Kapitel 1 Obligationsret

(Under opdatering)

Hvad er obligationsret

Obligationsret omhandler reglerne om parternes rettigheder og pligter i skyldforhold, fx køb, lån, kaution og erstatning som, og angår de forskellige retsforhold, hvor økonomisk værdi samt økonomiske motiver normalt spiller en væsentlig rolle.

Obligationsret adskiller sig fra tingsret, der fx vedrører ejendomsret og pant Den, der har en obligationsretlig forpligtelse, betegnes skyldner eller debitor, uanset om forpligtelsen angår penge (pengedebitor) eller andre ydelser (realdebitor).


Introduktion – Rettens opdeling

Offentlig ret:

Statsforfatningsret.

Forvaltningsret.

Strafferet.

Procesret.

Folkeret.

Erhvervsreguleringsret


Privatret:

Personret.

Familie- og arveret.

International privatret.

Formueret, hvorunder obligations- og tingsretten henhører


Obligationsret, er den del af formueretten, der handler om de obligatoriske rettigheder, dvs.Obligationsret, den del af formueretten, der handler om de obligatoriske rettigheder, dvs. parternes rettigheder og pligter i skyldforhold, fx køb, lån, kaution og erstatning.


Video: Introduktion til obligationsretten Klik her!


Obligationsret adskiller sig fra tingsret, der fx vedrører ejendomsret og pant.

Den, der har en obligationsretlig forpligtelse, betegnes skyldner eller debitor, uanset om forpligtelsen angår penge (pengedebitor) eller andre ydelser (realdebitor).

Skyldforhold består af en eller flere fordringsrettigheder mellem parterne som debitor på den ene side og kreditor på den anden side.


Gensidigt bebyrdende skyldforhold stiftes typisk ved en skriftlig kontrakt mellem parterne. Den er bindende, når den er tiltrådt af begge parter, fx ved udveksling af tilbud og accept, jf. reglerne for aftalers indgåelse i aftalelovens kap. 1.

En fordring er opfyldt og er dermed ophørt at bestå, når hele den ydelse, som fordringsretten giver kreditor krav på, er præsteret på rette måde, fx den købte vare er blevet betalt eller den udførte tjenesteydelser er blevet betalt.

Kreditor har normalt også krav på at få sin ret beskyttet overfor omverdenen ved foretagelsen af en særlig sikringsakt fx ved tinglysning eller dennunciation (give meddelelse), for at få en sædvanlig legitimation for sin berettigelse for fordringen.


Den berettigede betegnes fordringshaver eller kreditor.

Obligationsret omfatter regler om, hvordan forpligtelser opstår, og hvordan de ophører, fx ved indfrielse, modregning eller forældelse.

Nogle af obligationsrettens regler er ikke lovfæstet, men udviklet gennem domstolenes praksis på grundlag af handelssædvaner og afvejning af parternes forudsætninger ved aftalens indgåelse.

I 1990’erne blev der lovgivet om en række enkelte obligationsretlige skyldforhold, bl.a. ud fra ønsket om at få indført regler om forbrugerbeskyttelse.


Video: Grundbegreber i obligationsretten Klik her!


Aftaleretten

I forhold til aftaleloven er det værd at bemærke, at loven er dansk rets lex generalis, således at loven i overenstemmelse med aftalelovens overskrift gælder for alle retshandler på formuerettens område.


Aftaleloven regulerer grundlæggende tre forhold:

Kap. 1 – Aftalers indgåelse.

Kap. 2 – Fuldmagt (legitimation og Bemyndigelse).

Kap. 3 – Ugyldigheds- (læren).


Aftaleloven regulerer ingenlunde de tre forhold udtømmende (der skal således udvises stor varsomhed med modsætningslutninger).

Aftalers indgåelse – I den virkelige verden indgås aftaler og i særdeleshed mellem virksomheder på måder, der ikke kan opfanges af aftaleloven.

Se ligeledes e-handelsloven og forbrugeraftaleloven, der er lex specialis i forhold til aftaleloven.

Fuldmagt – Bestemmelserne i kap. 2 regulerer ikke det indre forhold mellem fuldmagtsgiver og fuldmægtig – Mellemmandsretten, herunder handelsagenter og formidlere, suppleres til tider af fuldmagtslæren.


I bestemmelserne i aftalelovens kap. 3 om de ugyldige viljeserklæringer er der ikke nogen regulering i forhold til de stærke ugyldighedsgrunde falsk og forfalskning.

Umyndighed er selvstændig reguleret i værgemålsloven,

Der sondres mellem tilblivelses- og indholdsmangler i ugyldighedslæren.


Aftalers ugyldighed

En aftale kan erklæres helt eller delvis ugyldig, hvis et eller flere af de løfter, den består af, rammes af en ugyldighedsgrund.

Allerede Danske Lov fra 1683 fastslog, at aftaler skulle holdes, for så vidt de “ikke er imod Loven, eller Ærbarhed”; aftaler med et ulovligt eller usømmeligt formål var og er med andre ord ikke bindende.

De fleste ugyldighedsgrunde fremgår af aftaleloven og af værgemålsloven, se nærmere om umyndighed.


Danske domstole har dog i visse tilfælde erklæret en aftale for uforbindende, selvom der ikke er udtrykkelig hjemmel hertil i lovgivningen:

Er et løfte afgivet under forudsætninger, der senere viser sig at være urigtige, har domstolene i særlige tilfælde løst løftegiveren fra det.


Fremstår et løfte som afgivet af en person, der intet har med det at gøre, eller er det blevet forfalsket af en anden, er løftegiveren ikke bundet.

Her taler man ikke om, at løftet er ugyldigt — det eksisterer slet ikke.


Aftalelovens regler om ugyldighed angår også forholdet til den, der ikke ved, at løftet rammes af en ugyldighedsgrund.

Ugyldighedsgrunden siges at være stærk, hvis den rammer en løftemodtager, der intet kender til den.

Hvis A truer B til at ansætte C, afhænger det af truslens art, om C skal acceptere Bs krav om at blive løst fra løftet om ansættelse. Fysisk tvang er her en stærk ugyldighedsgrund.

Er B’s løfte om at ansætte C derimod fremkaldt ved anden form for tvang, er ugyldighedsgrunden svag, og løftet kan da gøres gældende af løftemodtager C, hvis C hverken kendte eller burde kende den udøvede tvang.

Den, der selv har udøvet tvangen, kan selvsagt ikke gøre løftet gældende.


Har et løfte ved en fejltagelse fået et andet indhold, end afgiveren havde tænkt sig, kan afgiveren blive frigjort, hvis modtageren indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.

Forvanskes det undervejs, fx under telekommunikation, bindes løftegiveren ikke, uanset om modtageren ikke indså fejlen. Blot må han reagere, når han opdager den.


Eksempler på andre svage ugyldighedsgrunde er udnyttelse og svig.

Udnyttelse foreligger, når nogen drager fordel af en andens “betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge (sig) en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for”.

Svig taler man om, når løftemodtageren lyver eller fortier oplysninger for at fremkalde løftet.

Efter aftaleloven er løfter, der afgives ved svig, ugyldige.


I 1975 fik vi en ganske bredt defineret ugyldighedsgrund i Aftalelovens § 36, den såkaldte formueretlige generalklausul. Bestemmelsen fastslår, at en aftale kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis det “vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende”.

Domstolene skal her tage hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og evt. senere indtrufne omstændigheder.

Bestemmelsen tager især sigte på aftaler, professionelle indgår med forbrugere og andre svage aftaleparter, men domstolene har i praksis udstrakt anvendelsen også til rent kommercielle aftaleforhold.

En væsentlig del af generalklausulens anvendelsesområde er omfattet af det rådsdirektiv om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, som EFs ministerråd vedtog i 1993, jf. aftalelovens §§ 38a-d.


Købeloven

Se nærmere for en gennemgang af købeloven i kapitlerne 4 og 6.1


Købeloven (KBL) regulerer heller ikke udtømmende alle aspekter af et køb.

Efter U 2010.332 Ø er der ikke tvivl om, at KBL er lex specialis. Dommen klik her!


Overordnet regulerer Købeloven:

Pris.

Levering & risikoens overgang.

Misligholdelse fra henholdsvis sælger og køber.

I obligationsret er bl.a. gældsbrevs-, rente- og forældelsesloven vigtige supplerende materielle bestemmelser til det obligationsretlige forhold, som dermed i det konkrete tilfælde kan indebære regelfragmentering,


Obligationsrettens opdeling

Obligationsrettens almindelige del (Obligationsretlige grundsætninger):

Eksempler (Ikke udtømmende)

Ophævelse er betinget af væsentlig misligholdelse.

De kumulative erstatningsbetingelser.

Reklamationspligt.

Retsfortabende passivitet.

Forældelse.


Obligationsrettens specielle del:

Eksempler (Ikke udtømmende)

Benchmarkingklausuler (IT-Driftskontrakter).

Godtgørelse (Handelsagenter og Funktionærer).

Recoupment (Plade- og Forlagskontrakter).

Obligationsretten vedrører det interne forhold mellem kontrahenterne med fokus på de mellem kontrahenterne relevante fordringsrettigheder.

Forholdet mellem rettigheder og forpligtelser.


1.1 Krav til og fortolkning af kontrakten

Der kan opstilles følgende entydige krav til kontrakten:

  1. hvem er parterne,

  2. ydelsens art, kvalitet, mængde,

  3. tidspunktet for rettidig levering og evt. 4 betalingen for ydelsen.

Betaling af pengeydelsen skal ske på kreditors bopæl eller forretningssted, indenfor landets grænser, jf GBL § 3 “Pengeskyld er bringeskyld”.

Skyldneren har ikke en almindelig pligt til at holde sig underrettet om kreditors flytning eller hans salg af fordringen. Der kan dog foreligge omstændigheder, som gør det særligt nærliggende at kræve, at skyldneren dog udviser nogen aktivitet for at finde frem til kreditor.

Se U 1971.162 V “Efter overtagelse af en fast ejendom i maj 1968 betalte E ydelsen pr. 1. november s. å. på et pantebrev til Ribe Tekniske Forening F i marts 1969, og ydelsen pr. 1. maj 1969 betaltes først den 15. september 1969, efter at F’s advokat A den 28. august s. å. havde opsagt hele pantegælden. E gjorde gældende, at han ikke havde fået underretning af A - der havde berigtiget salget til E - om, til hvem ydelserne skulle betales, og selv forgæves havde søgt at skaffe sig underretning derom. Da E havde haft let adgang til at skaffe betalingsstedet oplyst ved henvendelse til A, ansås pantegælden forfalden. Fogeden havde undladt at tage stilling til en af E nedlagt afvisningspåstand, der støttedes på, at F ikke var ejer af pantebrevet, der var overgået til et af F efter pantebrevets opsigelse stiftet legat L. Udtalt af landsretten, at det ikke kunne billiges, at fogeden havde undladt at redegøre for sin stilling til afvisningspåstanden, men at der ikke fandtes grundlag for hjemvisning. At L ikke under fogedsagen havde afgivet formel erklæring om indtræden som part, fandtes ikke at kunne begrunde afvisning, eller at udlægsforretningen nægtedes fremmet”. Dommen klik her!


Betaling kan altid ske i DKK hvis kreditor bor i DK, jf. GBL § 36

Pengeydelser kræves ikke altid fikseret, da der kan forekomme at prisen den skal bare være ”sædvanlig”. Hvis der ikke er nogen pris i kontrakten, jf. fx. KBL § 72:

“Fremgår prisen eller dens fastsættelse ikke af aftalen eller forholdene i øvrigt, skal køberen betale, hvad der under hensyn til salgsgenstandens art og beskaffenhed, gængs pris ved aftalens indgåelse samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt”. Leveringsstedet.


Kontakten skal indeholde et endeligt løfte om et eller andet. Uklarheder kan forekomme men det vil så bare kræve fortolkning af løftet, jf. fx aftalelovens § 38 b:

“Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling, fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for individuel forhandling. Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde”.


Fortolkning, i juridisk sprogbrug præcisering af meningsindholdet i en tekst.

Fortolkning af juridiske tekster som love, domme og aftaler spiller en stor rolle inden for både retsvidenskaben og i juridisk praksis, fx ved domstolene.

Formålet med en juridisk fortolkning vil ofte være at afgøre, om et konkret retstilfælde hører under en bestemt retsregel, såkaldt lovfortolkning.


Her skelner man mellem en objektiv fortolkningsmåde, der indebærer, at man holder sig til selve lovteksten, og en subjektiv eller teleologisk fortolkningsmåde, der indebærer, at man lægger stor vægt på lovens formål, fx ved at studere lovens forarbejder.

Man kan også ved fortolkning af en lov lægge vægt på, om en given fortolkning harmonerer med vigtige principper i det retssystem, som loven er en del af.


Det afhænger af en konkret vurdering, hvordan de forskellige fortolkningsprincipper indbyrdes skal prioriteres.

Der kan ikke opstilles skarpe grænser mellem situationer, hvor der direkte anvendes en lovregel ud fra en naturlig sproglig forståelse af dens indhold, og situationer, hvor anvendelsen indebærer en fortolkning.

Der kan heller ikke skelnes skarpt mellem i en sag at foretage en udvidende fortolkning af en lovregel og at anvende en lovregel som følge af analogi.


Udgangspunktet for at løse en obligationsretlig konflikt i dansk ret er en fortolkning af kontraktgrundlaget mellem kontrahenterne.

Fortolkning indebærer en fastlæggelse af kontraktgrundlagets meningsindhold.

Dansk ret indeholder ikke generelle formueretlige lovfæstede regler om fortolkning; se dog AFTL 38 b, stk. 1, 1. pkt. om forbrugeraftaler (direktivbaseret), OHL § 53, stk. 3 – Specialitetsgrundsætningen og CISG Art. 8.


Hvilke fortolkningsparadigmer eksisterer der i dansk ret, og hvornår anvendes de?

Indeholder kontraktgrundlaget ikke det fornødne indhold, således at en tvist eller et kontraktspørgsmål kan løses med udgangspunkt i en fortolkning, da foretages der en udfyldning (aftalesupplering) af kontraktgrundlaget ved en anvendelse af den eller de relevante retskilder i national ret.


U 2004.2894 H illustrerer nogle af disse problemstillinger: Bod på 350.000 kr. for overtrædelse af konkurrenceklausul: Dommen klik her!


1.2 Fortolkningsparadigmer

  1. Parternes fælles vilje (subjektiv fortolkning).

  2. Ordlydsfortolkning (objektiv fortolkning).

  3. Minimumsreglen.

  4. Uklarhedsreglen (Koncipistreglen (in dubio contra stipulatorem)).

  5. Prioriteringsreglen.

  6. Gyldighedsreglen.


Kan vi kvalificere, hvornår domstolene anvender de enkelte fortolkningsparadigmer?

Husk, at der ikke er sammenfald mellem aftale- og lovfortolkning!


1.3 Realydelsesbegrebet

Realydelsen kan afgrænses negativt til at bestå af noget andet end penge.

Pengeydelsen er normalt det, der udveksles mod realydelsen i et gensidigt bebyrdende kontraktforhold.


Hvad udveksles

Realydelsen kan bestå i:

En vare.

Fast ejendom.

Tjenesteydelser i bredeste forstand (Opsamlingskategorien) ex købelovens § 2 Der skal normalt præsteres noget i forbindelse med en tjenesteydelse, men denne kan også bestå i at afholde sig fra noget nærmere bestemt en undladelsesforpligtelse(Eksempelvis en konkurrence-/kundeklausul).


Realydelsen vil normalt indebære en forpligtelse til at overdrage i form af: Ejendomsret (Typisk vare og fast ejendom).

Brugsret i form af leje (lejeloven/erhvervslejeloven).

Licens til eksempelvis immaterialretligt beskyttede værker (Eksempelvis indeholder Ophavsretsloven særlige og partielle bestemmelser herom i kap. 3, §§ 53 – 60).


For en række tjenesteydelsesaftaler, som eksempelvis rådgivning, hårklipning, kurser, logistikaftaler, visse IT-kontrakter fremstår det vanskeligt at tale om en traditionel overdragelse ved levering.

For transportaftaler sker der en overdragelse af en vare med henblik på transport fra punkt a til b, men transportøren har normalt ikke nogen ejendomsret til den solgte genstand, hvilket er reguleret i den bagvedliggende købekontrakt (national eller international).


Hvad udspringer forpligtelsen af

Forpligtelsen vil normalt udspringe af en gensidig bebyrdende kontrakt (køb, leje m.v.) eller en ensidig bebyrdende kontrakt (gaveløfte, testamente, kautionsløfte m.v.).

Ydelsen kan være penge eller en vis mængde varer eller en handling i form af en tjenesteydelse. Undertiden bruges udtrykkene i Obligationsretten realydelse og realdebitor, samt pengeydelse og pengedebitor.


Forpligtelserne i det interne (obligationsretlige perspektiv) kan i oversigtsform opstilles som følger:

Realydelse – Pengeydelse (købekontrakt).

Realydelse – Realydelse (mageskifte).

Pengeydelse – Pengeydelse (låneaftale).

Realydelse /Pengeydelse– Realydelse/Pengeydelse (Plade- eller forpagtningskontrakt) – Med varierende vægtning.


En købsaftale udgør en gensidigt bebyrdende aftale, kan man (når der ses bort fra tilfælde af bytte, hvor begge aftaleparter skal levere realydelser) opstille følgende oversigt over parternes roller i købsaftalen.[ Jf. Lookofsky, Joseph & Ulfbeck, Vibe: “Køb - Dansk indenlandsk købsret”, Studieudgave (2019), Jurist- og Økonomforbundets Forlag, side 18.]

  • en køber (pengedebitor, dvs. den, der skal levere pengeydelsen), og

  • en sælger (realdebitor, dvs. den, der skal levere realydelsen - altså det formuegode, der sælges til køber).

Samtidig kan man omvendt sige, at: - køber er realkreditor (dvs. kreditor for realydelsen), og

  • sælger er pengekreditor (dvs. kreditor for pengeydelsen).[ Jf. Kompendium ERSTATNING OG KONTRAKT DEL 3: KØBERET, Kromann Reumert, 2. udgave, 6. oplag, verificeret juni 2019, s. 7]

1.4 Aftalefrihed og kontrakters bindende virkning

DL 5-1-1 og DL 5-1-2 udgør en væsentlig del af det ulovbestemte og fundamentale formueretlige princip om aftalefrihed - dvs. at fysiske og juridiske personer som udgangspunkt frit kan aftale, hvad de vil om deres økonomiske forhold, som retligt bindende aftaler:

"Cap. I: Om Contracter og Forpligter

DL 5-1-1. Een hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund, Haand og Segl, lovet og indgaaet haver.

DL 5-1-2. Alle Contracter, som frivilligen giøris af dennem, der ere Myndige, og komne til deris Lavalder, være sig Kiøb, Sal, Gave, Mageskifte, Pant, Laan, Leje, Forpligter, Forløfter og andet, ved hvad Navn det nævnis kand, som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed, skulle holdis i alle deris Ord og Puncter, saa som de indgangne ere".

Bestemmelserne fastslår således, at aftaler skal holdes (princippet om aftalers bindende virkning), samt at retssystemet giver mulighed for at gennemtvinge indgåede aftaler efter deres indhold via almindelige domstole og fogedretter.

En kontrahent (løftegiver) kan dog tilbagekalde sit tilbud eller sin accept efter reglen i aftalelovens § 39 om uforandrede forhold (re integra), samt aftalelovens § 7, hvor “tilbud eller svar, som tilbagekaldes, er bortfaldet, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til den anden part forinden eller samtidig med, at tilbudet eller svaret kommer til hans kundskab”.

En forbrugere har 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, og en privat køber af fast ejendom har 6 hverdages fortrydelsesret, jf. lov om forbrugerbeskyttelse ved fast ejendom § 8, stk. 1. Samt ved køb af julegaver i stormagasinerne, er der en kutyme for, at man i en vis periode efter købet kan få pengene tilbage eller ombyttet julegaven.

En aftalebaseret returret hos sælgeren må ikke forveksles med en lovmæssig fortrydelsesret.


Kontrakter om vedvarende ydelser kan i almindelighed af hver af parterne bringes til ophør for fremtiden ved opsigelse med et vist passende varsel, jf. fx. et opsigelsesvarsel i forsikringsbetingelserne.


Forpligtelsens indhold

Fastlæggelse hoved- og biforpligtelser, herunder om forpligtelsen er en resultat- eller indsatsforpligtelse – Denne sondring kan til tider være svær at opretholde.

Genus (KBL § 3) og species (ingen lovfæstet definition) sondringen har særlig betydning i forbindelse med ansvarsgrundlag, naturalopfyldelse og dækningskøb i fastlæggelsen af de relevante misligholdelsesbeføjelser for køber,

Den funktionelle afhængighed (synallagma) mellem hovedydelserne i gensidigt bebyrdede kontrakter består i at hver parternes ydelsespligt er betinget af, at den anden part opfylder sin forpligtelse, fx varen bliver leveret og købesummen bliver betalt samtidig.

Hvis en part ikke overholder sin del af af den indgåede aftale fx, at varen er mangelfuld eller købesummen ikke betales til tiden foreligger der et Kontraktsbrud eller misligholdelse, som fx kan udløse misligholdelsesbeføjelser til forbrugerkøberen, jf. KBL § 78, stk. 1, nr. 1-4 og erstatnings i kontrakt, jf. KBL § 80.


