri fra Kina og i den forbindelse foretaget sikkerhedskontrol og sørget for godkendelse af Sikkerhedsstyrelsen. Lige da S havde antændt lunten, eksploderede batteriet op i S’ ansigt, og S mistede det ene øje, fik tredjegradsforbrændinger i ansigtet og frakturer i ansigtsskelettet. S bar ikke sikkerhedsbriller. S anlagde sag mod A med krav om erstatning på godt 291.000 kr., idet S bl.a. gjorde gældende, at A var producent efter produktansvarslovens § 4, stk. 2, batteriet havde været behæftet med en defekt, idet det ikke frembød den sikkerhed, som man med rette kunne forvente, jf. lovens § 5, og A bar derfor ansvaret for hans personskade, jf. § 6. A påstod frifindelse, idet batteriet havde været lovligt og sikkerhedsgodkendt, og der var tale om et hændeligt uheld, ligesom A bestred, at batteriet havde været defekt, da det blev bragt i omsætning. Hvis A var ansvarlig, skulle erstatningen bortfalde eller nedsættes, jf. produktansvarslovens § 9, stk. 1, da S skulle have båret sikkerhedsbriller. S fik medhold i byretten, da det måtte lægges til grund, at batteriet havde været defekt på skadetidspunktet, og at det var defekten, der forårsagede skaden. S’ undladelse af at bære sikkerhedsbriller kunne ikke anses som en egen skyld, der efter § 9, stk. 1, kunne føre til, at S’ erstatning skulle bortfalde eller nedsættes. Under ankesagen blev der gennemført syn og skøn. Skønsmanden vurderede, at skaderne på S mest sandsynligt var opstået ved et scenario, hvor batteriet havde haft en skade, der gjorde, at den første bombette kilede sig fast og eksploderede i fyrværkerirøret, hvorved materiale fra eksplosionen blev skudt ud af røret og op i ansigtet på brugeren. En overlæge fra Rigshospitalets øjenafdeling havde i landsretten forklaret, at han fra andre tilskadekomne havde hørt, at batterier var eksploderet uden varsel, selv om batterierne havde været opstillet og antændt i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger. Dette scenario stemte overens med de forklaringer, der var afgivet af de personer, der havde været til stede ved ulykken. Det havde ikke været muligt at foretage en skønsforretning over det konkrete batteri, men landsretten fandt herefter, at det med overvejende sandsynlighed var bevist, at batteriet havde haft en defekt på skadetidspunktet, jf. produktansvarslovens § 5, og at det var denne defekt, der var årsagen til skaden. A havde ikke ved fremlæggelsen af Sikkerhedsstyrelsens godkendelse af den pågældende batteritype, fremlæggelse af en batchtest fra den batch, hvorfra batteriet stammede eller forklaringen fra A’s produktchef løftet bevisbyrden for, at defekten ikke var til stede, da A bragte batteriet i omsætning, jf. § 7, stk. 2. Landsretten tiltrådte derfor, at A var ansvarlig for S’ skade. S havde forklaret, at han ikke havde læst brugsanvisningen på batteriet, hvoraf bl.a. fremgik, at man skulle bruge sikkerhedsbriller, der er et af Sikkerhedsstyrelsens fem fyrværkeriråd. Det kunne lægge til grund, at S’ skader ville have været betydeligt mindre, hvis han havde anvendt sikkerhedsbriller. Landsretten tiltrådte imidlertid. at S ikke havde udvist en sådan grad af egen skyld, at erstatningen skulle bortfalde eller nedsættes, og landsretten stadfæstede således byrettens dom”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000831184/1


FED2008.20 Ø: “Producent P af kødhakkemaskine ikke ansvarlig for fødevareproducent A’s tab på 10,4 mio. USD ved tilbagekaldelse og destruktion af kødpålæg, efter at olie fra maskinens gearkasse havde kontamineret det forarbejdede kød. Maskinens aksel og pakning var dele, der blev slidt ved brug og som løbende skulle undersøges og vedligeholdes, og det var ikke godtgjort, at maskinen led af en defekt, da den blev bragt i omsætning. Det var uden betydning, at maskinens konstruktion efterfølgende var ændret således, at sådanne skader ikke længere kan forekomme. Enkeltstående forudgående reklamationer om problemet indebar ikke, at A havde godtgjort, at P havde tilsidesat en pligt til at advare mod særlig risiko eller fare”.


FED1997.1569 V: “Erstatningskrav mod supermarked som følge af, at forbruger havde pådraget sig salmonella ved køb af oksekød, var forældet i medfør af produktansvarslovens § 14, idet supermarked måtte anses som producent og skadelidte kort efter sygdommens indtræden havde haft grundlag for at gøre foreløbigt krav gældende. Producent havde ikke ved at indgå aftale om suspension af forældelse afskåret sig fra efterfølgende at gøre gældende, at kravet allerede var forældet”.