Købeloven giver dog undtagelser som kreditors forhold, og hændelig undergang, jf. fx købelovens § 24:

“Ved køb af genstande, bestemte efter art, er sælgeren, selv om forsinkelsen ikke kan tilregnes ham, pligtig til at svare skadeserstatning, medmindre han har forbeholdt sig fritagelse derfor, eller muligheden af at opfylde aftalen må anses for udelukket ved omstændigheder, der ikke er af sådan beskaffenhed, at sælgeren ved købets afslutning burde have taget dem i betragtning, såsom ved hændelig undergang af alle genstande af den art eller det parti, købet angår, ved krig, indførselsforbud eller lignende”.

Ved misligholdelse kan der kræves erstatning, men ikke alle bestemmelser i købeloven kræver culpa som ansvarsgrundlag, jf. fx KBL § 42, stk. 2. Har sælgeren tilsikret, at genstanden har bestemte egenskaber (eller at den ikke har det), er sælgeren erstatningsansvarlig på objektivt grundlag.


Grundlæggende handler det om at fastlægge det kvalitets – og/eller kvantitetsmæssige krav til, at der foreligger rigtig opfyldelse (faktisk mangel) af den eller de givne forpligtelser (KBL §§ 75 a og 76, CISG art. 35 og 36).


Foruden dette skal der tages stilling til:

Rette sted (KBL § 9; GBL § 3, CISG art. Art. 31 og 57 direkte eller analogt).

Rette tid (Forsinkelse) – Forfaldstidspunkt – Hr: Samtidighedsgrundsætningen – Andet forudsætter normalt aftale.

Rette råden (Vanhjemmel) – Udgangspunkt for købeaftaler er erhvervelsen af den fulde ejendomsret.


Foreligger der en gyldig kontrakt, er udgangspunktet, som tidligere diskuteret, en fortolkning af kontraktgrundlaget,

Hvis ikke tvisten eller spørgsmålet kan løses via en fortolkning, foretages der en udfyldning (aftalesupplering) af kontrakten efter den retsdogmatiske metode i henhold til den eller de relevante retskilder i national ret.


Den obligationsretlige aftalesupplering sker typisk efter dansk ret med udgangspunkt i: Eksisterer der en konkret lovgivning, hvorunder retsforholdet kan subsumeres,

eksempelvis under KBL eller et agreed document som eksempelvis NSAB 2000 eller AB 18?

Relevant retspraksis eller sædvane?

Alternativt obligationsretlige grundsætninger?

Forholdets natur?


Realydelsen – Rigtig Opfyldelse

Uagtet, om der foreligger en resultat- eller indsatsforpligtelse, skal realydelsen leveres:

I rette tid.

I rette stand.

Med rette råden.


Pengeydelsen – Rigtig opfyldelse

  1. Parternes aftale.

  2. typeforudsætninger.

  3. lovgivning.

  4. udfyldende regler.


Kontanter (Rede penge).

Rejsehjemmel (Fysiske som elektroniske billetter).

Kreditkort.

Dankort.

Check.

Karakteristisk er det, at uagtet betalingsmiddel sker der en præcis opgørelse af den økonomiske værdi målt i en given valuta.

(Dette vil være langt sværere i byttehandler, da det vil være knyttet til kontrahenternes nytteværdi af de udvekslede ydelser).


Bemærk, at der sondres mellem:

Betalingsmidler (rede penge), eller

Betalingsinstrumenter (værdipapirer), eller

Betalingstjenester (overførsel mellem konti)

Pengeydelsen er typisk den hovedforpligtelse, der skal udveksles over for realydelsen; pengeydelsen kan afhængig af kontrakttype blive benævnt forskellig, men skal i alle tilfælde tjene til rigtig opfyldelse af pengedebitors forpligtelse.


Pengeydelsen er en resultatforpligtelse.

Pengeskyld kan være kontraktuelt eller deliktsretligt betinget.


Pengekravet udgør i gensidige bebyrdende kontrakter normalt vederlaget for den givne realydelse. Rigtig opfyldelse forudsætter fastlæggelse af:

Hvad skal der betales (sum), herunder valuta – aftalesupplering KBL §§ 5 - 8.

Hvor skal der betales (GBL § 3 analogt/CISG Art. 57).

Hvornår skal der betales; kontant (hovedreglen), kredit (KAL) eller forudbetaling.

(prænumerationskøb/aftale) – ingen direkte regulering (frigørelses- og forfaldstidspunkt).


1.5 Parternes vederlags- og ydelsesrisiko

Vederlagsrisikoen for parterne, at hvis en part ikke erlægger sin aftalte ydelse, kan parten ikke gøre krav på, at den anden skal erlægge dennes ydelse.

En sælger eller anden realdebitor bærer risikoen for sin egen ydelse, indtil levering eller aflevering har fundet sted, jf. den deklaratoriske regel i KBL § 17:

"Sælgeren bærer faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted.

Stk. 2. Angår købet en bestemt genstand, som skal hentes af køberen, og er tiden inde, da den ifølge aftalen kan hentes, samt genstanden holdes rede, bærer dog køberen faren og må således betale købesummen, selv om genstanden hændelig er gået til grunde eller forringet. Om udbytte af salgsgenstanden".

Risikoovergangen er til levering eller aflevering. Reglen lægger risikoen på den, der har rådighed over genstanden og derfor har mulighed for at beskytte genstanden mod at lide skade ved brand, tyveri, etc.

Bestemmelsen finder også anvendelse i forbrugerkøb, jf. KBL § 1 a, stk. 3, e.c.

KBL § 17 gælder både for genus- og specieskøb. Sælgerens udvalg af varer til levering til køberen og emballering, klargøring mv. er i almindelighed uden betydning for risikoovergangen . Det er kvantum og tilstand på stadiet af risikoens overgang, som er afgørende for, om ydelsen er præsteret i rette kvantum og i mangelfri stand – eller om der foreligger et kontraktbrud (en køberetlig mangel).

Risikoreglerne tager kun stilling til, hvem der bærer risikoen for hændelige begivenheder, som bevirker, at salgsgenstanden går til grunde eller forringes.

Ved hændelig undergang eller forringelse forstås skader, som ikke kan tilregnes hverken sælger eller køber (eller nogen, som de hæfter for) som uagtsomme.

Forvolder en tredjemand, som hverken sælger eller køber hæfter for, ved uagtsomhed skade på salgsgenstanden, er der tale om en hændelig begivenhed i risikoreglernes forstand.

Køberen kan ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis undergangen eller forringelsen af salgsgenstanden skyldes uagtsom adfærd, som er udvist af køberen (eller nogen, som køberen hæfter for) inden risikoens undergang.

Har sælgeren (eller nogen, som sælgeren hæfter for) forvoldt salgsgenstandens undergang eller forringelse ved uagtsom adfærd, kan køberen gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, selv om risikoen er gået over på køberen. Det er dog en forudsætning, at den skadegørende handling står i forbindelse med sælgerens opfyldelsesforanstaltninger, fx hvor sælgeren eller dennes folk hjælper med aflæsning eller montering af salgsgenstanden på bestemmelsesstedet, eller sælgeren foretager afhjælpning af mangler. KBL § 17 om salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse finder analog anvendelse på salgsgenstandens bortkomst, f.eks. ved tyveri, konfiskation eller beslaglæggelse.2


Se U 1948.1237/2 H Skib, der af dansk værft V byggedes for engelsk rederi R, blev kort efter søsætningen i 1940 beslaglagt af tyskerne og sank senere. Krigsforsikringen K erstatningspligtig over for R. Staten måtte i henhold til garanti dække, hvad V ej fik dækket af K. Dommen klik her!


Fritagelsen af debitor for pligten til at opfylde kontrakten ved betaling af erstatning i tilfælde, hvor opfyldelse in natura er en fysisk eller praktisk umulighed, forudsætter, at debitor ikke er ansvarlig for den foreliggende eller indtrådte opfyldelseshindring, jf for så vid angår løsørekøb bl.a. bestemmelserne i KBL §§ 23 og 24 samt KBL §§ § 42 og § 43.

Debitor har ydelsesrisikoen, såfremt debitors kontraktmæssige forpligtelse fastholdes, uanset at der foreligger en opfyldelseshindring.


Lejer og låntageres risiko

En lejer, reparatør er normalt kun erstatningsansvarlig for tingenes værdi hvis genstandens undergang culpøst kan tilregnes lejer.

En låntager er i almindelighed forpligtet til at erstatte enhver skade på det lånte, uanset om beskadigelsen kan tilregnes låntager, jf DL 5-8-1:

“DL 5-8-1. Laan maa ej fortabis, men skal lydisløst hjemkomme og lige saa got, som mand det annammede, være sig Fæ, Klæde, Vaaben eller andet Gods. End forkommer det, saa at det ikke kand igienskaffis, da bør dets Værd nøjaglig at betalis”.

Låntager må betale erstatning for skade på det lånte, selv om skaden er hændelig, dvs. at låntager bærer et objektivt ansvar for det låntes værdi. For så vidt angår følgeskader er låntager ansvarlig efter culpareglen.


Hvis der er ydet blot et mindre vederlag, må forholdet bedømmes efter reglerne om leje, selv om parterne har anvendt udtrykket »at låne«, jf. JD 1944.304 og U 1961.618 V:

U 1961.618 V Landmand, som havde lånt en tyr, var ansvarlig efter DL 5-8-1 for tyrens død. Dommen klik her!


1.6 Parternes accessoriske forpligtelser

En accessorisk forpligtelse for fx en nyvognsforhandler vil være et tilsagn om at vedligeholde og yde anden service eller garanti vedrørende den solgte bil.

Den almindelige loyalitetsforpligtelse mellem kontrahenterne, går ud på, at fx en ansat ikke må udnytte viden erhvervet uden en ansættelse eller samarbejde til at påføre den hidtidige medkontrahent en urimelig konkurrence på markedet. Se Lov nr. 309 af 25. april om forretningshemmeligheder § 4, stk. 1: “Erhvervelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes som en ulovlig handling…”


Der gælder, dog uden særlig lovhjemmel, en vis almindelig loyalitetsforpligtelse i skyldforhold. Hvad betyder fx loyalitetsforpligtelse som ansat?

Som ansat har man pligt til at optræde loyalt. Den ansatte må derfor ikke foretage sig noget, der kan skade ens arbejdsgiver.

Den ansatte må fx ikke:

Arbejde for en konkurrent.

Selv starte konkurrerende virksomhed.

Tale dårligt om arbejdsgiveren.

Videregive fortrolige oplysninger.

Nægte at udføre opgaver, som arbejdsgiveren pålægger den ansatte.

Hvornår gælder det?

Den ansattes pligt til at være loyal mod arbejdsgiveren gælder altid, også selvom der ikke er nævnt noget om det i ansættelseskontrakten.

Loyalitetsforpligtelsen gælder også i fritiden, fx når den ansatte bruger sociale medier.

Den ansatte er omfattet af pligten lige så længe, som ansættelsesforholdet. Som regel samme periode, som arbejdsgiveren betaler løn.

Den ansatte skal opføre sig loyalt i forhold til en arbejdsgiver fra det tidspunkt, hvor man aftaler ansættelsen.

Hvis den ansatte bliver bortvist, stopper lønnen med det samme. Den ansattes loyalitetsforpligtelse kan dog løbe videre indtil den dato, hvor lønnen skulle være stoppet, hvis man var blevet sagt op eller selv havde sagt op.

Den ansatte er bundet af reglerne i Lov om forretningshemmeligheder under ansættelsen og efter man er fratrådt. Loven gælder altid, også selvom den ikke er nævnt i ansættelseskontrakten.


Der gælder i erstatningsretten i og uden for kontrakt en almindelig tabsbegrænsningspligt for den erstatningsberettet. En skadelidt eller en part, der er udsat for kontraktbrud, har uden særlig aftale pligt til af hensyn til modparten at begrænse sit tab; og kan kun få erstattet, hvad der ville være tabet, hvis man havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, jf. fx købelovens § 25.

Man kan fx som ansat miste sit lønkrav i opsigelsesperioden. Som fritstillet skal man som ansat tabsbegrænse. Tabsbegrænsningspligten betyder, at den ansatte skal begrænse sin arbejdsgivers udgifter til løn mest muligt, ved at søge og påtage sig andet passende arbejde. Hvis den ansatte ikke tabsbegrænser, mister denne kravet på løn i opsigelsesperioden.

Accessorisk forpligtelser håndhæves ofte som ved erstatningsansvar, som et erstatningsansvar for undladelser fx passivitet.

Ansvar for undladelser forudsætter i almindelighed særlig opfordring til eller begrundelse for den ansvarlige til at gribe ind.


Se U 1993.438 H Under særlige omstændigheder pålagt debitor ifølge fordringspant ansvar for undladt reaktion på denunciation. Dommen klik her!


De fleste indgåede kontraktforhold medfører eksplicitte positive loyale handlepligter for kontrahenterne (præstationspligter). Under kontraktsforholdet gælder der en meddelelsespligt for kontrahenterne, jf. fx aftalelovens §§ 4, stk. 2 og 6, stk. 2, jf. det aftaleretlige systemudtryk “give meddelse”.

Reglerne i dansk ret om påkrav (rykker), påkrav og morarenter, er også accossoriske forlpitelser, jf. fx rentelovens § 9b samt lovbestemmelser i lejeloven og tinglysningsloven, Se ligeledes købelovens § 12:

“Er tid for købesummens betaling eller salgsgenstandens levering ikke bestemt, og fremgår det ikke af omstændighederne, at opfyldelse skal ske snarest muligt, skal den ske ved påkrav”.

Samt en aktiv handling fra forbrugerkøberen ved en reklamation over en køberetlig mangel efter købelovens §§ 76 og 75a, jf. den relative og abosolutte reklamationsfrist i købelovens §§ 81 og 83.

Der gælder overordnet en almindelig grundsætning for parterne om vejledning, erindringpligt og en gensidig hensyntagen under kontraktsforholdet.


Parternes vederlagsrisiko ved køb og bytte

Vederlagsrisikoen er reguleret i KBL § 17, hvortil sælgerens hovedforpligtelse sker fyldst ved leveringen af løsøret til køberen og risikoen for hændelige skader overgår denne risiko til køberen på leveringstidspunktet. Det er en grundlæggende betingelser for, at der kan være en risikoovergang fra sælger til køber er, at der er kommet en bindende aftale i stand mellem parterne.Køberens hovedforpligtelse er at betale købesummen, jf. samtidshedsgrundsætningen, jf. KBL § 14:

“Er der ikke givet henstand fra nogen af siderne, er sælgeren ikke pligtig at levere salgsgenstanden, medmindre købesummen samtidig betales, og køberen ikke pligtig at betale købesummen, medmindre salgsgenstanden samtidig stilles til hans rådighed”.

KBL § 14 har formodningen for sig, at der foreligger kontantkøb mellem parterne, dvs. samtidig udveksling af ydelserne. Fravigelse af denne formodning kan ske ved aftale. Hvis sælgeren ved aftalen har givet henstand med købesummens betaling, foreligger der et kreditkøb, jf. kreditaftalelovens regler. Hvis køberen ved aftalen har givet henstand med levering af salgsgenstanden, foreligger der et prænumerationskøb, dvs. et køb med forudbetaling.


Begrebet “levering” er ikke nærmere defineret i købeloven, men indeholder lovbestemmelser om, hvor sælgeren skal levere (jf. KBL §§ 9-11 samt §§ 62-65 og 73 om leveringsstedet), og hvornår sælgeren skal levere (jf. KBL §§ 12-13 og 74 om leveringstiden).

Ved sælgeres “levering” forstås normalt de handlinger fra sælgerens side, der kræves for på rette måde at skaffe køberen besiddelsen af en mangelsfri salgsgenstand.

Ved bedømmelsen af, om varen lider af mangler, må der som udgangspunkt lægges vægt på varens stand ved leveringen, jf. KBL § 44. Det er kun oprindelige mangler, dvs. mangler ved sagslgenstanden som er tilstede på leveringstidspunktet, der kan gøres gældende overfor sælgeren.


Sælgeren skal betale omkostningerne indtil levering af salsggenstanden, mens udgifterne ved transport m.m. efter levering påhviler køberen.

Der kan ske risikoovergang før levering, hvis der indtræffer fordringshavermora, jf. KBL § 37:

“Bærer sælgeren faren for salgsgenstanden, men køberens forhold har bevirket, at den ikke bliver leveret i rette tid, overføres faren på køberen, ved køb af genstande, bestemte efter art, dog ikke forinden bestemte genstande er udskilte for ham”.

Det er uden betydning for KBL § 37 anvendelse, om de forhold hos køberen, der bevirker, at salgsgenstanden ikke kan leveres, kan tilregnes køberen eller ej. Det er en forudsætning for, at risikoen går over på køberen, at frigørelsestiden er indtrådt.


Se U 2012.376 V Bilejer var ikke forpligtet til at betale for udskiftningsarbejde på sin bil, der blev stjålet, mens den var i værkstedets varetægt. Dommen klik her!


Ved købet af fast ejendom er der normalt indført en dato for overtagelsen af fast ejendom, derudover er der 6 hverdages fortrydelsesret, jf. Lovbekendtgørelse nr. 1123 af 22. september 2015 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv § 8


1.7 Forsinkelse med den aftalte ydelse

Præsteres de mellem parterne aftalte ydelser ikke rettidigt foreligger mora; default of the debtor (mora debitoris), default of the creditor (mora creditoris).


Sælgerens forsinkelse

Sælgerens forpligtelse iht. købeaftalen består i at erlægge ydelsen i rette tid og på rette sted samt i rette stand og mængde.

Erlægger sælgeren ikke ydelsen i rette tid (og på rette sted), foreligger der forsinkelse (medmindre sælgerens manglende rettidige opfyldelse beror på »køberens forhold«, jf. KBL § 21, stk. 1). Begrebet »forsinkelse« anvendes ikke blot om det tilfælde, at sælgeren leverer for sent, men også om det tilfælde, at sælgeren slet ikke leverer.


I de tilfælde, hvor sælgeren ikke leverer hele den aftalte ydelse, men kun en del heraf, afgøres det efter KBL § 50, om der foreligger forsinkelse med den udeblevne del, eller om der foreligger en kvantitetsmangel.

Det kan undertiden give vanskeligheder at afgøre, om der foreligger forsinkelse eller mangler, såfremt køberen under henvisning til, at der foreligger mangler, afviser at modtage salgsgenstanden og herefter påberåber sig reglerne om forsinkelse. Problemet opstår eksempelvis i bestillingskøb, jf. KBL § 2, stk. 1. I sådanne tilfælde er køberen i vidt omfang pga. den udvidede afhjælpningsret, der tilkommer sælgeren, afskåret fra at hæve købet pga. mangler, men køberen kan efter omstændighederne afvise at modtage genstanden og kan ad den vej udvirke, at der indtræder en hævebegrundende forsinkelse, jf. KBL § 2, stk. 1.


Se U 1995.974 H Ophævelse af bestillingskøb af motorsejler på grund af forsinkelse. Dommen klik her!


KBL §§ 21 ff. omhandler de misligholdelsesbeføjelser, der tilkommer køberen, såfremt der foreligger forsinkelse, jf. ordene »køberens forhold« i KBL § 21, stk. 1:

“Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid og skyldes dette ikke køberens forhold eller en hændelig begivenhed, for hvilken han bærer faren, har køberen valget mellem at forlange genstanden leveret og at hæve købet”.

De misligholdelsesbeføjelser, som køberen under nærmere angivne betingelser kan udøve, er

  1. at tilbageholde købesummen, jf. KBL §§ 14-16,

  2. at kræve naturalopfyldelse, dvs. fastholde købet, jf. ordet »leveret« i § 21, stk. 1,

  3. at hæve købet, jf. ordet »hæve« i § 21, stk. 1, og

  4. at kræve erstatning, jf. KBL § 23 (om specieskøb) eller KBL § 24 (om genuskøb) og KBL § 25 (om erstatningsberegning efter reglerne om prisdifference).

KBL §§ 21 ff. om forsinkelse suppleres for forbrugerkøbs vedkommende af KBL §§ 74 og 75.

Udøvelse af misligholdelsesbeføjelserne er betinget af, at køberen reklamerer i overensstemmelse med reglerne i KBL §§ 26 og 27.

KBL §§ 21-27 regulerer direkte de situationer, hvor forsinkelse fra sælgerens side allerede er indtrådt (aktuel forsinkelse), men bestemmelserne finder i vid udstrækning tilsvarende anvendelse, allerede når det står klart, at der vil indtræde forsinkelse (anteciperet forsinkelse).


Køberes forsinkelse

Om sælgerens misligholdelsesbeføjelser ved køberens forsinkelse se KBL §§ 28 ff.

KBL §§ 28-30 angår sælgerens misligholdelsesbeføjelser i tilfælde af køberens misligholdelse i form af forsinkelse med betaling af købesummen.

De misligholdelsesbeføjelser, der tilkommer sælgeren, er adgangen til

  1. at fastholde købet (jf. KBL § 28),

  2. at hæve købet (jf. KBL §§ 28 og 29) samt

  3. at kræve erstatning af køberen, jf. KBL § 30. Udøvelse af misligholdelsesbeføjelser forudsætter, at sælgeren reklamerer i overensstemmelse med KBL §§ 31 og 32.

KBL §§ 28-30 suppleres af bestemmelserne i KBL §§ 14-16 om samtidighed.

Sælgeren har herefter ret til at holde salgsgenstanden tilbage, hvis købesummen ikke betales.

KBL §§ 33-37 omhandler fordringshavermora fra køberens side, hvorved forstås, at køberens forhold forhindrer sælgeren i at erlægge sin ydelse i rette tid. Køberens undladelse af at aftage salgsgenstanden rettidigt vil ofte tillige udgøre misligholdelse, således at der foreligger blandet misligholdelse og fordringshavermora. Dette gælder f.eks., hvis køberen i et kontantkøb undlader at afhente salgsgenstanden på det aftalte tidspunkt, hvorved køberen kommer i forsinkelse med betaling af købesummen, jf. KBL § 9 og § 14.


Se U 2012.574/1 H Sælger tilkendt erstatning i anledning af dækningssalg efter købers misligholdelse. Sælgers ophævelse på grund af betalingsmisligholdelse og sælgers overtagelse af købers slutkunde var bl.a. på grund af passivitet kontraktstridig og erstatningspådragende. Dommen klik her!


1.8 Køberetlige mangler ved salgsgenstanden

Sælgerens forpligtelse iht. købeaftalen består i at erlægge ydelsen i rette tid og på rette sted samt i rette stand og mængde.

KBL §§ 21-27 regulerer de tilfælde, hvor sælgeren ikke leverer i rette tid og på rette sted (og dette ikke skyldes køberens forhold).


KBL §§ 42-54 regulerer de tilfælde, hvor sælgeren ikke leverer i rette stand og mængde, dvs. at der foreligger faktiske (kvalitative eller kvantitative) mangler. Se KBL § 42, stk. 1:

“Angår købet en bestemt genstand, og lider denne af en mangel, kan køberen hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen. Må manglen anses som uvæsentlig, er køberen dog ikke berettiget til at hæve købet, medmindre sælgeren har handlet svigagtigt”.


Om retlige mangler, herunder vanhjemmel, og rådighedsmangler, dvs. de tilfælde, hvor køberen ikke får den rådighed over salgsgenstanden, som er aftalt, eller som køberen måtte forudsætte, se KBL § 59.

Om tilfælde, hvor sælgeren kun leverer en del af det aftalte, se KBL § 50 om sondringen mellem kvantitetsmangler og forsinkelse med en del.

En købskontrakt har udtrykkeligt aftalte krav, stiltiende aftalte krav, og krav som følger af udfyldning og fortolkning af købskontrakten med supplerende, almindelige obligationsretlige regler.


En køberetlig mangel er når ydelsen ikke lever op til, hvad kontrahenten med føje kunne forvente.

Købeloven indeholder ikke uden for forbrugerkøb en definition af, hvad der forstås ved en faktisk (kvalitativ) mangel. Det antages imidlertid, at den definition af mangler i forbrugerkøb, som fremgår af KBL § 76, også kan være vejledende for mangelsbedømmelsen i ikke-forbrugerkøb, ligeså KBL § 75a må anses for vejledende for mangelsbedømmelsen, hvorefter salsgenstanden skal være i overensstemmelse med det aftalte.


Video: Faktiske mangler Klik her!


Mangler ved fast ejendom anvendes der i mangelsvurderingen KBL §§ 76 og 75a analogt, samt nævns- og retspraksis på området.

Mangelskrav mod sælgers sælger:

Almindelig regres: krav fra led til led. Man vil oftest i en retssag gøre krav med regres så man ikke får en lang perlekæderække af retssager, men kumulerer det hele i en retssag.

Springende regres: direkte krav mod tidligere sælger. Man kan springe led over hvis det tidligere led fx er gået konkurs og ikke har penge eller hvis en oprindelig sælger har handlet culpøst ved fx ikke at oplyse at grunden krævede pilotering.

Sælger og sælgers sælger hæfter solidarisk for den nuværende ejer.


Video: Direkte krav og subrogation Klik her!


Se Købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, som indeholder en generel mangelsdefinition, som svarer til den, der lægges til grund i andre køb end forbrugerkøb. Herefter er salgsgenstanden mangelfuld, hvis den ikke svarer til, hvad der er aftalt, eller til det, køberen med rette kunne forvente:

"genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a ikke er opfyldt.

Mangelsbedømmelsen er dermed som udgangspunkt konkret. Kun hvis der ikke ved fortolkning af købsaftalen kan udledes noget om, hvilke egenskaber genstanden skal have eller ikke have, falder man tilbage på en vurdering af, hvilken brugbarhed, værdi, kvalitet osv. der er almindelig for genstande af den pågældende art.

Ved vurderingen af salgsgenstandens beskaffenhed og brugbarhed indgår navnlig dens egnethed, farlighed og holdbarhed.


Se U.2002.2693 V Forbrugers ophævelse af bilkøb berettiget, da manglende rustgaranti var væsentlig mangel. Fradrag for brug. Dommen klik her!


Se U 2009.1278 V Køber af mangelfuld bil kunne hæve, da sælgeren ikke inden for rimelig tid havde afhjulpet manglen. Dommen klik her!


Se U 2009.2003 V Ved forbrugerkøb er det en afgørende forudsætning, at en bil lovligt kan anvendes i Danmark, og denne forudsætning må sidestilles med en tilsikring. Bilkøber var derfor berettiget til at ophæve handel på grund af mangler og kræve erstatning efter købelovens § 80, stk. 1, nr. 4. Dommen klik her!


Se U 2013.1549 V Køber af en brugt bil, der var behæftet med mangler, havde reklameret rettidigt, jf. købelovens § 81, og var berettiget til et forholdsmæssigt afslag. Dommen klik her!


1.9 Sælgers og andre realdebitorers oplysninger og garantier

Oplysning er at man forklarer en bestemt egenskab for salgsgenstanden.

Garanti er, som ordet siger, en garanti for, at en vare er fejlfri og evt. også for at varen forbliver fejlfri i en periode, alt afhængig af, hvordan garantien er udformet. Reklamationsret siger, at man kan klage over mangler ved varen. En markedsført garanti skal stille garantimodtageren som forbrugere væsentlig bedre end efter den præceptive forbrugerklovgivning, jf. markedsføringslovens § 17. Dvs garantien skal tidsmæssigt række ud over de 24 måneders reklamationsfrist, jf. KBL § 83, stk. 1, medmindre at der er tale om enstiltiende garanti så gælder den ikke udover den absolutte relamationsfrist.

Har sælgeren givet en tilsikring eller garanti for (eller imod) bestemte egenskaber, foreligger der som klart udgangspunkt en mangel, hvis de pågældende egenskaber ikke er (eller er) til stede.


Se U 1969.443 Køber af brugt halmpresser anset berettiget til at hæve købet efter et år p.g.a. sælgers urigtige angivelser. Nyt anbringende ej tilladt fremsat. Dommen klik her!


Se U 1972.614 H Køber af brugt bus, som ej opfyldte den stillede garanti, frifundet for reparationsregning samt tilkendt prisafslag og afsavnserstatning. Dommen klik her!


Se U 1984.1/2 H Ej antaget tilsikring ud over sædvanlig kvalitet ved fabrikants salg af “væg til væg” tæpper til forhandler. Dommen klik her!


Se U 1964.87 H Autohandler antoges ved salg af brugt bil til anden autohandler at have tilsikret visse egenskaber. Erstatning. Dommen klik her!


Se U 1923.518 H Da en til norsk køber K solgt spisestue ej som tilsikret var godt gammelt håndværksarbejde, fik K erstatning, herunder for udgifterne ved forsendelse til Trondhjem, hvor spisestuen efter reklamation var solgt ved auktion. Dommen klik her!


Sælgerens oplysninger, som alene har karakter af almindelige anprisninger, er almindeligvis uden retsvirkninger.

Se fx U.1975.84 H Mangler ved 7 år gammel bil gav ikke køber ret til at hæve: “Ikke fundet godtgjort, at nogle konstaterede mangler ved et ca. syv år gammelt personautomobil, som S havde solgt til K, havde været af en sådan beskaffenhed, at de berettigede K til at hæve købet”. Dommen klik her!


I forbrugerkøbsforhold er der forbud mod generelle ansvarsfraskrivelser, fx ved at genstanden sælges »som den er og forefindes«, »som beset«, »uden ansvar« el.lign.jf. KBL § 77, stk. 1:

“Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt, som den er og forefindes, kan ikke gøres gældende over for køberen”.

Bestemmelsen i KBL § 77, stk. 1 afskærer ikke sælgeren fra at tage konkrete forbehold. Konkrete forbehold kan evt. tilsidesættes efter almindelige aftaleretlige regler, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Ved handelskøb og civilkøb kan der tages forbehold, som kan gøre at fejl og ringe kvalitet ikke er en køberetlig mangel. Intet forbehold fra sælgerens side kan ophæve virkningen af svig eller uhæderlighed. Og et sælgerforbehold kan heller ikke legitimere en forsætlig eller uagtsom forsømmelse af en loyal oplysningspligt.


1.10 Undersøgelsespligtig

KBL § 47 giver køberen en forpligtelse til at undersøge genstanden:

“Har køberen før købets afslutning undersøgt salgsgenstanden eller uden skellig grund undladt at efterkomme sælgerens opfordring til at undersøge den, eller er der før købets afslutning givet ham lejlighed til at undersøge en prøve af salgsgenstanden, kan han ikke påberåbe sig mangler, der ved sådan undersøgelse burde være opdaget af ham, medmindre sælgeren har handlet svigagtigt”.

Bestemmelsen i KBL § 47 er udtryk for princippet om caveat emptor - »køberen skal passe på«. Køberen kan herefter ikke påberåbe sig forhold, som køber kendte til ved aftalens indgåelse. Som udgangspunkt kan køberen heller ikke påberåbe sig forhold, som køber burde have opdaget, medmindre sælgeren har handlet svigagtigt.


Der påhviler ikke køberen en almindelig pligt til af egen drift at undersøge salgsgenstanden inden aftalens indgåelse. Køberen afskæres kun fra at påberåbe sig evt. forhold, som køberen har opdaget eller burde have opdaget, hvis køberen rent faktisk har foretaget en undersøgelse eller har undladt at efterkomme sælgerens opfordring til at undersøge genstanden.

Bestemmelsen i KBL § 47 angår alene køberens undersøgelse af salgsgenstanden før købeaftalens indgåelse. Om køberens pligt til i handelskøb at undersøge genstanden, efter at den er kommet køberen i hænde, se KBL § 51.

Køberen kan fx undlade at efterkomme sælgerens opfordring, hvis varen befinder sig så langt væk, at undersøgelse ikke er praktisk mulig, Har køberen fra sælgeren fået bestemte oplysninger om salgsgenstandens egenskaber, kan køberen almindeligvis undlade at kontrollere eller efterprøve disse forhold nærmere.


Se U 1919.173 SH S solgte damper, der skulle leveres godkendt til Kattegatfart med passagerer. Selv om K burde have forstået, at skibet ej var egnet hertil, kunne K hæve, men var ej erstatningsberettiget. Dommen klik her!


Se U 1935.934 SH K kunne hæve køb af brugt bil, da S havde udtalt, at bilen kun havde sådanne mangler, som var følgen af normalt slid. Dommen klik her!


Se U 1963.139 H Da der ved grossists salg af vaskeapparater var givet urigtige oplysninger, var køber ej afskåret fra at hæve p.g.a. for sen reklamation. Fabrikant solidarisk ansvarlig. Dommen klik her!


Har sælgeren påtaget sig overfor køberen at indhente oplysninger om bestemte forhold og give meddelelse herom til køberen, kan køberen undlade at foretage tilsvarende undersøgelser. Hvis sælgeren udtrykkeligt gør køberen opmærksom på, at sælgeren ikke er bekendt med salgsgenstandens egenskaber, og at sælgeren ikke vil indestå for egenskaberne, og derefter opfordrer køberen til at undersøge genstanden, har køberen ikke skellig grund til at undlade undersøgelse.


Se U 1968.194 Ø Køber af skrivepult, der angivelig havde tilhørt Oehlenschlæger, bar selv risikoen for denne forudsætnings svigten. Dommen klik her!


Se U 1982.609 H Køber kunne hverken hæve eller forlange afslag i køb vedrørende 73-årigt træskib, der viste sig angrebet af råd. Dommen klik her!


KBL § 47 finder ikke anvendelse i forbrugerkøb, jf. KBL § 1 a, stk. 3. Her gælder i stedet § 77 b:

“Køberen kan ikke påberåbe sig en mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkt herfor i aftalen eller sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed”.

Bestemmelsen i KBL § 77 b, der er mindre streng over for køberen end bestemmelsen i KBL § 47, er beskyttelsespræceptiv, jf. KBL § 1, stk. 2.

KBL § 77 b indebærer ikke en pligt for køberen til at undersøge salgsgenstanden. Har køberen foretaget en sådan undersøgelse, kan køberen ikke påberåbe sig forhold, som undersøgelsen har eller må have afsløret.

Forhold, som køberen kendte eller måtte være bekendt med, kan efter omstændighederne påberåbes, selv om køberen var opmærksom på forholdet, men pga. manglende fagkundskab ikke tillagde forholdet nogen betydning, jf. U 2016.415 V Forbrugerkøb af en hest, som ubestridt var behæftet med en hævebegrundende mangel. Dommen klik her!


1.11 Vanhjemmel og andre retsmangler

Såfremt erhververen ikke opnår den ret, som erhververen har fået lovet og købt ved kontrakten, foreligger der en retsmangel. Kun om vanhjemmel og visse andre retsmangler gælder der en objektiv ansvarsregel, jf. fx KBL § 59 og GBL § 9, som indeholder den almindelige regel om overdragerens objektive ansvar for, at fordringen består, dvs. »nomen esse verum«:

“Overdrages et gældsbrev til eje eller pant, indestår overdrageren for, at fordringen består. Dette gælder dog ikke ved gaver og heller ikke, når erhververen vidste, at fordringen ikke bestod, eller havde grund til mistanke derom”.

Det objektive ansvar gælder navnlig ikke, når manglende betaling skyldes debitors manglende betalingsevne, dvs. »nomen esse bonum«, jf. GBL § 10.


Af KBL § 59 fremgår følgende:

“Oplyses det at salgsgenstanden ved købets afslutning tilhørte en anden end sælgeren, kan køberen, selv om sælgeren var i en undskyldelig vildfarelse om sin adkomst, kræve skadeserstatning hos denne. Dette gælder dog ikke, hvis køberen ved købets afslutning ikke var i god tro”.

Ved vanhjemmel savner sælgeren pga. tredjemands ret kompetence til at skaffe køberen den aftalte eller forudsatte ret i købekontrakten. Der kan foreligge fuldstændig vanhjemmel, dvs. at tredjemand er egentlig ejer af genstanden, eller delvis vanhjemmel, dvs. at tredjemand har en begrænset ret i genstanden, fx er der pant eller udlæg i salgsgenstanden. Sælgeren er erstatningsansvarlig på objektivt grundlag over for køberen ved oprindelig, fuldstændig vanhjemmel i specieskøb.


Se U 1952.711/3 H Sælger ansvarlig for vanhjemmel, og medvirkende advokat subsidiært ansvarlig overfor køber. Dommen klik her!


Ved gældsbreve og aktier opnår en godtroende erhverver undertiden ekstinktion af den oprindelige ejer af dokumentet (omsætnings hensynet).

En køber eller anden erhverver kan gør retsmanglen gældende, fx ved ophævelse af købekontrakten, så snart køber bliver klar over, at sælgeren ikke var ejer af den solgte ting, eller at tingen var behæftet, og at køber ikke kan eller vil skaffe sig den fornødne adkomst.


Se U 2007.3061 H Leasingkontrakt kunne hæves på grund af vanhjemmel. Dommen klik her!


Køberen kan kræve naturalopfyldelse/mangelfri ydelse, dvs. kræve at sælgeren afhjælper retsmanglen. Køberen kan kræve forholdsmæssigt afslag, hvis retsmanglen er værdiforringende. Køberen kan kræve erstatning istedet for omlevering ved vanhjemmel.


Se U 2008.2772 H Erstatning i stedet for omlevering ved vanhjemmel. Dommen klik her!


Køberen behøver ikke at afvente leveringstiden. Køberen bør trygt kunne disponere over det købte, så snart købskontrakten er indgået, også inden leveringen har fundet sted.

KBL § 59 finder også anvendelse i forbrugerkøb, jf. KBL § 1 a, stk. 1, e.c. og ved salg på auktion, dog ikke salg på tvangsauktion.


Købeloven indeholder ikke regler om de tilfælde, hvor der foreligger andre retsmangler, fx offentligretlige eller privatretlige rådighedsbegrænsninger.

Er der tale om, at genstanden savner bestemte egenskaber, for at den lovligt kan benyttes efter sit formål, kan disse egenskaber undertiden anses for »tilsikrede«, jf. KBL § 42, stk. 2. I så fald påhviler der sælgeren et objektivt ansvar,


Se U 2009.2003 V Ved forbrugerkøb er det en afgørende forudsætning, at en bil lovligt kan anvendes i Danmark, og denne forudsætning må sidestilles med en tilsikring. Bilkøber var derfor berettiget til at ophæve handel på grund af mangler og kræve erstatning efter købelovens § 80, stk. 1, nr. 4. Dommen klik her!


Se U 2017.2945 H Køb af motorcykel med falsk stelnummer kunne ophæves som følge af en væsentlig offentligretlig rådighedsbegrænsning, selv om reklamationsfristen var overskredet. Om tilbagelevering af ydelserne. Dommen klik her!


Se U 2009.1318 V Køber af bil kunne hæve købet, selv om han havde udleveret bilen til en bank, der havde pant i bilen. Dommen klik her!


Der skal reklameres over retsmangler. Købers viden eller burde viden om, at salgsgenstanden tilhørte tredjemand, udelukker objektivt ansvar for sælger efter KBL § 59.

Gaver vil gavemodtager som regel ikke få objektivt ansvar for ved vanhjemmel.


1.12 Misligholdelsesbeføjelser ved kontraktsbrud

Obligationsret omhandler to parters retsstilling i et indbyrdes mellemværende i et formueretlige skyldforhold. Obligationsretten består af reglerne om det indbyrdes retsforhold mellem parterne – kreditor og debitor – i formueretlige skyldforhold.

En parts ikke-opfyldelse af kontrakten omfatter enhver uoverensstemmelse mellem en tilbudt opfyldelse og rigtig ydelse, således bl.a. både forsinkelse, faktiske og retlige mangler.


En parts ikke-opfyldelse af en fordring, der ikke skyldes kreditors forhold, betegnes i obligationsretten som misligholdelse eller – for så vidt angår aftalefordringer – kontraktbrud, såfremt kreditor p.g.a. af ikke-opfyldelsen opnår en eller flere beføjelser (retsmidler), ved hjælp af hvilke kreditor kan varetage sin interesse i fordringen.

Adgangen til at udøve en misligholdelsesbeføjelse, navnlig krav om erstatning i kontrakt, jf. fx købelovens § 80 forudsætter dog i nogle tilfælde skyld (culpa) fra debitors side.

Kreditors adgang til at benytte andre misligholdelsesbeføjelser en krav om erstatning er i almindelighed ikke afhængig af subjektive betingelser (culpa).


Reglerne om misligholdelsesbeføjelserne, jf. fx købelovens § 78, stk. 1 i tilfælde af misligholdelse uden debitors skyld har mere karakter af en risikofordeling efter objektive kriterier en af pålæg af sanktioner i sædvanlig forstand såsom:

Naturalopfyldelse, dvs at fastholde købet, jf. ordet “leveret” i KBL § 21. stk. 1, hvor der kan gives dom for naturalopfyldelse, eller inddrive inkasso. Se køberens adgang til at kræve naturalopfyldelse, herunder omlevering, jf. ligeledes KBL § 43 og KBL § 49 og KBL §§ 78-79.

Samtidighedsgrundsætningen, hvor der i gensidigt bebyrdende kontrakter er hovedydelserne vederlag for hinanden. Hver af parterne har ret til at holde den ydelse, han skal erlægge, tilbage, indtil han har modtaget den ydelse, som den anden part skal erlægge.


Ophævelse i tilfælde af misligholdelse så kan den anden part ophæve kontrakten. Forholdsmæssigt afslag, Præsterer debitor en ydelse, som er mangelfuld og derfor mindre værd en mangelfri ydelse, kan kreditor kræve et forholdsmæssigt afslag i det vederlag, denne skal erlægge.

Forholdsmæssigt afslag har derfor ofte fundet anvendelse bl.a. i sager om mangler ved fast ejendom, hvor sælgeren ikke kunne kende og derfor ikke er ansvarlig for manglen.

Erstatning, hvor debitor er ansvarlig for tab, som skyldes debitors misligholdelse.


1.13 Retten og pligten til naturalopfyldelse

Det er hovedreglen, at man kan få opnå naturalopfyldelse efter den materielle ret.

Der kan ikke ske naturalopfyldelse hvis det er fysisk umuligt, eller praktisk umuligt. Såfremt debitor i disse tilfælde burde have indset at det ville blive umuligt så skal han betale kreditor erstatning. Umulighed er ikke pengemangel.


Video: Naturalopfyldelse Klik her!


Køberens krav på naturalopfyldelse kan gennemtvinges, enten ved gennemførelse af en umiddelbar fogedforretning, jf. retsplejelovens §§ 596 -600, eller ved at opnå dom over sælgeren og fuldbyrde denne dom ved en fogedforretning efter reglerne i retsplejelovens §§ 528-535.