4.11 Flere ansvarlige og regres

PAL § 11 indeholder bestemmelser om flere ansvarlige og regres. Hvis to eller flere er ansvarlige efter produktansvarsloven for den samme skade, hæfter de solidarisk, jf. PAL § 11, stk. 1. Hvis en mellemhandler, der betragtes som en producent i henhold til PAL § 4, stk. 2 eller 4, har betalt erstatning til skadelidte eller en senere mellemhandler, indtræder den pågældende i skadelidtes krav mod tidligere led i omsætningskæden. Regressen kan bortfalde eller nedsættes, hvis den regressøgende har medvirket til skaden eller forøget dens omfang, jf. PAL § 11, stk. 3.


4.12 Lovens præceptivitet

Produktansvarsloven angiver i § 12, at loven ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for skadelidte eller den, der indtræder i skadelidtes krav. Loven er således i sin helhed præceptiv. Efter § 11, stk. 2, kan den indbyrdes ansvarsfordeling mellem flere producenter omfattet af § 4, stk. 1, dog reguleres ved aftale mellem parterne. Præceptiviteten følger af produktansvarsdirektivet, bortset fra spørgsmålet om indtræden i skadelidtes krav, der ikke er reguleret i direktivet.


4.13 Forældelse

Spørgsmålet om forældelse af krav om erstatning for produktskade er reguleret i lovens § 14. Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 523 af 6. juni 2007, der trådte i kraft den 1. januar 2008. Efter den nyaffattede § 14 forældes erstatningskrav for produktskade som udgangspunkt efter de almindelige forældelsesregler, således som disse er fastlagt ved den samtidigt vedtagne lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer. Forældelse af krav mod producenten i henhold til PAL § 6, stk. 1, indtræder dog senest 10 år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i omsætning.


U 2006.2535 H Om forældelse af krav på godtgørelse og erstatning: “I december 1991 fik A akut maveforgiftning efter at have spist af en grisesylte købt hos B. I juni 1992 anerkendte B’s forsikringsselskab, F, erstatningspligten, men parterne var uenige om, i hvilket omfang A havde varige følger af maveforgiftningen. I juni 1998 anlagde A sag med krav vedrørende svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, mén og erhvervsevnetab. Kravene vedrørende svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste angik perioden før juni 1992 og var forældede efter den 3-årige forældelsesfrist i produktansvarslovens § 14, stk. 1. Forældelsesfristen for kravene vedrørende mén og erhvervsevnetab skulle derimod regnes fra juni 1994, idet A først da vidste eller burde have vidst, at maveforgiftningen havde medført eller måtte forventes at medføre en varig lidelse. Som følge af en korrespondance mellem A og F om indhentelse af udtalelser til brug for bedømmelse af følgerne havde B - som i denne henseende måtte identificeres med F - stiltiende accepteret en udskydelse - foreløbig afbrydelse - af forældelsen, således at der, hvis en udenretlig løsning ikke blev opnået, skulle indrømmes A en rimelig frist til sagsanlæg, efter at der var truffet afgørelse om fri proces. I juni 1997 blev der givet fri proces. Herefter burde A’s advokat have fremmet sagen hurtigere, men under hensyn til det forudgående sagsforløb var der dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagsanlægget var sket for sent, og kravene vedrørende mén og erhvervsevnetab var derfor ikke forældede. Ved en dom afsagt af EF-domstolen i januar 2006 var det fastslået, at produktansvarslovens § 10 om mellemhandleransvar er ugyldig, hvad angår mellemhandlerens hæftelsesansvar for producentens objektive ansvar efter produktansvarsdirektivet. B var uanset dette bundet af sin uforbeholdne anerkendelse af erstatningsansvaret i 1992 og 1995. A fik herefter godtgørelse for mén med et ubestridt beløb og erstatning for tab af erhvervsevne med et beløb fastsat skønsmæssigt i medfør af erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2. (Dissens for forældelse af alle kravene)”. Se hele dommen her https://pro.karnovgroup.dk/document/7000354792/1


4.14 Atomskader

Produktansvarslovens § 15 angiver ‐ i overensstemmelse med produktansvarsdirektivet ‐ at loven ikke gælder for nukleare skader, jf. lov nr. 332 af 19. juni 1974 om erstatning for atomskader, som ændret ved lov nr. 492 af 17. juni 2008.


4.15 Lovvalg

Lovvalget er reguleret i PAL § 16, jf. Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om lovvalget i sager om produktansvar. Efter denne beror lovvalget på, til hvilket land nogle angivne tilknytningsmomenter peger (skadelidtes bopæl, stedet for erhvervelse af produktet, skadestedet mv). Alt afhængig af koblingen mellem disse momenter afgøres produktansvaret i almindelighed efter loven på skadelidtes bopæl eller skadestedet. Konventionens regler er i god overensstemmelse med dansk rets almindelige international-privatretlige principper.

I al almindelighed vil dansk ret finde anvendelse på varer, der markedsføres og forvolder skade her i landet, ikke på varer, der eksporteres til udlandet og forvolder skade dér.


4.16 Oversigt over PAL og RUP indbyrdes forhold