Se U 1971.774/2 H Arkitekt, som erkendte at være ansvarlig for, at tag var oplagt på for lav hældning, tilpligtet at betale kommune erstatning for opbygning af undertag. Dommen klik her!


1.14 Samtidhedsgrundsætningen

Et kontantkøb, er et køb med samtidig udveksling af sælgers og købers ydelser. Sælgeren yder en vare, køberen yder en betaling. Et kontantkøb kan finde sted i sælgers forretning eller, hvis varen skal forsendes, på bestemmelsesstedet. Købeloven bygger på en samtidighedsgrundsætning; jf. købelovens § 14:

“Er der ikke givet henstand fra nogen af siderne, er sælgeren ikke pligtig at levere salgsgenstanden, medmindre købesummen samtidig betales, og køberen ikke pligtig at betale købesummen, medmindre salgsgenstanden samtidig stilles til hans rådighed”.

Det har således formodningen for sig, at der foreligger kontantkøb, dvs. samtidig udveksling af ydelserne - ydelse mod ydelse. Et køb er derfor et kontantkøb, medmindre andet er aftalt mellem køber og sælger, fx køberen har fået henstand med købesummens betaling, såkaldt kreditkøb, eller har påtaget sig at betale købesummen forud, såkaldt forudbetalingskøb eller prænumerationskøb.

Køberen kan ikke støtte ret på en evt. kutyme om, at der indrømmes køberne kredit, jf. den køberetlige litteratur.

Se dommen U 1946.1327/1 S Sælgeren havde fået sin egen chauffør bringe et parti græskar ud til køberen. Køberen nægtede at betale, før han havde haft adgang til at sortere evt. mangelfulde græskar fra. Sælgerens chaufføren havde ikke pligt til at afvente en sådan sortering hos køberen. Dommen klik her!


1.15 Ophævelse

Det er hovedreglen, at der kan ske ophævelse af kontrakten, såfremt der foreligger en væsentlig misligholdelse fra en kontraktspart, eller hvis ydelsen ikke har været præsteret. Meningen er at opnå status quo eller negativ kontraktsinteresse.

Ophævelse indebærer, at køberen ansvarsfrit kan bringe såvel sin egen som sælgerens forpligtelse iht. købeaftalen til ophør. Ingen af parterne har herefter krav på at modtage den anden parts ydelse (eller surrogater herfor, f.eks. en forsikringsydelse), og hver af parterne skal tilbagelevere, hvad de hver især har modtaget.


Opfyldelsesbeføjelser er beføjelser kontraktsparten ønsker at gøre brug af for at opfylde en kontrakt.

Gensidighedsbeføjelser er beføjelser, hvor kontraktsparten ønsker at befri sig fra sin gensidige forpligtelse i kontraktsforholdet. Enten helt eller delvist eller at reducere sin vederlagsforpligtelse, eller holde den tilbage.


Ophævelse er en gensidighedsbeføjelse som går ud på ansvarsfrit at bringe aftalen til ophør p.g.a. den anden parts væsentlige misligholdelse af aftalen. Den befrier begge parter for at erlægge ydelser og dermed også for ansvar.

Ved annullation gives der ansvar for kontraktsparten og der mistes muligheden for naturalopfyldelse. Ophævelse udelukker naturalopfyldelse, men ikke erstatning,

Ophævelse kræver en erklæring, og når den når frem til den anden kontraktspart er den bindende for begge kontraktsparter.


Hvis debitor mener at ophævelsen er sket ubegrundet, har debitor bevisbyrden.

Ophævelse er herefter udelukket, hvis forsinkelsen faktisk var uvæsentlig for køberen, eller af sælgeren måtte forudsættes at være det.

Der anlægges en konkret vurdering ved afgørelsen af, om forsinkelsen er væsentlig. Der tages udgangspunkt i købeaftalens ordlyd og aftalesituationen, fx parternes tilkendegivelser og afviklingen af parternes tidligere samhandel.


Køberen kan hæve, selv ved en uvæsentlig forsinkelse, hvis der foreligger svig fra sælgerens side, jf. princippet i KBL § 42, stk. 1, og KBL § 43, stk. 2,

At der i aftalen er fastsat en bestemt leveringsdag er ikke tilstrækkeligt til, at der foreligger et såkaldt »fikskøb«. Hertil kræves yderligere, at køberen enten har betinget sig levering »præcis«, »allersenest« el.lign., eller at det klart fremgår af omstændighederne, at der skal leveres inden et bestemt tidspunkt,


Se U 1995.974 H Ophævelse af bestillingskøb af motorsejler på grund af forsinkelse. Dommen klik her!


Se U 1974.71 Bestiller af motorkrydser på kutterværft havde ej mistet beføjelsen til at hæve p.g.a. væsentlig forsinkelse. Dommen klik her!


Video: Ophævelse Klik her!


Også andre forhold end ophævelse pga. misligholdelse kan føre til, at kontrakten ophører med at have virkning efter sit indhold. Dette gælder f.eks., hvis købeaftalen er (helt eller delvist) ugyldig, herunder hvis aftalen kan tilsidesættes som urimelig, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, hvis der tilkommer en af parterne (eller evt. begge) en afbestillingsret, dvs. en adgang til ansvarsfrit at træde tilbage fra aftalen, fx en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret for køberen, jf. fx. forbrugeraftalelovens kapitel 4, eller en annullationsret , dvs. en adgang til at træde tilbage fra aftalen mod at erstatte den anden part det tab, denne lider ved annullation af kontrakten, eller en aftalebaseret returret for den kæbte salgsgenstand.


1.16 Forholdsmæssigt afslag


1.17 Erstatning i og uden for kontrakt og den forsikringsmæssige afdækning

Erstatningsbetingelserne spørgsmål og svar

Hvilke kumulative betingelser skal være opfyldt for at kræve erstatning?

Svar:

  1. Økonomisk tab.

  2. Ansvarsgrundlag.

  3. Kausalitet.

  4. Adækvans.

  5. Værnet interesse

Svigter en af betingelserne, kan der ikke kræves erstatning, hverken i eller uden for kontrakt.


Er der forskelle mellem erstatningsbetingelserne i kontrakt- og deliktsretten (udenfor kontrakt)?

Nej, men ansvarsfrihedsgrundene er forskellige


Hvilke ansvarsfrihedsgrunde eksisterer der i kontraktretten?

Svar:

Force majeure

Samt aftalebetinget:

  1. Ansvarsreguleringsvilkår.
  2. Ansvarsfraskrivelses og
  3. Ansvarsbegrænsningsklausuler.

Force majeure:

(fr. ‘større magt’), vis major, inden for retsvidenskaben det forhold, at en kreditors opfyldelse hindres ved udefra kommende begivenheder, der er af en sådan art, at selv ikke forsvarlige forholdsregler efter almindelig erfaring kunne have sikret opfyldelse.

De fleste retssystemer indeholder regler om, at force majeure kan medføre ansvarsfritagelse, hvis nærmere subjektive eller objektive omstændigheder er til stede.

Et dansk eksempel kan være Købeloven § 24, hvorefter en sælger af en artsbestemt ydelse, fx korn, er erstatningsansvarlig for forsinkelse uden hensyn til skyld.


Dette gælder dog ikke, hvis han har forbeholdt sig fritagelse, eller muligheden af at opfylde aftalen må anses for udelukket ved omstændigheder, der ikke er af en sådan beskaffenhed, at sælgeren ved købets afslutning burde have taget dem i betragtning.

Som eksempler på force majeure-tilfælde nævner bestemmelsen hændelig undergang af alle genstande af den art eller det parti, købet angår, ved krig, indførselsforbud eller lignende.


Hvilke ansvarsfrihedsgrunde eksisterer der i deliktsretten?

Svar:

Ikke nødvendigvis udtømmende:

  1. Egen skyld.

  2. Accept af risiko.

  3. Samtykke.

  4. Nødværge.

  5. Nødret.

  6. Se ligeledes produktansvarslovens § 7.


Hvis kontrakten anses for ugyldig efter aftalelovens kap. 3 eller efter forudsætningslæren, hvilken form for erstatning kan der da kræves?

Svar:

Der kan udelukkende kræves erstatning op til den negative kontraktinteresse?


Hvorledes skal erstatningen beregnes i kontraktretten?

Svar:

Hvis der foreligger en gyldig indgået kontrakt, har skadelidte valget mellem den positive eller negative kontraktinteresse – dette er muligt, hvis kontrakten hæves, men hvis der sker fastholdelse af kontrakten, er det udelukkende relevant at kræve den positive kontraktinteresse – den såkaldte tidsinteresse


Sondres der mellem den positive og negative kontraktinteresse i deliktsretten?

Svar:

Nej, udgangspunktet er, at skadelidte kan kræve erstatning for det tab, der er lidt.

Erstatningsretten bygger i retspolitisk henseende på et genopretnings- og forebyggelsessynspunkt.


Hvilke typer ansvarsgrundlag eksisterer der i dansk ret?

Svar:

Culpa med ligefrem bevisbyrde.

Culpa med omvendt bevisbyrde (Præsumptionsansvar) – Se eksempelvis KBL § 23.

Betinget objektivt ansvar – Se eksempelvis KBL § 24.

Ubetinget objektivt ansvar – Se eksempelvis KBL § 59.

Kontrolansvar – Gælder udelukkende efter CISG art. 79.


Hvad er hovedreglen i dansk ret, hvad angår ansvarsgrundlag?

Svar:

Culpa med ligefrem bevisbyrde


Hvad dækker culpa reglen over (anvendelsesområde)?

Svar:

At handlingen eller evt. undladelsen må anses for forsætlig eller uagtsom – der sondres mellem grov og simpel uagtsomhed.

Er skadevolder underlagt et culpaansvar, er der således ikke ansvarsgrundlag, hvis begivenheden må karakteriseres som hændelig.


Hvad indebærer et betinget objektivt ansvar?

Svar:

At skadevolder også er ansvarlig for hændelige begivenheder, men ikke for force majeure – som kan kvalificeres en ekstraordinær hændelig begivenhed.


Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at der foreligger force majeure?

Svar:

Tre kumulative betingelser skal være opfyldt.

  1. Begivenheden skal være uforudsigelig på kontraktindgåelsestidspunktet.

  2. Begivenheden skal være ekstraordinær, og

  3. Der skal foreligge artsumulighed – Denne betingelse må modificeres for tjenesteydelsesaftaler.


Hvilken af erstatningsbetingelserne er normalt reguleret i den materielle lovgivning?

Svar:

Det er i udgangspunktet udelukkende ansvarsgrundlaget, der er fastlagt ved lov.

Det tages for givet, herunder i en eksamensbesvarelse, at der også tages stilling til, om de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt,


1.18 Erstatning i kontrakt

Risikobegrebet

”Begrebet risiko betegner i almindelighed den situation, der foreligger, når en part ikke kan rette krav mod den anden part i anledning af uforudset og tabsgivende hændelse, f.eks. en indtruffet skade.” Lærebogen Obligationsret, s. 145, 4. udg. 2015.

Dette kan skyldes, at risikoen for varens hændelige undergang eksempelvis er overgået fra sælger til køber, jf. KBL §§ 9 – 11 sammenholdt med 17, stk. 1.


Se fra nyere retspraksis U 2009.2596 Ø (Levering af 36 flasker rødvin). Levering af 36 flasker vin var sket ved overgivelse til fragtfører, jf. købelovens § 10, sammenholdt med § 17. Dommen klik her!


I obligationsretten foreligger der således en snæver forståelse af begrebet risiko?

Det snævre risikobegreb kunne evt. udvides med henblik på andre typer af risici, som eksempelvis proces-, fortolknings-, eller termineringsrisiko.

I økonomisk henseende vil bl.a. spørgsmålet om kommerciel risiko, herunder markedsudvikling være af relevans.


At en part bærer risikoen for et givet forhold indebærer, at parten ikke kan påberåbe sig kontraktbrud og dermed bringe misligholdelsesbeføjelser i anvendelse over for medkontrahenten; se CISG art. 66 eksempelvis.

Dette er den klassiske obligationsretlig tilgang!

Det banale eksempel kan været det tilfælde, hvor en forbruger på vej hjem fra supermarkedet med en flaske god rødvin taber denne flaske, hvorved denne går i stykker – Forbrugeren bærer selv risikoen herfor, jf. KBL § 9 sammenholdt med § 17, stk. 1.


I denne sammenhæng er udgangspunktet en gensidig bebyrdende kontrakt, hvor der skal præsteres en realydelse mod betaling af en pengeydelse; der er således tale om henholdsvis realydelses- kontra vederlagsrisiko.


Udgangspunktet om aftalefrihed indebærer, at kontrahenterne via kontraktgrundlaget selv kan fordele/allokere risici.

I langvarige og/eller komplekse kontraktforhold vil der efter kontraktens indgåelse (ex post) kunne opstå udefrakommende forhold, der kan påvirke opfyldelsen af kontrakten.


Udgangspunktet er pacta sunt servanda, men AFTL § 36, force majuere, forudsætningslæren eller nærmest til at bære risikoen kan indebære, at en part ikke kommer til at bære risikoen for forholdenes udvikling og dermed helt eller delvist bliver lempet i forhold til sine forpligtelser, der følger af den indgåede kontrakt.

Retsvirkningerne kan være forskellige afhængige af, hvilken af ovennævnte retsfigurer, der lægges til grund!


Det aftaleretlige udgangspunkt:

U.2000.656H – Sebastian U.2004.2518V – Den lejede mark, hvor der ændres efterfølgende af domstolene U.2001.1011H – Carlsberg Depotet
U.2001.1474H – Det Lejede Skib
U.1989.1039/3H – De nybyggede Rækkehuse.

I alle sager afvises en anvendelse af AFTL § 36.


Sælgers forpligtelser

Levering.

Genstanden er leveret, når den i overensstemmelsen med aftalen er stillet til købers disposition på leveringsstedet.

Levering i genuskøb: Sælger udvælger den genstand, der skal leveres til køber (såkaldt „koncentration“). Ved koncentration lempes sælgers ansvar, idet de lempeligere regler om specieskøb i vidt omfang anvendes.

Retsvirkninger knyttet til levering:

• Tidspunktet for levering afgør om der er forsinkelse (KBL §§ 21, 27, 74) • Risikoovergang (KBL § 17, stk. 1). • Mangelbedømmelse foretages på leveringstidspunktet (KBL § 44). • Beregning af pris efter kvantum (KBL § 7).


Risikoens overgang

Sælger bærer risikoen:

Sælger skal levere på ny eller betale erstatning.

Køber bærer risikoen:

Køber skal betale selv om genstanden er gået til grunde.


HR: Risikoen for hændelig undergang overgår fra sælger til køber ved levering (KBL § 17, stk. 1). Dvs. køber bærer risiko fra leveringstidspunktet.

U1: Sælger bærer risikoen også efter levering, hvis undergang skyldes sælgers forsømmelse (KBL § 44)

U2: Køber bærer risiko, hvis speciesgenstand eller individualiserede genusgenstande, som skal afhentes, og tiden er inde til afhentning (KBL § 17, stk. 2)

U3: Fordringshavermora: Sælger er klar til at levere, men hindres heri p.g.a. forhold hos køber. Risikoen for hændelig undergang overgår fra sælger til køber, selvom der ikke er sket levering (KBL § 37). Ved genuskøb skal sæl-ger have udskilt den genstand, der skal leveres, for at risikoen går over til køber.

U4: Hvis fraveget ved aftale.


Leveringsstedet

Hvis aftale om leveringssted: Leveringssted hvor aftalt.

Hvis ingen aftale om leveringssted:

HR: KBL § 9, stk. 1: Afhentningskøb, dvs. køber skal afhente genstanden hos sælger.

U1: KBL §9, stk. 2: Hvis salgsgenstanden befinder sig et andet sted, og sælger og køber var bekendt hermed: leveringssted der hvor genstanden befinder sig. Dvs. afhentningskøb.

U2: Hvis sædvane, at sælger foretager levering.

U3: Forbrugerkøb med transportbesørgelsespligt for sælger (KBL § 73): Leveringssted hos køber.

U4: Andre køb end forbrugerkøb med transportbesørgelsespligt


Pladskøb

Bestemmelsesstedet (købers adresse) ligger inden for det område, hvor udbringning sædvanligvis foretages af sælger (=pladsen).

KBL § 11: Levering er sket, når genstanden er kommet i købers besiddelse.

Sælger bærer omkostninger + risiko for salgsgenstanden indtil i købers besiddelse.


Forsendelseskøb

Hvor salgsgenstanden af sælger skal forsendes fra pladsen til et uden for pladsen beliggende sted. KBL § 10: Leveringsstedet er afsendelsesstedet (=afsendelseskøb).

  1. Skib er afsendelsesstedet: levering, når inden for skibssiden.

  2. Fragtfører er afsendelsesstedet (eks. post, fragtmand): levering når overgivet til fragtfører.

Transportomkostninger samt risiko indtil afsendelsesstedet er sælgers. Herefter købers.


Transportklausuler

F.O.B: Sælger skal sørge for transport (+ betale herfor) til skibssiden (KBL § 62, stk. 2).

Når varen er kommet inden for skibssiden, overgår risikoen fra sælger til køber (KBL § 62, stk. 3).

Eksempel: „FOB København“: København er afskibningshavnen.

Cif-salg: „cost, insurance, freight“ (KBL § 64). Sælger skal bekoste og besørge forsendelse til bestemmelsesstedet + betale sædvanlig forsikring (KBL § 64, stk. 2).

Leveringsstedet følger KBL § 10, dvs. levering ved overgivelse til fragtfører/skibssiden.

„Cost“ betyder ikke omkostninger, men varens pris ekskl. fragt og forsikring.

Eksempel: „Cif København“: København er køberens nærmeste havn.

Fragtfrit: Samme regler som „Cif“ bortset fra, at køber selv skal tegne forsikring (KBL § 63). Leveringsstedet følger KBL § 10, dvs. levering ved overgivelse til fragtfører/skibssiden.

„Leveret“: Levering anses først for sket, når varen er kommet frem til det angivne sted (KBL § 65). Dvs. transporten foregår på sælgers risiko, ligesom sælger må betale samtlige forsendelsesomkostninger.

Incoterms (international commercial terms): Indeholder definition på de vigtigste handelsudtryk, herunder leveringsbetingelser. Benyttes ofte i udenrigshandlen for at undgå usikkerhed om hvad der er aftalt/hvilken lovgivning der finder anvendelse. Hvis eksempel „cif“ og henvisning til Incoterms: Incoterms definition af cif-klausulen finder anvendelse.


Leveringstiden

Sædvanligvis træffes aftale om leveringstiden. Hvis ingen aftale: KBL § 12 - levering skal ske ved påkrav, dvs. når køber forlanger det. Medmindre der er givet kredit kan sælger betinge levering af samtidig betaling (KBL § 14).

KBL § 68 indeholder definitioner af „i begyndelse / primo“ (1.-10.), „i midten / medio“ (11.-20.) „i slutningen / ultimo“ (21.-sidste dag i måneden).

Spillerum for leveringstiden: Den part, i hvis interesse fristen er sat, bestemmer det nærmere tidspunkt for leveringen.

Hvis ingen bestemt parts interesse: Sælger har ret til at vælge leveringstidspunktet (KBL § 13).

Leveringstiden kan være underforstået (eksempel: levering af sæsonvarer).

Successiv levering: Sælgeren skal levere partiet efterhånden (KBL §§ 22, 29 og 46).

Fixkøb (KBL § 21): Hvor køberen har betinget levering på et bestemt tidspunkt (eksempel: levering af bryllupskage).


Varens kvalitet

Salgsgenstanden skal have den kvalitet, køberen med rette kan fordre. Hvis ikke foreligger der en mangel. Købeloven indeholder som sådan ingen definition af „mangel“.

Leveringstidspunktet er afgørende for om der foreligger en mangel (KBL § 44).

Fastsættelse af varens kvalitet beror først og fremmest på aftalens indhold. Hvis „garanti“ eller „tilsikring“ i aftalen: Sælger indestår for, at varen lever op til det garanterede / tilsikrede.

Er intet aftalt om varens kvalitet: Sælger skal levere en vare af middelgod eller sædvanlig kvalitet.

Har køber bestilt en bestemt kvalitet, og sælger uden forbehold har accepteret dette, er sælger forpligtet til at levere en vare af den pågældende kvalitet.


1.19 Erstatning udenfor kontrakt


Video: Introduktion til erstatningsretten Klik her!


Erstatningsansvar uden en lovgivning

Tegning af en forsikring kan påvirke ens erstatningsansvar. Ligesom manglende tegning af en forsikring kan påvirke ens erstatningsansvar.3


Et ansvarsforsikringsselskab beskæfter sig indgående med erstatningsreglerne for at vurdere, om skadevolderen (dvs. forsikringstageren) har pådraget sig et erstatningsansvar over for en skadelidt.

Ofte findes der ingen lovgivning, som kan fortælle, hvornår man som privatperson er ansvarlig for en skade.

I stedet er der ud af mange års domspraksis udledt en erstatningsregel, der kaldes “den almindelige erstatningsregel”.

Denne regel fastslår, at man er ansvarlig for den økonomiske skade, som man har forvoldt ved uagtsomhed eller med vilje.

Reglen hedder også culpa- eller skyldreglen (“culpa” betyder “skyld” på latin eller brøde, uagtsomhed, forseelse, synd), som kan føres tilbage romerrettens culparegel. Modsat “diskulpere” fritage for skyld.


Culpa er den grundlæggende betingelse for at pålægge erstatningsansvar uden for kontraktforhold.

Der er tale om en “integritetskrænkelse” hvorved der er sket fysisk skade på en person (personskade) eller på en ting (tingsskade).

En skadevolder har udvist culpa, optrådt culpøst, overtrådt culpareglen, hvis skadevolder har handlet enten forsætligt, dvs. med vilje og viden om handlingens elementer, eller uagtsomt.

Vi mennesker skal i dagligdagen udvise “diligentia quam in suis rebus”; den omhu, vi udviser i egne anliggender.

Eller et andet latinsk udtryk fra romerretten: “impossibilia nulla est obligatione”; man kan ikke forpligtelse sig til noget, der ikke er muligt.


Se følgende domme om erstatningsansvaret:

Se dommen "FED 2012.2: Landsretten fandt, at en tilskuer, der ved strafbar handling løb ind på fodboldbane og afbrød landskamp, var erstatningsansvarlig for DBU’s tab ved, at næste landskamp blev flyttet til en mindre bane samt ved betaling af bøde til UEFA (1.869.269 kr. plus renter). Der forelå ikke egen skyld eller anledning til at reducere ansvaret efter EAL (erstatningsansvarsloven) § 24. Dommen klik her!


Se dommen FED 2006.78: Ansvarspådragende efter culpareglen, at en person, der kørte i en lånt bil, ikke sikrede sig, at der var olie og vand på bilen, uagtet temperaturlampen lyste og uagtet, at han kort forinden med få dages mellemrum havde været nødsaget til at påfylde olie og vand.(Utrykt). Dommen klik her!

Se dommen U 2015.572 H: Tobaksselskaber ikke ansvarlige for varigt mén som følge af mangeårigt forbrug af cigaretter. Dommen klik her!


Man er kun erstatningsansvarlig for skader, der kan gøres op i penge (økonomisk tab, som den skadelidte skal kunne bevise).

Ved tingsskader vil det være værdien af eller reparation af det ødelagte.

Ved personskader bliver det økonomiske tab beregnet efter reglerne i Lov om erstatningsansvar (forkortet; EAL), se erstatningsansvarsloven i lovsamlingen. klik her!


Det er fx erstatning for varige mén, tabt arbejdsfortjeneste eller tab af forsørger.

Se følgende domme, hvor der idømmes erstatningsansvar i forskellige situationer:


Se dommen i FED 2012.3: “A, der sad uden for golfbanens cafeteria, blev ramt i hovedet af golfbold, da B – som deltager i en polterabend – under golfspil kom til at slå bolden for langt. B, der kun én gang tidligere havde prøvet at spille golf og ikke havde modtaget undervisning heri, fandtes erstatningsansvarlig”. Dommen klik her!

Se dommen FED 2009.114:4 En kvinde, som faldt i søvn som fører af en bil, påkørte og dræbte en modkørende bilist. Hun blev idømt en fængselsstraf på 10 måneder, men hendes kørsel kunne ikke karakteriseres som særlig hensynsløs, hvorfor afdødes ægtefælle ikke havde krav på godtgørelse i medfør af EAL § 26 a. Dommen klik her!


Se dommen i FED 2008.1: En mandlig stripteasedanser B ansvarlig for øjenskade på deltager A i kvindelig polterabend, da B affyrede konfettirør. Ikke grundlag for at nedsætte erstatningen som følge af egen skyld eller accept af risiko. Dommen klik her!






Hændeligt uheld - uden ansvar

Er skaden forvoldt ved et hændeligt uheld, har vedkommende ikke gjort noget forkert og er ikke ansvarlig for skaden.

Man skal heller ikke erstatte noget.

Åbner en hotelgæst eksempelvis døren til sit værelse indefra, i det øjeblik en tjener går forbi på gangen med en bakke med glas, og døren rammer bakken, så glassene falder på gulvet og knuses, er der tale om et hændeligt uheld. Uheldet kan ikke bebrejdes hotelgæsten, da han ikke havde mulighed for at undgå det. Han havde opført sig som “den gode hotelgæst” og ikke begået nogen fejl.

Se afgørelserne fra retspraksis og Forsikringsankenævnet om spørgsmålet om hændelige skader:


U 1961.167 H: At en 11-årig dreng kom til at ramme en anden dreng med en kæp i øjet, blev anset for et hændeligt uheld og derfor ikke noget erstatningsansvar. Dommen klik her!



Afgørelser fra Ankenævnet for Forsikring:

Ankenævnskendelse i sagsnr.: 35.936: Klagers “griben ud efter” sit 15 måneder gamle barn, der var ved at falde, hvorved cigaretglød ødelagde en sofa, ikke anset som uagtsom adfærd, derfor ikke nogen erstatningspligt for sofaen.


Ankenævnskendelse i sagsnr.: 39.737: Gæstebudsskade at tabe kaffebakke under forsøg på at undgå at træde på et barn. Ikke erstatningsansvar, men dækket som gæstebudsskade over personens ansvarsforsikring.


Ankenævnskendelse i sagsnr.: 51.809: 8-årigt barn faldt over egne ben og væltede vase. Ikke erstatningsansvar, men dækket som gæstebudsskade.


Gæstebudskade: Hvis en gæst kommer til at ødelægge noget hjemme hos værten, fx vælter en dyr vase eller spilder rødvin på et tæppe, kaldes det for en gæstebudsskade.

Ved gæstebudsskader er gæsten normalt ikke erstatningsansvarlig. Værten har derfor ikke krav på erstatning fra gæsten.

Som vært må man altså acceptere, at der er en vis risiko, når man har nogen på besøg.

Nogle indboforsikringer – bl.a. Topdanmarks – dækker gæstebudsskader alligevel, selv om der ikke er noget ansvar for gæsten efter domstolspraksis.


Det anbefales derfor, at man som vært beder gæsten kontakte sit forsikringsselskab, da de måske dækker skaden. I så fald vil man få erstattet skaden fratrukket forsikringens selvrisiko.

Hvs gæsten smadder værtens indbo i vrede, så er der selvfølgelig ikke tale om en gæstebudskade, men gæsten har et et erstatningsansvar.


Se dommen FED 2003.1091: Hønseejer var ikke ansvarlig for cyklists tilskadekomst, da cykel på landevej ramte fritgående høne. Dommen klik her!


Se dommen U 2013.84 V: Motionscyklist, der sammen med andre cyklister kørte i en gruppe, og som efter at være kommet ud i rabatten prøvede at komme op på vejen igen, hvorved han væltede, og der skete sammenstød med bagfrakommende cyklister, havde ikke handlet ansvarspådragende. Dommen klik her!


H.K. af 24. juni 2002. Sagsnr.: 206/2002: Museum var ikke ansvarligt for tilskadekomst, da gæst under privat besøg gled i hundeekskrementer og faldt.


Handlet forkert eller undladt at handle

Har skadevolder handlet forkert – dvs. er ansvarlig – er det vigtigt at finde ud af, om skaden er forvoldt ved en simpel uagtsomhed, grov uagtsomhed eller med forsæt (med vilje).

Denne vurdering af handlingen eller undladelsen har bl.a. betydning for, om skadevolderens ansvarsforsikring skal betale for skaden hos skadelidte.


Se her følgende domsafgørelser:

FED 2016.122: Diskotek erstatningsansvarlig for personskade opstået ved, at diskotekets dørmand gik ud over det nødvendige og forsvarlige ved at skubbe eller kaste skadelidte ud af diskotekets dør. Dommen klik her!


Ø.L.D. af 12. maj 2005. Sag: 20. afd., a.s. nr. B-2581-04: Værtinde ifaldt erstatningsansvar, fordi hun bar et sofabord ned ad en trappe iført højhælede sko og uden at fjerne noget nips, der indskrænkede trappearealet, hvilket forårsagede, at hun tabte bordet, som ramte en gæst i hovedet. (Utrykt)


Den almindelige fornuftige person

Når en domstol bedømmer, om skadevolder har handlet forkert, sammenligner domstolen skadevolderens handling med, hvordan en almindelig fornuftig person ville have handlet i samme situation.

Begrebet afgrænser en uagtsomhed/en adfærd, der afviger fra de adfærdsnormer, der gælder inden for det pågældende område.

Kommer en domstol til det resultat, at en skadevolder har handlet anderledes, end hvad en alimindelig fornuftig person ville have gjort i samme situation, har skadevolderen handlet forkert og vil blive pålagt et erstatningsansvar.

Det skal bevises af skadelidte (kaldet en ”ligefrem bevisbyrde”). Det er hovedreglen i dansk ret; Den der vil gøre noget gældende, har også bevisbyrden herfor.


For at kunne få erstatning fra en skadevolder skal skadelidte ifølge retspraksis (domstolene) bevise følgende over for retten:

  • Der er sket en skade og lidt et tab.

  • Det er skadevolders skyld – skadevolder har handlet uagtsomt eller med forsæt.

  • Der er årsagssammenhæng (“kausalitet”) mellem den skete skade og det lidte tab, dvs. at tabet er en direkte følge af skaden.

  • Der er påregnelighed (“adækvans”) mellem skaden og tabet, dvs., at skadevolder burde kunne forudse, at skaden ville ske. En skadevolder er ikke erstatningsansvarlig for upåregnelige, atypiske følger af sine handlinger.

Kan skadelidte ikke bevise det, er det ikke muligt at få erstatning fra en skadevolder eller dennes ansvarsforsikring, se følgende dom:


Se dommen FED 2007.111: Forsikringstager havde ikke dokumenteret, at der var årsagsforbindelse mellem nogle anførte lidelser og et færdselsuheld. Dommen klik her!


Ansvar for ikke at gøre noget

Det er ikke kun handlinger, man kan blive erstatningsansvarlig for.

I visse tilfælde kan man også blive erstatningsansvarlig for sine undladelser.

Det sker oftest i situationer, hvor der er pligt til at handle.

Eksempler er husejeren, der ikke gruser et isglat fortov, eller forældre, der ikke holder øje med deres børn.


Ansvar for psykiske personskader

Udover at der kan tilkendes erstatningsansvar ved tingsskader, samt fysiske personskader, så kan der være erstatningspligt for psykiske personskader.


Se her nævnte domme:

U 2012.524 H: A blev sygemeldt efter et begivenhedsforløb på en personaleweekend og rejste krav om godtgørelse for svie og smerte mod kommunen K som arbejdsgiver. Dommen klik her!


U 2010.1609 H: Psykisk personskade anset for omfattet af ulykkesbegrebet i ulykkesforsikring. Dommen klik her!


Simpel uagtsomhed

Ved simpelt uagtsomhed (latin; culpa levis), har skadevolder handlet mere skødesløst, end hvad en almindelig fornuftig personen ville have handlet i den samme situation – den lille dagligdags uagtsomhed – er skadevolder erstatningsansvarlig.

Simpel uagtsomhed er en uagtsomhed, som ikke kan betegnes som grov.

Culpareglen omfatter som hovedregel begge former for uagtsomhed.

Forsikringsankenævnet og domstolene foretager et konkret skøn, om skadevolder har handlet simpelt uagtsomt.


Se dommen i FED 2019.35. Cyklist erstatningsansvarlig for fodgængers tilskadekomst ved sammenstød, da cyklisten burde have tilpasset sin hastighed og placeret sig således på stien, at påkørsel kunne undgås. Dommen klik her!


Hvis eksempelvis en fodgænger træder ud på vejbanen uden at se sig for og rammer en forbikørende cyklist, der vælter, kan uheldet bebrejdes fodgængeren, der har været mere skødesløs end “den gode fodgænger”.

Derfor er fodgængeren erstatningsansvarlig for cyklistens økonomiske tab.


Se følgende sager fra retspraksis og Forsikringsankenævnet, om spørgsmålet, om der er simpel uagtsomhed hos skadevolder:

Se dommen i U 1915.242 H: (Uagtsom Brandstiftelse). “En Tiltalt færdedes en Nat i et straatækket Udhus, hvor der henlaa Fourage og Halm, med en to Tommer lang; Lysestump, som han under sit Ophold i Udhuset tændte. Under sit Ophold i Udhuset røg han derhos Cigaret. Umiddelbart efter at Tiltalte havde forladt Udhuset, viste det sig, at der var Ild i dette, der nedbrændte. Antaget, at Tiltalte havde foraarsaget Ilden, og at der forelaa Tilsidesættelse af almindelig Forsigtighed”. Dommen klik her!


Ankenævnet for Forsikring:

Ankenævnskendelse i sagsnr.: 03.256: Da forsikringstageren, som under pasning af skadelidtes blomster havde forvoldt skade på dennes gulvtæppe, ikke fandtes at have udvist et så uforsvarligt forhold, at han ville kunne gøres ansvarlig for skaden, var selskabet berettiget til at afslå at erstatte denne. (Utrykt).

Ankenævnskendelse i sagsnr.: 03.308: Da forsikringstageren, som under arbejde i sin svigerfars lejlighed forvoldte skade på el-hovedkablet, ikke fandtes at have udvist et så uforsvarligt forhold, at han ville kunne gøres ansvarlig for skaden, var selskabet berettiget til at afslå at erstatte denne (utrykt).


Grov uagtsomhed

Grov uagtsomhed (latin; “culpa lata”) er en betydelig form for uagtsomhed.

Nyere retspraksis lægger vægt på, om skadevolderens adfærd indebar en ”indlysende fare” for den indtrådte skade.

Skadevolderens bevidsthed om faren kan indgå i vurderingen af, om uagtsomheden er grov.

Går en fodgænger over for rødt og vælter en cyklist, er fodgængeren nu mere uforsigtig end selv en skødesløs fodgænger.

Det kan betegnes som grov uagtsomhed, og fodgængeren er erstatningsansvarlig.

Det er en skønsmæssig vurdering, om domstolene og Ankenævnet for Forsikring anser en person for at have handlet groft uagtsomt.


Se her nævnte domme og ankenævnsafgørelser:


U 1998.1693 H: Opbevaring af nøglen til sikringsboksen i et auktionshus på et kontor i samme bygning var grov uagtsomhed. Dommen klik her!


U 1999.1706 H: Død ved fald på ca. 6 meter fra et tag ikke omfattet af ulykkesforsikring, da faldet var fremkaldt ved forsikredes forsæt eller grove uagtsomhed. Dommen klik her!


U 1993.955 V: Da kortvarig efterladelse af kuffert ved bagagebånd i lufthavn ikke var groft uagtsom, var tyveri af kufferten dækket af tyveriforsikringen. Dommen klik her!


FED 2013.9: Den 16-årige A ville ved ungdomsfest hjælpe værtinden med at tænde op i en udendørs pejs. I den forbindelse hældte han væske fra en dunk, som også værtinden havde benyttet i sit forsøg på at tænde op i pejsen, direkte ind i pejsen. Herved slog ilden tilbage og antændte A’s tøj samt dunken, som han i panik kastede fra sig. Den brændende dunk ramte en trækonstruktion og huset nedbrændte. Det viste sig, at væsken var benzin. Landsretten fandt, at A havde handlet groft uagtsomt, hvorfor hans ansvar ikke bortfaldt i medfør af erstatningsanvarslovens (EAL) § 19. Dommen klik her!


FED 2010.93: Forsikringsselskab fik ikke medhold i, at en 13-årig dreng udviste grov uagtsomhed da han startede en bygningsbrand ved at tænde en lighter samtidig med, at en kammerat to meter derfra hældte benzin på en knallert. Tillagt betydning bl.a., at benzindampe har en forholdsvis svag lugt og løber langs gulvet, og at der er store individuelle forskelle på menneskers lugtesans. Dommen klik her!


FED 2001.2121: Passager, som blev dræbt under bilkørsel med beruset fører, fandtes at have handlet groft uagtsomt, hvorfor hans livsarvinger ikke var berettiget til dødsfaldsdækning fra ulykkesforsikring. Dommen klik her!

FED 2001.2255: Bilist, som kørte ud foran tog i jernbaneoverskæring uden at være opmærksom på lys- og lydsignaler, havde handlet groft uagtsomt. DSB var derfor berettiget til at reducere personskadeerstatningen med 1/3. Dommen klik her!

FED 1998.224: 16-årig rulleskøjteløber havde udvist grov uagtsomhed ved at køre ud på kørebanen foran bil. Under henvisning til alder, til at handlingen var udført i kådhed samt til områdets karakter, fandtes der dog ikke grundlag for at nedsætte personskadeerstatningen. Dommen klik her!

FED 2018.01 Ø.L.D. af 11. januar 2018. Sag: 20. afd. nr. B-583-17: Den 14-årige A satte ild til papir i en affaldscontainer i en skolegård og forlod herefter stedet med den 13-årige B, der forholdt sig passivt til A’s aktiviteter. Skolen brændte, og forsikringsselskabet F afholdt skadeudgifter på over 10 mio. kr. F gjorde regres med krav på 3 mio. kr. over for A og B. A fandtes at have handlet groft uagtsomt, men erstatningen blev reduceret til 1 mio. kr. efter EAL § 24a. B havde ikke handlet groft uagtsomt og blev derfor frifundet. [Processbevilingsnævnet har givet tilladelse til anke til Højesteret]. Dommen klik her!


Uagtsomhedsbegrebet findes også i straffeloven:

U 2019.2748 V 3 års fængsel for bl.a. uagtsomt manddrab ved som fører af en personbil i spirituspåvirket tilstand og under særligt hensynsløs kørsel at have forvoldt 3 personers død. Godtgørelser til de efterladte i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a. Dommen klik her!


Samt forsætlig findes i straffeloven, dvs. med vilje:

Se dommen i U 2019.2688 Ø: 8 års fængsel for forsætlig påkørsel med døden til følge, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246. Endvidere udvisning for bestandig. Dommen klik her!


Nævnsafgørelser (kendelser) fra Ankenævnet for Forsikring:

Ankenævnskendelse i sagsnr.: 20.217: Kørsel på motorcykel med 1 hånd ikke grov uagtsomhed i familie-/indboforsikring, og selskabet skulle dække beskadiget tøj efter færdselsskade. (utrykt).

Ankenævnskendelse i sagsnr.: 48.636: Hasarderet kørsel under flugt fra politiet anset for grov uagtsomhed.

Ankenævnskendelse i sagsnr.: 63.558: Groft uagtsomt at efterlade ulåst bil med nøgler i tændingslås i flere timer på privat vej, men forholdsvis tæt på befærdet vej. (Utrykt)

Forsæt (med vilje)

Forsæt er en handling, der er foretaget med vilje, er ikke i dansk ret en betingelse for at ifalde erstatningsansvar.

At skadevolderen har udvist uagtsomhed, dvs. tilsidesat den agtpågivenhed, som kræves på det pågældende område, er som hovedregel tilstrækkeligt til at pålægge erstatningsansvar,

Kaster en person en sten efter en cyklist for at ramme denne, og det lykkes, er skaden på cyklisten lavet med vilje – med forsæt.

Skadevolderen er selvfølgelig også her erstatningsansvarlig.


Hovedreglen er i dansk ret, at kun forsætlige forhold er strafbare, dog er der en vigtig undtagelse ved uagtsomt drab:

Straffelovens § 241: “Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller særligt hensynsløs kørsel, anses dette som en særligt skærpende omstændighed”.


Se straffeloven i Lovsamlingen. klik her!


Ved forsætlige handlinger afviser skadevolders ansvarsforsikring at udbetale erstatning, se her nævnte sager om vurderingen af, om skadevolder har handlet med forsæt – med vilje.


Forsikringsankenævnskendelse i sagsnr.: 15.569: Skade på skolelokaler, forårsaget af 15-årig dreng ved udtømning af to pulverslukkere, anset forsætligt forvoldt, og derfor ikke dækket af ansvarsforsikringen. (utrykt)


Ved simpel og grov uagtsomhed er det hovedreglen, at en ansvarsforsikring dækker (se dog afsnittet nedenfor om generelt bortfald af ansvar).


Forsætlige skader dækker forsikringen ikke, medmindre skadevolder er under 14 år.


Se Højesteretsdommen i H.D. 19 december 2016 i sag 235/2015 (1. afdeling): Skadelidte, der var sindssyg, forsøgte at begå selvmord ved at køre ind i en modkørende lastbil. Retten til erstatning for personskade bortfaldt som følge af forsætlig medvirken.

Her et passende udtryk fra romerretten: “res ipsa loquitur”; “tingene taler for sig selv”.


Studenteropgave:

Find retssager i UfR, som nærmere behandler grov uagtsomhed ved færdselsulykker.

Link til UfR (ugeskrift for Retsvæsen). klik her!


Objektivt ansvar

I dansk ret kan der også gælde et såkaldt “objektivt ansvar”, hvorefter skadevolderen pålægges erstatningsansvar, selv om der ikke er handlet uagtsomt (uden skyld).

Med andre ord er der situationer, hvor man kan blive ansvarlig, selv om skaden sker ved et hændeligt uheld.

Objektivt ansvar er bl.a. lovfæstet i produktansvarsloven, jernbaneloven, luftfartsloven, lov om drift af nukleare anlæg, søloven, hundeloven, færdselsloven og lov om formidling af fast ejendom.


Se følgende dom over en ejendomsmægler:

Se dommen FED 1997.92: I medfør af (dagældende) lov om omsætning af fast ejendom § 24 (nu § 47) måtte en ejendomsmægler på objektivt grundlag godtgøre en forbruger (sælger) forskellen mellem det beregnede provenu og et korrekt beregnet provenu, selv om forskellen skyldtes en forkert oplysning om kursen på et lån fra et realkreditinstitut, som havde oplysningen fra Københavns Fondsbørs officielle kursliste. Dommen klik her!


Men det objektive ansvar kan også være ulovhjemlet (ikke fastsat i loven).

Domstolene har i visse tilfælde pålagt skadevoldere objektivt ansvar uden lovhjemmel, når skaden er indtrådt som følge af materialesvigt, fx. skader, der er forvoldt af brud på fjernvarmerør, el og gasledninger mv.


Se følgende domme:

FED 2014.77: Bygherre og entreprenører var erstatningsansvarlig for udgravnings- og funderingsarbejde, der gjorde mur på nabogrund ustabil med efterfølgende sammenstyrtning til følge. Ved sammenstyrtningen skete der skader på tilgrænsende ejendom, hvorved denne bygnings ejer blandt andet led et huslejetab. Murens ejer havde inden sammenstyrtningen accepteret, at muren kunne fjernes, hvorfor murens værdi ikke skulle erstattes. Dommen klik her!


FED 2004.507: Kommune og underentreprenør solidarisk ansvarlige for skade på nedgravede kabler, som under udboring til stikledninger blev ødelagt. Ligedeling af ansvaret i det indbyrdes forhold. Dommen klik her!


Lejeloven indeholder et objektiv ansvar for installationer, som kan finde analogt anvendelse på en andelshaver:

TBB2014.722: Andelshaver ansvarlig efter analogi fra lejelovens § 29, stk. 10, overfor andelsboligforening for vandskade hidrørende fra vandtilslutning til vaskemaskine.


Studenteropgave:

Find retssager i UfR, som nærmere behandler det objektive ansvar.

Link til UfR (ugeskrift for Retsvæsen). klik her!


Generelt bortfald af ansvar

Selv om skadevolder har handlet forkert – været uagtsom – er der nogle situationer, hvor skadevolder alligevel ikke er erstatningsansvarlig.

Er den skade, der er sket, i forvejen dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er skadevolder ikke erstatningsansvarlig.

Det gælder dog kun, hvis skaden ikke er forvoldt med vilje eller ved grov uagtsomhed.

Det fremgår af Lov om erstatningsansvar (EAL) (Lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018), se EAL i lovsamlingen. klik her!


Smadrer en dreng eksempelvis naboens glasrude, der er forsikret, ved en simpel uagtsomhed, er drengen ikke erstatningsansvarlig. Vinduet bliver betalt af glasforsikringen.

Lov om erstatningsansvar fastslår også, at hvis staten, en kommune eller en anden offentlig institution er selvforsikrende, skal de erstatningsmæssigt betragtes på samme måde, som hvis de havde tegnet forsikring.

Det betyder, at der ikke er forskel på, om drengen ved en simpel uagtsomhed smadrer naboens glasforsikrede rude eller en rude i kommunens skole, hvor kommunen er selvforsikret.

I ingen af tilfældene er drengen erstatningsansvarlig. For kommunens vedkommende betyder det, at den selv må betale ruden.


Objektive ansvarsfrihedsgrunde er forhold, som efter culpareglen gør, at en skadevolder alligevel ikke er pligtig til at betale erstatning for et tab eller en skade, selv om der foreligger culpa, kausalitet, og adækvans.

De objektive ansvarsfrihedsgrunde består af:

Nødværge, jf. straffelovens § 13:

“Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt. Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse”.

Nødværge betegner en handling, som foretages i et forsøg på at afværge et angreb, og hvor den person, der foretager nødværget handler på en måde, som medfører indgreb i den angribendes retsgoder.

Såfremt nødværgehandlingerne er nødvendige for at afværge eller modstå et påbegyndt eller overhængende angreb, og handlingerne ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt, er nødværget lovligt

Se straffeloven, jf. Lovbekendtgørelse 2019-09-17 nr. 976 i lovsamlingen. klik her!


Domme om nødret:

U 1938.134/2 V Slag med gulvskrubbe for at hindre 3 berusede personer i at trænge sig ind i en butik. Dommen klik her!


U 1937.164 Tiltalte, hvis hund: var kommet i slagsmål med en glubsk hund, kastede en lukket havesaks efter hundene, hvorved den glubske hund blev såret og fik blodforgiftning - det udtaltes, at handlingen ikke fandtes at gå ud over, hvad der var forsvarligt - §§ 13 og 14 ikke citeret. Dommen klik her!


U 1934.509 H Nazistisk stormafdelings forsvar med gummistykker overfor angreb med stakittremmer. Arbejdere, der havde angrebet og været i håndgemæng med marcherende nazister, idømt bøder. Nazisterne frifundet (“rimeligt forsvar”). Dommen klik her!


U 1926.11 H En betjents forsvar - der endog medførte døden - overfor en beruset person, der havde slået betjenten i ansigtet anset berettiget. Dommen klik her!


U 1988.74 V Modsat sig grov provokation, herunder ved slag i brystet, tildelt den pågældende et slag med en ølflaske i hovedet, frifindelse efter § 13, stk. 1 og 2. Dommen klik her!


U 1998.504 V De tiltalte havde opfattet situationen således, at modparten såvel verbalt som ved sin fremtræden havde givet udtryk for et ønske om at komme i slagsmål med de tiltalte. De tiltaltes slag med knytnæver anset som straffri efter § 13, stk. 1. Dommen klik her!


U 2003.1353 V Tiltalte, der - efter at en person havde råbt, at forurettede stod bag tiltalte med en kniv fremme - vendte sig om og slog forurettede i ansigtet med en ølflaske, og med to knytnæveslag, frifundet på grund af nødværge, jf. § 13, stk. 1. Dommen klik her!


Se på den anden side tilfælde, hvor nødværge ikke er statueret:

U 1936.172 Ø Slag med gummiknippel for at få en person til at slippe tag i gerningsmandens cykel, tildelt 2 slag, efter at taget varsluppet. Dommen klik her!


U 1933.817 Skud, der ramte krybskytte i benene, efter at krybskytten havde skudt gerningsmandens hund. Dommen klik her!


JD 1942.346 Nedskydning af brevduer, der beskadigede en nylig tilsået mark - hverken §§ 13 eller 14 berettigede hertil,

JD 1939.14 Slag med stok på person for at fjerne ham fra en gerningsmanden sammen med andre tilhørende strandgrund,

U 1974.729 (drab med kniv af betydeligt større og kraftigere person, der havde overfaldet tiltalte. Strafnedsættelse efter dagældende § 84, stk. 1, nr. 1 og 4, og § 85),


U 1975.518 H, U 1992 752 17-årigt besætningsmedlems medvirken til indførsel i USA af 4448 kg kokain, der blev taget om bord på skibet i internationalt farvand; det havde været yderst vanskeligt for ham at tage afstand fra hele den øvrige besætning, ligesom han havde næret frygt for sit liv, hvis han ikke deltog. Ikke frifundet efter § 13, men den forskyldte straf bortfaldt i medfør af dagældende § 84, stk. 1, nr. 2 og 5, jf. stk. 2 og § 85.


U 2008.1299 Ø To politifolk, der under anholdelsesaktion havde benyttet tjenestepistol, frifundet for overtrædelse af § 246. efter § 13, stk. 1, og stk. 2, og fik i øvrigt strafbortfald efter § 83. Dommen klik her!


Nødret, jf. straffelovens § 14:

“En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning”.

Et juridisk udtryk for talemåden “nød bryder alle love”; udsagnet gælder imidlertid kun under visse betingelser.

En handling, der ellers ville være en strafbar lovovertrædelse, straffes ifølge straffeloven § 14 ikke, hvis den var nødvendig for at afværge truende skade på mennesker eller andre værdier; det er ikke afgørende, hvordan nødsituationen er opstået.

Nødretshandlingen er ikke straffri, hvis det truede gode kunne være reddet med lovlige midler.

Handlingen kan foretages af den person, hvis værdier er truet, eller af andre, og den kan være rettet mod en tredje persons værdier.

For at være straffri skal handlingen endvidere være af væsentlig mindre betydning end den skade, der ville være sket uden indgriben.

Visse værdier af ikke-økonomisk art kan aldrig ofres i en nødsituation; det er fx ikke tilladt at dræbe et menneske for at redde et eller flere menneskeliv. Se også nødværge.

I erstatningsretten gælder, at den part, som nødretten udøves til fordel for, skal erstatte de skader, som er sket ved nødretshandlingen; ansvarsgrundlaget er objektivt ansvar.

Se straffeloven i lovsamlingen. Dommen klik her!


Domme om stillingtagen til anvendelsen af straffelovens § 14:

Se dommen i U 1998.1769 Ø: Bilists hastighedsovertrædelse under overhaling, nødvendiggjort af trafikforholdene, ikke strafbar, jf. straffelovens § 14. Dommen klik her!


Samt anderledes dommen i U 2014.2941 V: Fjernelse af to franske bulldogs fra kennel på grund af mistanke om dyremishandling var tyveri, der ikke var straffrit i medfør af straffelovens § 14, og der var ikke grundlag for at anvende straffelovens § 83, 2. pkt., eller § 82, nr. 3 og 7. Fastsættelsen af straffen blev udsat, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Dommen klik her!


Negotiorum gestio: Begrebet betyder uanmodet forretningsførelse og betegner den situation, hvor en person på en andens vegne, men uden bemyndigelse fra den anden, varetager den andens interesser, mens den anden selv er forhindret i at varetagne sine egne interesser.

Hvis en handling, som udføres på en ansvarlig måde, er nødvendig for at afværge et formuetab, ifalder skadevolderen ikke erstatningsansvar for skade, han forvolder på den hvis ting, han forsøger at redde, og

Samtykke, herunder

Accept af risiko.

Fælles for de objektive ansvarsfrihedsgrunde er, at de fritager for erstatningsansvar. Selv om den adfærd, der har ført til skaden, almindeligvis ville være retsstridig, så anses adfærden alligevel ikke for retsstridig, fordi adfærden i det konkrete tilfælde anses for at have en nytteevne, som er vigtigere end skadeevnen.


Se fx dommen om nødret i U 2019.1874 V, hvor en voksen person greb i nakken på en 10-årig dreng, der stod med en brandsprøjte i hænderne, det var en overtrædelse af voldsbestemmelsen i straffelovens § 244, men straffrit efter straffelovens § 13, stk. 1, om nødværge: Dommen klik her!


En lovlig politiforretning kan undtage politiet et erstatningsansvar:

Se U 2019.1069 V Politiet ikke erstatningsansvarlig over for udlejer for ødelagt dør, som politiet havde måttet sparke ind for at anholde eftersøgt person, da der havde været tale om en lovlig politiforretning, og politiet havde ikke handlet ansvarspådragende. Dommen klik her!


Man kan ikke blive erstatningsansvarlig over for sig selv.

De ting, som man ødelægger af sine egne ting, udløser ikke et erstatningsansvar, som der kan dækkes på ens ansvarsforsikring. Se fx. her nævnte dom:


Se dommen FED 2003.836: Som følge af identitet mellem forsikringstageren og ejeren af et sommerhus, var der ikke dækning på en erhvervsansvarsforsikring for skade forvoldt af forsikringstagerens ansatte under udførelse af entreprise på sommerhuset. Dommen klik her!


Studenteropgave:

Find retssager i UfR, som nærmere behandler objektive ansvarsfrihedsgrunde.

Link til UfR (ugeskrift for Retsvæsen). Dommen klik her!


Børns erstatningsansvar

Mange forældre tænker ikke umiddelbart over det, men ligesom voksne kan børn blive pålagt at betale erstatning for de skader, de forvolder på andre mennesker eller deres ting.5

Den skadelidte kan kræve erstatning, hvis barnet har handlet mere uforsigtigt, end fornuftige børn på samme alder normalt ville have gjort.

Børn helt ned til fire-fem år kan stilles til ansvar for de skader, de forvolder.

Barnet skal være skyld i uheldet. Hvis der er sammenhæng mellem et barns adfærd og en skade, kan barnet blive afkrævet erstatning, hvis man kan bebrejde barnet, at skaden er sket.

Den skadelidte kan rejse erstatningskrav, hvis skaden medfører et økonomisk tab, og der kan herudover i visse særlige tilfælde rejses krav om godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Der kan for eksempel kræves erstatning for tingsskade i form af ødelagte ejendele eller personskade i form af tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til helbredelse og godtgørelse for svie og smerte eller varigt mén.

Der kan dog ved tingsskade ikke gøres erstatningsansvar gældende over for et barn, hvis skadelidte har tegnet en tingsforsikring (fx. en indbo- eller kaskoforsikring), der dækker skaden.

Det gælder dog ikke, hvis barnet har forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Når en domstol skal afgøre, om en skadevolder skal betale erstatning, ser den på, hvordan en fornuftig borger ville have handlet i en tilsvarende situation.

Hvis skadevolder har handlet anderledes og mere uforsigtigt end en fornuftig borger, har skadevolder begået en fejl og skal som udgangspunkt betale erstatning.


Fire typer ansvar

Når det drejer sig om et barn under 15 år, sammenligner man ikke med en voksen.

Derimod ser man på, hvordan et barn på samme alder normalt ville handle i en tilsvarende situation.


Situationer:

En pige åbner en dør og rammer én på den anden side, der får ødelagt sit ur. Pigen kan ikke gøre for, at hun rammer uret. Det kaldes hændeligt uheld, og den, der har lidt skaden (den skadelidte), har ikke krav på erstatning.

To piger pjatter på fortovet. De ser sig ikke for, og den ene går ud foran en cyklist, som vælter og brækker armen. Pigen handlede uforsigtigt. Det kaldes simpel uagtsomhed. Derfor skal hun betale erstatning.

En dreng snupper en telefon fra en kammerat og kaster den op i luften. Han taber telefonen, og den går i stykker. Drengen ved, at han risikerer at tabe telefonen. Alligevel kaster han rundt med den. Det kaldes grov uagtsomhed. Derfor skal han erstatte telefonen.

En dreng kaster en sten gennem en rude på skolen, fordi han er sur over, at en lærer har skældt ham ud. Drengen ødelægger ruden med vilje. Det kaldes forsæt, og han skal betale erstatning.

Den skadelidte kan rejse erstatningskrav, hvis skaden medfører et økonomisk tab, og der kan herudover i visse særlige tilfælde rejses krav om godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Der kan for eksempel kræves erstatning for tingsskade i form af ødelagte ejendele eller personskade i form af tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til helbredelse og godtgørelse for svie og smerte eller varigt mén.

Der kan dog ved tingsskade ikke gøres erstatningsansvar gældende over for et barn, hvis skadelidte har tegnet en tingsforsikring (fx. en indbo- eller kaskoforsikring), der dækker skaden.

Det gælder dog ikke, hvis barnet har forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.


Skader under leg

Der opstår let skader, når børn kommer i kropskontakt, for eksempel når de leger og dyrker sport, og her er det sjældent, at nogen af børnene kan gøres ansvarlige.

Dels indebærer deltagelse i leg i sig selv en vis risiko, dels er det svært at placere ansvaret blandt børnene.

Opstår skaden under en leg, der må betegnes som farlig, vil børnene dog kunne gøres ansvarlige, for eksempel hvis de slås med køller, og den ene slår den anden i hovedet.

Da de to børn begge har handlet uagtsomt ved at deltage i den fælles leg, vil den skadelidte som udgangspunkt kun få halvdelen af sit tab erstattet.


Nedsættelse eller bortfald af børns erstatningsansvar

I nogle tilfælde kan et barns erstatningsansvar blive nedsat eller helt falde bort. Det kan for eksempel ske på grund af:

  • Manglende udvikling hos barnet.

Eksempel: Er et seksårigt barn kun udviklet som en treårig, bliver barnet sammenlignet med, hvad et treårigt barn burde vide.

  • Handlingens beskaffenhed. For eksempel hvis skaden er sket på en for barnet kompliceret måde.

Eksempel: Hvis to otteårige drenge leger med en drage, der vikler sig ind i nogle luftledninger, så de kortslutter, vil drengenes erstatningsansvar falde bort. Drengene er ikke gamle nok til, at de burde indse, hvad der får ledninger til at kortslutte.


Forældre skal føre tilsyn

Børns erstatningsansvar overføres ikke til forældrene, men forældrene kan idømmes et selvstændigt ansvar, hvis deres adfærd har haft betydning for, at barnet har forvoldt skaden. Det sker:

Hvis de ikke har ført et rimeligt tilsyn med barnet eller ikke har fortalt barnet, hvordan det skal opføre sig.

Og denne forsømmelse har været årsag eller medvirkende årsag til, at barnet forvoldte skaden.

Ingen kan holde øje med deres børn hele tiden, men jo mindre barnet er, desto større tilsynspligt har forældrene.

Børn, som er ældre end 10-11 år, er ofte selv i stand til at overskue følgerne af deres handlinger.

Om tilsynspligten anses for at være tilsidesat, vurderes i hvert enkelt tilfælde.

Da der er tale om et selvstændigt ansvar for forældrene, er det ikke en forudsætning, at man også kan pålægge barnet et ansvar for skaden.


Skader i skolen

I skolen overtager de ansatte pligten til at føre tilsyn med børnene. Hvis en skade på en elev eller elevens ting skyldes, at en ansat ikke har holdt godt nok øje med eleverne, vil skolen kunne gøres ansvarlig.


Forældrene skal betale

Hvis et barn er skyld i en skade, kan den, det er gået ud over, kræve en erstatning på op til 7.500 kroner pr. skadegørende handling af den, der har forældremyndigheden.

Det gælder, selv om forælderen ikke kan bebrejdes, at skaden er sket. Har forældrene fælles forældremyndighed, hæfter de solidarisk for de 7.500 kr.

Hvis forældrene selv kan bebrejdes noget – fx. manglende tilsyn – kan forældrene gøres erstatningsansvarlige for hele den skade, deres barn forvolder.

Reglen om, at forældre hæfter for de første 7.500 kr. af barnets erstatningsansvar, har været gældende siden lov om hæftelse for børns erstatningsansvar trådte i kraft den 1. juli 2009.

Udsigten til at skulle betale, hvis børnene forvolder skader, skal motivere forældre til at fokusere på deres rolle som opdragere og på opdragelsens betydning for børnenes trivsel og adfærd.

Forældrene hæfter alene for de første 7.500 kroner. Hvis der er sket skade for et mindre beløb, skal forældrene kun betale et beløb svarende til det faktiske tab.

Er skaden større, skal barnet selv betale resten.


En eller flere skader

Hvis en mindreårig, for eksempel i forbindelse med gadeuroligheder, både skader en person med et stenkast og sætter ild til en bil, er der tale om to skadegørende handlinger.

Det betyder, at forældrene hæfter med indtil 7.500 kroner for hver skadegørende handling.

Hvis barnet sætter ild til en bil, og ilden breder sig til andre biler, er der tale om én skadegørende handling. Dermed hæfter forældrene for højst 7.500 kroner.

Er en skade forvoldt af to søskende i forening, hæfter forældrene for i alt 15.000 kroner.


Indboforsikringen kan dække

En indboforsikring indeholder typisk også en ansvarsforsikring for både forældre og børn.

Det betyder, at ansvarsforsikringen ofte dækker både den del af en skade, forældrene hæfter for (indtil 7.500 kroner), og den del, barnet eventuelt selv skal betale.

Uden en forsikring skal barnet og forældrene selv betale. Forældrene har dog kun pligt til at betale op til 7.500 kroner.

Når et barn er under 14 år, kan det være vanskeligt at afgøre, om en skade forvoldes med vilje, eller om den skyldes tankeløshed.

Derfor dækker familiens ansvarsforsikring typisk skader, som børn under 14 år har forvoldt uagtsomt, og skader, som de har forvoldt med vilje (“forsætligt”). Det gælder også hærværk.


Når barnet fylder 14 år

Sætter et barn på 14 år eller derover ild til en bil, smider en sten igennem en rude på skolen eller laver andre skader med vilje (forsætligt), betaler ansvarsforsikringen kun de 7.500 kroner, forældrene hæfter for.

Det er jo ikke forældrene, der har gjort noget forsætligt.

Resten må den skadelidte kræve, at barnet betaler.


Se fx. dommen U 1989.278 V: To brødre på 4 og 6 år, S og L, klatrede over hegnet til M’s minkfarm og åbnede her 979 bure, hvorfra 1882 dyr løb ud. Deres ansvarsforsikringsselskab havde alene villet anerkende erstatningsansvaret for M’s udgifter til indfangning af løsslupne mink (23.500 kr.), og S og L gjorde gældende, at den øvrige skade. (600.845 kr.) havde været psykologisk upåregnelig for dem og derfor ikke kunne kræves erstattet. Heri fik de ikke medhold af Vestre Landsret, idet der ikke var tale om atypiske skader, som det var rimeligt at lade M bære risikoen for. Der fandtes heller ikke grundlag for at nedsætte erstatningen efter myndighedslovens § 63, 2. led. Dommen klik her!


Erstatningsansvaret og EAL § 19

I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar, jf. EAL § 19, stk. 1, se nærmere erstatningsansvarsloven (EAL) i lovsamlingen. klik her!


Hovedreglen om, at der ikke er erstatningsansvar for en forsikringsdækket skade, gælder uanset ansvarsgrundlagets karakter.

Ansvaret bortfalder både i forhold til forsikringsselskabet og i forhold til skadelidte.

Sammenholdt med undtagelserne i EAL § 19, stk. 2 og i § 21 omfatter dog hovedreglen imidlertid kun følgende tilfældegrupper:

  1. ansvar for skader i privatlivet, der er forvoldt ved simpel uagtsomhed;

  2. ansvar for skader i privatlivet, der hviler på strengere ansvarsregler end culpareglen bortset fra de i § 21 nævnte (fx. DL 3-19-2 ved private tjenesteforhold, hundelovens § 8);

  3. arbejdstageres personlige ansvar for skader, der er forvoldt ved simpel uagtsomhed, jf. stk. 3.

Reglen gælder ikke enhver skadesforsikring, der omfattes af forsikringsaftaleloven, men kun forsikringer, hvor forsikringsydelsen bestemmes enten af tingens værdi eller af dens afkastningsinteresse i relation til en virksomheds drift. Kreditforsikringer, kautionsforsikringer og lign. falder derfor udenfor.


Se Højesteretsdom H.D. 9. september 2019 i sag 99/2018 og 160/2018 (1. afd.) En 14-årig dreng var erstatningsansvarlig for brandskader på en skolebygning, mens en 13-årig dreng blev frifundet. Lempelse af erstatningen.


Studenteropgave:

Find retssager i UfR, som nærmere behandler erstatningskrav mod børn.

Link til UfR (ugeskrift for Retsvæsen). Dommen klik her!


Video: Forsikring, erstatning og arbejdsgiveransvar Klik her!


Erstatningskravet og erstatningsbeløbet

I Lov om erstatningsansvar kan man læse, hvad der kan kræves i erstatning af en erstatningsansvarlig skadevolders forsikringsselskab. Man kan som skadelidt kræve erstatning for følgende:

  • Udgifter til behandling

  • Tabt arbejdsfortjeneste

  • *Svie og smerte**

  • **Varigt mén*

  • Tab af erhvervsevne

  • Dødsfald

  • Skader på ejendele

  • Advokatomkostninger.


Anmeldelse af erstatningskrav

Skadelidte skal henvende sig til den, der er skyld i skaden.

Har skadevolder en ansvarsforsikring, kan vedkommende anmelde skaden til sit eget forsikringsselskab.

Har skadevolderen ingen forsikring, må skadevolderen selv betale.

Skadelidte må eventuelt rejse sit krav om erstatning gennem en retssag.


Sådan bliver man erstatningsansvarlig i relation til ansvarsforsikringen

Flere forsikringer indeholder automatisk en ansvarsforsikring, der dækker, hvis en af de forsikrede bliver erstatningsansvarlig for en skade.

For mange er det svært at vurdere, hvornår de er ansvarlige for en skade, og hvornår ansvarsforsikringen dækker.

Derfor vil reglerne for, hvornår der er ansvar, kort blive gennemgået nedenfor.

Har man forvoldt en skade, er det naturligt, at man føler skyld og mener, at skadelidte skal have erstatning, enten fra en selv eller fra det forsikringsselskab, hvor man er ansvarsforsikret.

At føle skyld for en skade er ikke det samme som, at man juridisk er ansvarlig, og at skadelidte dermed har ret til erstatning.

I nogle tilfælde vil det fremgå af lovgivningen, om man er erstatningsansvarlig, mens det i tilfælde, hvor der ikke er lovgivet, vil være retspraksis (domstolene), der afgør, om man er erstatningsansvarlig.


Udgifter til behandling

Man kan få erstattet de udgifter til behandling, som ikke bliver betalt fra anden side (fx. den offentlige sygesikring eller sin egen ulykkesforsikring).

Det kan være udgifter til medicin, fysioterapi, kiropraktorbehandling, hjælpemidler og hjemmehjælp, som lægen har ordineret, eller rimelige udgifter til transport til og fra et behandlingssted.

Fremtidige helbredelsesudgifter bliver erstattet med et kapitalbeløb, der udbetales på én gang og udregnes efter regler, der er fastsat i loven.


Se om følgende udbetalingerne efter EAL:

  • Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

  • Erstatning for erhvervsevnetab, hvis denne udbetales som en løbende ydelse

  • Renter, uanset om beløbet, de vedrører, er skattepligtigt eller ej. Erstatningen er skattefri, men der skal betales skat af eventuelle renter.


Tabt arbejdsfortjeneste

Har man tab af indtægt som følge af uheldet, kan man kræve hele tabet erstattet.

Man får erstatning fra det tidspunkt, hvor uheldet skete, og indtil man kan begynde at arbejde igen.

Medfører skaden, at man vil få et varigt erhvervsevnetab, får man erstatning frem til det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over ens fremtidige erhvervsevne, se følgende dom:

U 2009.485 H: Erstatning for fremtidig tabt arbejdsfortjeneste efter ulykke, der forsinkede studerendes uddannelsesforløb.


Svie og smerte

Godtgørelse for svie og smerte ydes som kompensation for det ubehag og de smerter, som et uheld medfører.

Godtgørelsen kan kræves for perioden fra tidspunktet for uheldet, og normalt så længe man er sygemeldt. Godtgørelsen bliver givet efter en fast takst.


Der er også mulighed for som ofre at få udbetalt en tortgodtgørelse i forbindelse med en forbrydelse:

(TfK – Tidsskrift for Kriminalret)

TfK 2015.1100: Fængsel i 1 år og betinget udvisning for forsøg på voldtægt. Tortgodtgørelse på 30.000 kr.

TfK 2015.729: Fængsel i 1 år og 3 måneder for at have tiltvunget sig oralt samleje uden kondom med prostitueret. T var tidligere straffet for voldtægt. F blev tilkendt 40.000 kr. i tortgodtgørelse.

TfK 2015.575: 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1, ved mors samleje med 17-årig biologisk søn. Tortgodtgørelse på 20.000 kr.

TfK 2016.1271: Fængsel i 5 måneder til T, der havde skaffet sig andet seksuelt forhold end samleje med F, der var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig handlingen. Tortgodtgørelse 15.000 kr.


Tortgodtgørelse kan også kræves udbetalt i andre retsforhold:

Se U 2019.2972 Ø: Udlejer pålagt at betale tortgodtgørelse til lejer for på ny at have begæret udsættelse af beboelseslejemål på et mangelfuldt grundlag, jf. retsplejelovens § 598, stk. 2, jf. 505, stk. 1.


Godtgørelse for varigt mén

Hvis man får varige gener i sin dagligdag på grund af uheldet, kan man kræve godtgørelse for varigt mén.

Størrelsen af ens mén angives i ménprocent.

Det er et lægeligt skøn, der afgør, hvor stort ens mén bliver.

Det skal være mindst 5 procent, for at man kan få godtgørelse.

Er man fyldt 40 år, bliver godtgørelsen reduceret i forhold til ens alder. Godtgørelsen for varigt mén har intet med ens (evt. tidligere) erhverv at gøre.

Derfor vil man måske opleve, at man sagtens kan passe et kontorjob, selv om man har fået erstatning for varigt mén, hvorimod man måske ville have svært ved at passe et job, der var fysisk hårdere.


Erhvervsevnetabserstatning

Hvis uheldet betyder, at man mister mindst 15 procent af ens evne til at erhverve indtægt ved arbejde, kan man få erstatning for tab af erhvervsevne.

Erstatningens størrelse afhænger af ens løn lige før uheldet, ens alder på uheldstidspunktet og størrelsen af ens erhvervsevnetab.

Erstatningen bliver udregnet efter regler fastsat i loven.

Var man fyldt 30 år på tidspunktet for uheldet, bliver ens erstatning nedsat i forhold til ens alder.

Man kan også kræve erstatning, selv om man ikke har nogen egentlig indtægt.

For børn, der normalt ingen indtægt har, bliver erstatningen fastsat ved, at ménprocenten bliver ganget med en “normalårsløn”, der er fastsat i loven. Dette resultat bliver herefter ganget med 10.

For hjemmearbejdende og studerende bliver erstatningen fastsat ud fra et skøn over den økonomiske værdi af deres arbejdskraft på det tidspunkt, hvor de kom til skade.

Erhvervsevnetabserstatningen bliver udbetalt på én gang.


Dødsfald

Der gives erstatning for rimelige begravelsesudgifter.

En efterladt ægtefælle eller samlever har desuden krav på et såkaldt “overgangsbeløb”.

Dette beløb skal gøre den økonomiske overgang fra gift/samlevende til enlig nemmere.

Beløbets størrelse er fastsat i loven. Der kan dog ikke både gives erstatning for begravelsesudgifter og betales overgangsbeløb.


Afdøde havde forsørgerpligt

Forsørgertabserstatning til ægtefælle eller samlever udgør 30 procent af den erstatning, som afdøde ville have fået udbetalt ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen.

Der er dog fastsat et minimum- og et maksimumbeløb.

Efterlevende børn får en erstatning, der svarer til summen af de børnebidrag, som afdøde på skadetidspunktet kunne være pålagt at betale.

Erstatningen bliver fordoblet, hvis afdøde var eneforsørger.


1.20 Introduktion til forsikringsretten

For en mere væsentlig uddybning af forsikringsretten for de studerende, som der vil vælge forsikringsvejen, se nærmere e-bogens kapitel 25, samt bogen hos Hans Reitszels Forlag: Introduktion til forsikringsreglerne:

Forsikringer og pensioner er især reguleret i

  • Lov om finansiel virksomhed (FIL)

  • Forsikringsaftaleloven (FAL)

  • Pensionsbeskatningsloven (PBL)

  • Pensionsopsparingsloven (POL)


Video: Forstå forsikring på 3 minutter Klik her!


Video: Birgitte sælger forsikringer Klik her!


Video: Bliv skadesbehandler I forsikringsselskab Klik her!


Indgåelse af en forsikringsaftale

Forsikringsaftalen omfatter enhver aftale, som indgås mellem på den ene side en forsikringsgiver (forsikringsselskabet) og på den anden side forsikringstageren.6

En forsikringsaftale kan således defineres som en aftale, hvor forsikringsselskabet (forsikringsgiver) overtager den økonomiske risiko for en uvis begivenheds indtræden mod et vederlag (præmie), der kan beregnes statistisk af forsikringsselskabet.

Det kan ikke antages, at den, der tegner forsikring, har en egentlig oplysningspligt, medmindre det må antages, at oplysningen vedrører forhold som forsikrede må vide har betydning for risikobedømmelsen, jf. FAL § 7.

Forsikrede vil i almindelighed kunne indskrænke sig til redeligt at besvare de stillede spørgsmål i ”forsikringsbegæringen”, se nedenfor.

En forsikringsaftale er normalt en standardkontrakt og vil blive fortolket imod forsikringsselskabet, hvis indholdet er uklart, jf. nærmere koncipistreglen i aftalelovens § 38 b.

For indgåelse af en forsikringsaftale gælder aftalelovens almindelige regler.

Det er relevant at nævne, at der er pligt til at brandforsikre en ejendom, såfremt man ønsker den finansieret.


Se nævnspraksis i Forsikringsankenævnet:

Sagsnr.: 83897: Klager over afvisning af dækning for feriekompensation. Klager anmeldte, at hun var blevet syg under en ferierejse i Guadeloupe, der var et oversøisk fransk departement. Selskabet henviste til, at Guadeloupe ikke var omfattet af forsikringens geografiske dækningsområde, EU/EØS. Selskabet henviste til policen og påpegede bl.a., at forsikringen alene dækkede i de lande, der var omtalt i forsikringens definition af EU/EØS. Nævnet fandt, at policen og forsikringsbetingelserne var udformet på en sådan måde, at forsikringstageren ikke kunne få et klart og entydigt svar på, hvilke geografiske områder, der var dækket. Nævnet bemærkede, at opstod der tvivl om forståelsen af en aftale, og havde det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling, fortolkedes vilkåret på den måde, som var mest gunstig for forbrugeren, jf. aftalelovens § 38 b. Da Guadeloupe var en del af Frankrig, var selskabet ikke berettiget til at afvise at yde forsikringsdækning. Klager medhold.


U 1990.426 Ø: En bils bagagerum bag bagsædet var dækket af et vandret siddende gardin, som løftedes, når bagklappen åbnedes. Der skete tyveri fra bagagerummet. Bilens døre havde været låst. Ifølge vilkårene dækkede forsikring, hvis det stjålne lå i »låst bagagerum og ikke var synligt udefra«. Antaget, at vilkårenes ordlyd ikke med tilstrækkelig klarhed angav, at der – som påstået af forsikringsselskabet – skulle være adskillelse mellem bilens kabine og bagagerummet på en sådan måde, at adgang til bagagerummet fra kabinen alene var mulig ved voldelig opbrydning. Forsikringsvilkårene var derfor opfyldt. Ifølge lov om forsikringsvirksomhed kan forsikring kun drives i selskabsform, og kun selskaber, som har opnået koncession, dvs. tilladelse, fra Finanstilsynet til at drive forsikringsvirksomhed, kan indgå forsikringsaftaler. Forsikringsaftaler er endvidere – med få undtagelser, eksempelvis arbejdsskadeforsikring – omfattet af forsikringsaftaleloven, der indeholder en række ufravigelige bestemmelser, der har til formål at beskytte forsikringstagerne mod urimelige aftalevilkår.


Ved en forbrugerforsikring forstås en forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv.


Video: Unge og Forsikringer | Gode råd om forsikringer Klik her!


Bevisbyrderegler

Forsikringsselskabet har bevisbyrden for, at en forsikringsaftale ikke er en forbrugerforsikring.

Dette er svarende til, hvad der gælder efter bl.a. aftaleloven, købeloven og forbrugeraftaleloven.

Det er som udgangspunkt forsikringstageren, der skal bevise, at man har ret til at få erstatning fra ens forsikringsselskab. Dermed er det forsikringstageren, der har bevisbyrden.

I nogle tilfælde er det forsikringsselskabet, der har bevisbyrden.

Mener selskabet, at en forsikringsbegivenhed (tyveri, skade mv.) ikke er dækket af forsikringen, fordi den er omfattet af en undtagelse i forsikringsbetingelserne, skal selskabet bevise dette.

Mener selskabet, at man ved købet af forsikringen har givet forkerte (urigtige) oplysninger, skal selskabet bevise dette.

Har man afgivet urigtige oplysninger, kan det betyde, at selskabet opsiger ens forsikringer tilbage til tegningstidspunktet.

Tilsvarende har selskabet bevisbyrden, hvis selskabet mener, at man er underforsikret, eller at forsikringen er ophørt, fordi selskabet har opsagt ens forsikring.

Mener selskabet, at en anden person skulle stå som ejer eller bruger af bilen i din forsikringspolice, er det også selskabet, der skal bevise, at den pågældende person er rette ejer eller bruger.

Det har betydning for størrelsen af præmien og for erstatningen, hvis der ikke er betalt korrekt præmie.

Selskabet har også bevisbyrden, hvis det anfører, at man har undladt at sikre genstande på passende måde (det vil sige at der fareforøgelse), eller at man har undladt at begrænse ens tab, efter at skaden er sket.

Eksempelvis skal forsikringsselskabet bevise, at man har kørt alkoholpåvirket, at man har kørt over for rødt, at man har kørt alt for hurtigt eller på anden måde har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Hvis selskabet gør gældende, at ens krav er forældet, er det selskabet, der skal bevise dette. I alle sager gælder, at det kan have betydning for beviset, hvis en af parterne ikke vil eller kan fremlægge visse oplysninger.

Det kan således indgå i bevisvurderingen, hvis man ikke vil give samtykke til, at selskabet indhenter lægelige eller kommunale akter, teleoplysninger eller lignende, som er af væsentlig betydning for ens sag.


Hvad menes der med ordet »forsikringstager«? Den (person eller virksomhed), der har indgået aftale om forsikring med forsikringsselskabet (forsikringsgiver).

I livsforsikring er forsikringstager den person, der betaler og ejer forsikringen, mens „forsikrede“ er den person, hvis liv eller helbred er forsikret.

Ved livsforsikring dog kaldet den »den begunstigede«.

Det vil – medmindre andet er aftalt – være forsikringstageren, der får forsikringen udbetalt.

Ofte er forsikringstager og forsikrede samme person.


Har man pligt til at tegne forsikring?

Der er en lovbestemt pligt til at tegne forsikringer inden for en række retsområder.

Der er forsikringspligt indenfor bl.a. arbejdsskadeloven, færdselsloven, jagtloven og hundeloven.


Se domspraksis om en sag vedrørende jagtansvarsforsikringen:

FED 2012.14: Jagt blev afbrudt og deltagerne kørte et andet sted hen for at spise frokost. Efter frokost ville jægerne A og B justere A’s riffel, men ved et uheld blev A dræbt, da B utilsigtet affyrede riflen. Den lovpligtige jagtansvarsforsikring, F1, afviste at dække skaden med henvisning til, at denne forsikring kun dækker under „jagt eller i umiddelbar forbindelse med jagtens påbegyndelse eller afslutning“. B’s almindelige ansvarsforsikring, F2, dækkede skaden, men gjorde regres over for F1 og gjorde bl.a. gældende, at vådeskudsulykken skete i en for jagten naturlig tilknyttet situation, hvor der blev håndteret jagtvåben. Landsretten fandt ikke, at ulykken var sket under jagt, eller at den havde haft en sådan tæt tidsmæssig og stedlig tilknytning til jagt, at ulykken kunne anses som sket i umiddelbart forbindelse med jagtens påbegyndelse eller afslutning. F1 blev derfor frifundet. Dommen klik her!


Video: Kan alle få almindelige forsikringer? Klik her!


Hvordan man ansøger om en forsikring?

Det sker via et skema kaldet en „forsikringsbegæring“, hvor man giver forsikringsselskabet de oplysninger, som danner grundlag for forsikringens art, størrelse, risiko og antagelsesvilkår.

Forsikringsbegæringen vil normalt indeholde oplysninger om ens person m.m. og omfatte en række spørgsmål, som man skal besvare til belysning af risikoforholdene.

Disse spørgsmål har man pligt til at besvare i nøje overensstemmelse med de faktiske forhold.

Forsikringsselskabet må ikke i forbindelse med eller efter indgåelse af forsikringsaftaler anmode om, indhente eller modtage og bruge oplysninger, der kan belyse en persons arveanlæg og risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdomme, herunder kræve undersøgelser, som er nødvendige for at tilvejebringe sådanne oplysninger.

Det gælder dog ikke oplysninger om den pågældendes nuværende eller tidligere helbredstilstand.

Dette indebærer bl.a., at forsikringsselskaber og pensionskasser ikke må betinge indgåelsen af en aftale af, at der fremlægges såkaldte prædiktive genetiske tests, og heller ikke senere må anmode om at få foretaget sådanne undersøgelser med henblik på eventuel ændring af aftalevilkårene eller opsigelse af aftalen.

Ved prædiktive genetiske test forstås undersøgelser af en persons arvemasse, som belyser en sygdomsrisiko og gør det muligt at drage slutninger med hensyn til den pågældendes fremtidige helbredstilstand, som ikke direkte og på kortere sigt afspejler en udvikling i en allerede opstået sygdom.

Eksempler på sådanne test er DNA-analyser, RNA-analyser, vævstype- og blodtypeundersøgelser.

Forsikringsselskaberne og pensionskasserne må heller ikke spørge om, hvorvidt den pågældende tidligere har fået foretaget en prædiktiv undersøgelse.

Et forsikringsselskab eller en pensionskasse må derimod gerne indhente oplysninger om forebyggende undersøgelser hos læger eller sygehuse, hvis oplysningerne vedrører sygdomme, forsikrings- eller pensionstager tidligere har haft, eller som allerede er i udbrud.

Et forsikringsselskab eller en pensionskasse må ligeledes anmode om og bruge oplysninger om tidligere eller aktuelle sygdomme hos andre personer, herunder forsikrings- eller pensionstagers slægtninge.


Forsikringsaftalen kommer i stand, ved at forsikringsselskabet accepterer ens forsikringsbegæring, enten i form af et antagende svar eller eventuelt blot ved fremsendelse af en police til forsikringstageren.

Et forsikringselskabs afslag på at tegne en forsikring som begæret og forsikringsselskabets opsigelse af en forsikringsaftale skal efter anmodning begrundes.

Begrundelsen i FAL § 3 b skal indeholde en henvisning til de relevante retsregler samt en kort redegørelse for, hvorfor forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges.

Begrundelsen skal efter anmodning være skriftlig.


1.21 Quiz om erstatningsreglerne og den forsikringsmæssige afdækning

Quiz Erstatningsreglerne


Video: Negativ kontraktsinteresse og positiv opfyldelsesinteresse Klik her!


1.22 Anticiperet misligholdelse

Anticiperet misligholdelse udgør tilfælde, hvor sælger får kendskab til købers manglende betalingsevne, før betalingstiden er inde.7

Købelovens §§ 39-41 indeholder regler om særlige tilfælde af anticiperet misligholdelse fra køberens side i form af konkurs eller insolvens. Reglerne har til formål at yde sælgeren en videregående beskyttelse end den, der følger af almindelige obligationsretliger regler og købelovens §§ 28 og 29 derved, at sælgeren ved bestemmelserne bl.a. tillægges en standsningsret, jf. købelovens § 39. Dernæst gives sælgeren særlige beføjelser ved køberens konkurs, jf. købelovens §§ 40-41. Bestemmelserne angår både kontant- og kreditkøb, men har pga. reglerne om samtidighed i §§ 14-16 primært betydning i kreditkøb. Købelovens §§ 39-41 er udformet i overensstemmelse med reglerne i konkurslovens kapitel 7 om gensidigt bebyrdende aftaler.8


1.23 Debitor- og kreditorskifte


Video: Debitor- og kreditorskifte Klik her!


1.24 Fordringers ophør

Modregningsadgang

Modregning er en måde at opfylde/afslutte krav på.

Modregning bringer krav til ophør i det omfang, kravene dækker hinanden.


Figur 1.1: Modkrav og hovedkrav, skyldner på hovedkravet Bonnie vil modregne



Se det gældende hovedprincip om modregningsadgang fra romerretten: “inter easdem personas”; modregning kan som udgangspunkt kun ske når hovedkrav og modkrav er mellem de samme personer.


Modregning gøres ved, at den ene parts krav fratrækkes den anden parts krav.

Modregning har karakter af betaling.

Modregning er en forenkling af betalingssystemet.

Ved modregning opgiver den ene part sit krav hos den anden part.

Men samtidig bringer han sin gæld til den anden til ophør.

Han får således lov til at beholde den ydelse, som han ellers skulle have betalt til opfyldelse af sin skyld.

Modregning gør ikke, at parterne slipper for at overholde reglerne i lovgivningen.

Lovgivningen om bogføring og anden lovgivning (beregning af moms osv.) skal naturligvis overholdes.

Modregning har også karakter af privat tvangsfuldbyrdelse.

Modregning kan nemlig ske, hvis den ene part ønsker det.

Der behøver ikke at foreligge en aftale mellem parterne eller et samtykke fra modparten.

Modregningen indebærer altså, at fordringen bliver opfyldt, selv om en part ikke kan eller vil betale.

Modregning sker ved, at den ene part afgiver en erklæring (modregningserklæring) om modregning til den anden.


I modregning gælder der et særligt sprogbrug af juridiske begreber:

Modregneren: Den der ønsker at modregne og derfor afgiver en modregningserklæring.

Hovedmanden: Modtageren af modregningserklæringen.

Modfordringen: Modregnerens tilgodehavende hos den anden part.

Hovedfordringen: Modregnerens skyld til den anden part.

Konneksitet: Det betyder, at der er tale om krav, som har fælles oprindelse. Konneks anvendes om fordringer, der udspringer af samme retsforhold, dvs.at hovedkravet og modkravet udspringer af det samme retsforhold.

Fx, at forbrugeren skylder afdrag (hovedkravet) i forbindelse med køb af en bil, og at der er konstateret mangler ved bilen, som køberen vil modregne (modkravet) i de afdrag, der skyldes på bilen overfor sælgeren.

Der er udvidet adgang til modregning med konnekse modfordringer.

Se nedenfor de 4 beingelser for, at der kan foretages “tvungen ikke-konneks modregningsafgang”, dvs. at hovedkrav og modkrav ikke udspringer af det samme retsforhold fx. kreditkøb af en bil samt mangler ved købet af en anden bil.


Ved tvungen ikke-konneks modregning kan modregning ske, uden at der foreligger en aftale om modregning mellem parterne.

Tvungen ikke-konneks modregning iværksættes ved, at modregneren afgiver en modregningserklæring.

Modregningserklæringen har karakter af påbud til hovedmanden.

Han kan derfor ikke afvise erklæringen, og den har virkning, så snart den er kommet frem til ham.

Fordringer vedbliver således med at bestå med deres fulde beløb, indtil modregning er erklæret, og ophører først, når erklæringen er nået frem til hovedmanden.


Betingelser for tvungen ikke-konneks modregning

For at tvungen ikke-konneks modregning må finde sted, er der en række betingelser, der skal være opfyldte.

Disse betingelser skal alle være opfyldte på det tidspunkt, hvor den tvungne ikke-konnekse modregning iværksættes.

Betingelserne er følgende:

1. Kravene er udjævnelige.

2. Kravene er afviklingsmodne.

3. Kravene er gensidige.

4. Modkravet er retskraftigt.


Ad. 1. Kravene til udjævnelighed

Betingelsen om udjævnelighed betyder, at kravene kan benyttes til korrekt opfyldelse af hinanden.

Betingelsen om udjævnelighed er opfyldt, når både hovedfordringen og modfordringen er pengefordringer.

Dvs. krav om “komputabel”; sammenregnelig.

Det er en betingelse for modregning, at hovedfordring og modfordring er komputable, fx. 2 krav på penge.

Hovedkravet er penge og modkravet er penge.

Kravene behøver ikke at være lige store, for at tvungen modregning må gennemføres.

Blot kravene er delelige, må der modregnes over for en hovedfordring, der er større end modfordringen, og modregnes med en modfordring, der er større end hovedfordringen.


Ad. 2. Kravene er afviklingsmodne

At kravene er afviklingsmodne betyder, at modfordringens forfaldstidspunkt er kommet, mens hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal være kommet.

Forfaldstidspunktet er det tidspunkt, hvor kreditor kan kræve, at debitor betaler, hvad debitor skylder.

Frigørelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor debitor har ret til at frigøre sig ved at betale, hvad debitor skylder.

Denne betingelse er begrundet i, at en kreditor kan kræve betaling, når forfaldstidspunktet er kommet, mens en debitor kan frigøre sig fra sin gæld, når frigørelsestidspunktet er kommet.

Med “forfaldstidspunkt” menes sidste rettidige betalingsdag, da betaling som udgangspunkt ikke må kræves før da.


Ad. 3. Kravene er gensidige

Modregning må kun ske, hvor to personer (fysiske og/eller juridiske personer) har krav på hinanden, således at debitor efter den ene fordring er kreditor efter den anden fordring.


Ad. 4. Modkravet er retskraftigt

At modkravet skal være retskraftigt betyder, at modfordringen ikke må være bortfaldet, fx ved “forældelse” eller "præklusion:

En ret kan ophøre ved præklusion, hvis retten ikke gøres gældende rettidigt fx en kreditors krav, når der indrykkes et proklama i et dødsbo.

Hvis modfordringen er bortfaldet, er modregning udelukket.


Ophør ved forældelse

Der bliver behandlet følgende vigtige emner vedrørende forældelse:

  • Hvorfor forældelsesregler?

  • Retsvirkningerne af forældelse

  • Om forældelsesfrister i forældelsesloven

  • Forældelsesfrister - pengelån, indlån, kaution

  • Afbrydelse af forældelse

  • Passivitetsgrundsætningen


Hvorfor forældelsesregler?

Forældelsesreglerne er nødvendige regler, der primært er til for at udelukke gamle krav, som det kan være svært at føre bevis for eksistensen af, eller krav, som de involverede parter havde indrettet sig på ikke længere eksisterede.

Uden forældelsesreglerne kunne der opstå mange uløselige, indgribende og urimelige tvister mellem mange parter.

De almindelige forældelsesregler er samlet i forældelsesloven, men der finder også en række forældelsesfrister vedrørende særlige retsforhold i andre love, fx i købeloven.


Forældelsesloven (FL; Lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015 om forældelse af fordringer), se forældelsesloven i Lovsamlingen. klik her!


Forældelsesloven omfatter:

Fordringer på penge eller andre ydelser, fx:

  • Krav på løn.

  • Krav på erstatning.

  • Krav efter en faktura.

Forældelsesloven omfatter ikke:

  • Tinglyste pantebreve.

  • Krav på andet end penge.


Særlige krav kan være forældet efter andre regler, fx købelovens reklamationsregler §§ 81 og 83.

Skyldner skal ikke betale, hvis kravet er forældet.


Forældelsesfristen løber fra det tidligste tidspunkt kreditor kunne kræve betaling:

  • Forfaldstidspunkt, der hvor skyldner skal betale fordringen.

  • Misligholdelsestidspunkt, hvis en kontrakt bliver misligholdt.

  • Skadestidspunkt, hvis kravet opstår som følge af erstatningsansvar for en skade.


Retsvirkningerne af forældelse

Når forældelsen faktisk indtræder, ophører forpligtelsen helt med at eksistere – uanset om de involverede parter har kendskab til fordringen eller ej, eller om de med vilje ikke har betalt.

Det er heller ikke nødvendigt at meddele modparten, at kravet er forældet. Man kan forholde sig passiv.

Renter mv. af en forældet fordring bliver forældede samtidig med selve fordringen, uanset hvornår de er opstået.

Det er i mange situationer muligt at aftale, at forældelsen ikke skal indtræde.

Dog kan forældelsesfristerne i forældelsesloven ikke på forhånd fraviges til skade for en forbruger.


Om forældelsesfrister i forældelsesloven

Forældelseslovens opbygning er lavet sådan, at der er en almindelig forældelsesfrist på 3 år (den relative forældelsesfrist).

Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1.


## 
## Attaching package: 'timevis'
## The following object is masked from 'package:chartjs':
## 
##     %>%

Figur 1.2: Forældelsesfrister i forældelsesloven


Denne regel er dog suppleret med en lang række andre frister og udsættelsesmuligheder, der gælder for særlige situationer og særlige retsforhold.

Alle fristerne i forældelsesloven skal som hovedregel regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve fordringen opfyldt.

Det følger af forældelseslovens § 2, som der dog også er undtagelser til.

Forældelsesfrister (se tabellen nedenfor)

Tabel 1.1: Forældelse 3 og 10 år
Forældelse 3 år HR alle krav fx. Forældelse 10 år, når der er en undtagelse fx.
Mangler fast ejendom Gældsbrev
Renter Frivilligt forlig
Rykkergebyrer Dom
Overtræk kontokort Pengelån
Rådgiveransvar Ubevilliget overtræk Bank
Kassekredit indenfor maksimum

Forældelsesfrister - pengelån, indlån og kaution


Forældelsesloven indeholder særlige frister for visse fordringer, der har særlig interesse for pengeinstitutter og andre långivere.

For pengelån og overtræk er forældelsesfristen 10 år. For renter og gebyrer heraf dog kun 3 år, jf. forældelseslovens § 6.

For indlån i pengeinstitutter er forældelsesfristen 20 år fra seneste kontobevægelse jf. forældelseslovens § 7.

Når en fordring er sikret ved kaution, forældes kautionen ligesom den fordring, der kautioneres for. Det vil sige, at kaution for pengelån forældes efter 10 år.


HR: Alle krav forældes efter 3 år, jf. FL § 3, stk. 1, fx:

  • Krav på renter og rykkergebyrer.

  • Krav som følge af mangler ved fast ejendom.

  • Overtræk på et kontokort.

U: Nogle krav forældes efter 10 år, fx:

  • Underskrevet gældsbrev.

  • Frivilligt forlig.

  • Dom.

  • Pengelån.


Afbrydelse af forældelse

I forældelseslovens kapitel 5 findes der nogle regler om, hvordan forældelsen kan afbrydes.

Det vil sige, at fristen kan komme til at løbe længere end det umiddelbare udgangspunkt.

Der skal sondres mellem egentlig afbrydelse og foreløbig afbrydelse.

Egentlig afbrydelse af en forældelsesfrist kan ske ved anerkendelse af gælden, eller ved at fordringshaverne foranstalter tvangsinddrivelse.

Konsekvensen af afbrydelsen er, at fristen ikke løber længere.

  • Når fristen afbrydes, starter den forfra.

  • Afbrydelse sker når.

  • Skyldner erkender at skylde pengene, fx når:

  • Skyldner betaler renter og afdrag.

  • Underskriver et frivilligt forlig.

  • Eller accepterer på anden måde.

  • Vil skyldner ikke erkende gælden, må skyldner foretage retslige skridt, fx:

  • Forfølge krav i Fogedretten.

  • Klage til et privat godkendt tvistløsningsorgan (klage- og ankenævn fx. forsikringsankenævnet og Det Finansielle Ankenævn).


Suspenderet forældelsesfrist:

Betyder at fristen løber først fra et senere tidspunkt.

Hvis kreditor ikke kendte til kravet (fx fordi kreditor ikke er klar over, at der er en skade).

Hvis kreditor ikke kendte til skyldner (fx fordi kreditor ikke ved, hvem der har ansvar for skaden).

Fristen kan ikke suspenderes ud over de lange frister på 10 eller 30 år (miljø- og personskader).


Passivitetsgrundsætning

Der gælder en almindelig uskreven passivitetsgrundsætning i dansk ret.

Passivitetsgrundsætninger hviler på spørgsmålet om, hvorvidt kreditor ved at forholde sig passiv i en længere periode har givet debitor en berettiget forventning om, at kreditor ikke har til hensigt at forfølge sit krav.


Hvis man som debitor vil påberåbe sig en ulovfæstet passivitetsgrundsætning som grundlag for, at kreditor ikke længere har en ret til at kræve betaling skal der udover at være passeret en længere rum tid også være nogle andre forhold der gør, at debitor ikke længere regnede med, at kreditor havde til hensigt at forfølge sit krav.

  1. Er debitor i god tro?

  2. Skyldes vildfarelsen vedrørende betaling overvejende kreditors forhold?

  3. Er fejlen opdaget og rettet hurtigt?


Sådanne nogle andre forhold skal vurderes ud fra den konkrete situation.

Det kan således ikke udelukkes, at domstolene i en konkret situation finder, at kreditor har fortabt sin ret til at kræve betaling på baggrund af passivitetsbetragtninger.


Video: Forældelse af erstatningskrav Klik her!


Video om forældelsesfrister ved gæld Klik her!


Video: Gode råd om gæld og om forældelse Klik her!


Video om at få styr på sin gæld. Omkostninger og forældelse Klik her!


Deponering

Aftalt deponering eller efter deponeringsloven (Lovbekendtgørelse nr. 339 2. april 2014 om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering).

Deponeringsloven vedrører en debitors mulighed for med frigørende virkning at deponere sin ydelse i form af penge eller værdipapirer med den virkning, at debitor stilles, som om han havde opfyldt sin forpligtelse.

Deponering betyder, at debitor betaler til en konto i en bank med frigørende virkning


Deponering kan ske, når:

  • Debitor ikke kan betale på grund af kreditors forhold, fx hvis kreditor er væk.

  • Kreditor ikke vil opfylde debitors betingelser, fx udlevere en kvittering.

  • Det er uvist, hvem der er rette kreditor.

  • Deponering kan ikke ske i andre tilfælde - heller ikke fx hvis debitor er utilfreds med huslejens størrelse.


Lidt begreber:

“Deponering”: En betaling, som er betinget af, at visse krav bliver opfyldt.

“Depositar”: Den person, der påtager sig at opbevare en værdi (ting såvel som penge) for en anden. Depositaren forpligter sig samtidig til at tilbagelevere den samme ting.


1.25 Quiz om ophør af fordringer

Quiz Ophør af fordringer



1.26 Fordringer med flere kreditorer og flere debitorer

Video: Hæftelse Klik her!


1.27 Køb af tjenesteydelser

En tjenesteydelse er betegnelsen for en arbejdsydelse eller anden ydelse, hvor der ikke er tale om køb af en egentlig vare. Det kan fx være flytning, rensning, underholdning, leje af løsøre, fx husholdningsapparater, abonnementsaftaler, transport, frisør, teleydelser, reparationer og håndværksaftaler.

Handler du med tjenesteydelser og ikke varer, gælder der andre regler end købeloven. Der findes ikke en lov, i lighed med købeloven, der indeholder præcise regler for kundens rettigheder herunder fx, hvornår en tjenesteydelse er mangelfuld.


For at vurdere, om en tjenesteydelse er mangelfuld, benytter man dog bl.a. de samme principper, som købeloven beskriver om mangelfulde varer.

Opstår der en strid, må man se på, hvad der er aftalt, om den ydelse, der er leveret, er af god faglig standard, og hvad kunden med rimelighed kunne forvente under de givne omstændigheder.

Tjenesteydelser er omfattet af reglerne om forældelse, og det betyder, at kunden kan komme med reklamationer over ydelsen i op til ti år. Dog højst tre år, efter en mangel blev opdaget, eller burde være opdaget.


Tjenesteydelse eller varekøb?

Det er ikke alle arbejdsydelser, der er tjenesteydelser.

Hvis sælgeren fremstiller en vare til en kunde, fx syr en kjole, er det et køb og dermed omfattet af købelovens regler.

Hvis kunden derimod kommer med en kjole, som sælgeren skal sy ind og lægge op, så er det en tjenesteydelse.

Hvis sælgeren sælger en vare til kunden og i den forbindelse udfører en tjenesteydelse, så er det et køb, hvis varen er det vigtigste i aftalen.

Sælgeren kan fx sælge kunden en opvaskemaskine, og også installere den. Her er installationen en del af købet og omfattet af købelovens regler.


Forbrugerbeskyttelse

Det er aftaleloven, der reguler, hvornår der er indgået en aftale, og du skal være opmærksom på, at loven også indeholder regler om forbrugerbeskyttelse.

Det betyder, at en aftale, der fx indeholder uklare vilkår, kan blive tolket til kundens fordel.

Hvis aftalen indeholder urimelige vilkår, kan de slettes helt eller delvist fra aftalen.

Det kan ske, også selvom du har udleveret aftalepapirer til kunden, fx med dine ”almindelige betingelser”.


Hvis din tjenesteydelse vedrører en løbende aftale, fx en lejeaftale eller et abonnement, er reglerne for bindingstider og opsigelsesvilkår beskrevet i forbrugeraftaleloven.


Hvad udveksles

For en række tjenesteydelsesaftaler, som eksempelvis rådgivning, hårklipning, kurser, logistikaftaler, visse IT-kontrakter fremstår det vanskeligt at tale om en traditionel overdragelse ved levering.


Video: Levering Klik her!


For transportaftaler sker der en overdragelse af en vare med henblik på transport fra punkt a til b, men transportøren har normalt ikke nogen ejendomsret til den solgte genstand, hvilket er reguleret i den bagvedliggende købekontrakt (national eller international).


Forpligtelsen vil normalt udspringe af en gensidig bebyrdende kontrakt (køb, leje m.v.) eller en ensidig bebyrdende kontrakt (gaveløfte, testamente, kautionsløfte m.v.).

Forpligtelserne i det interne (obligationsretlige perspektiv) kan i oversigtsform. opstilles som følger:

Realydelse – Pengeydelse ( ex. købekontrakt).

Realydelse – Realydelse (ex. mageskifte).

Pengeydelse – Pengeydelse ( ex. låneaftale).

Realydelse /Pengeydelse– Realydelse/Pengeydelse (ex. Plade- eller forpagtningskontrakt) – Med varierende vægtning.


Forpligtelsen indhold:

Fastlæggelse af hoved- og biforpligtelser, herunder om forpligtelsen er en resultat- eller indsatsforpligtelse – Denne sondring kan til tider være svær at opretholde.

Genus (KBL § 3) og species (ingen lovfæstet definition) sondringen har særlig betydning i forbindelse med ansvarsgrundlag, naturalopfyldelse og dækningskøb i fastlæggelsen af de relevante misligholdelsesbeføjelser for køber.


Grundlæggende handler det om at fastlægge det kvalitets – og/eller kvantitetsmæssige krav til, at der foreligger rigtig opfyldelse (faktisk mangel) af den eller de givne forpligtelser (KBL §§ 75 a og 76, CISG art. 35 og 36, HAL §§ 4 og 5). Foruden dette skal der tages stilling til:

Rette sted (KBL § 9; GBL § 3, CISG art. Art. 31 og 57 direkte eller analogt).

Rette tid (Forsinkelse) – Forfaldstidspunkt – Hr: Samtidighedsgrundsætningen – Andet forudsætter normalt aftale.

Rette råden (Vanhjemmel) – Udgangspunkt for købeaftaler er erhvervelsen af den fulde ejendomsret.


Foreligger der en gyldig kontrakt, er udgangspunktet, som tidligere diskuteret, en fortolkning af kontraktgrundlaget.

Hvis ikke tvisten eller spørgsmålet kan løses via en fortolkning, foretages der en udfyldning (aftalesupplering) af kontrakten efter den retsdogmatiske metode i henhold til den eller de relevante retskilder i national ret.


Den obligationsretlige aftalesupplering sker typisk efter dansk ret med udgangspunkt i:

Eksisterer der en konkret lovgivning, hvorunder retsforholdet kan subsumeres, eksempelvis under købeloven eller et agreed document som eksempelvis AB 18 og ABR 18.

Relevant retspraksis eller sædvane?

Alternativt obligationsretlige grundsætninger eller specialitetsgrundsætninger.

Forholdets natur?



  1. Følgene obligationsretlige betragtninger på købeloven bygger på Susanne Karstofts karnovkommentar til købeloven med teorihenvisninger til den kommenterede købelov af Søren Theilgaard m.fl., 4. udg. 2017, Lookofsky og Ulfbeck: Køb. Dansk indenlandsk købsret, 4. udgave (2015/2019 studieudgave), Sonny Kristoffersen: Forbrugerretten II. Den civilretlige forbrugerbeskyttelse, 5. udgave (2016), Bryde Andersen og Lookofsky: Lærebog i obligationsret I, 4. udgave (2015), Lars Hedegaard Kristensen m.fl.: Lærebog i dansk og international køberet, 5. udgave (2017) og Ussing: Køb, 4. udgave ved A. Vinding Kruse (1967)↩︎

  2. Jf. Susanne Karstoft i den elektroniske Karnovkommentar til Købelovens § 17 med henvisning til yderligere køberetlig litteratur↩︎

  3. Følgende afsnit om erstatningsansvaret og den forsikringsmæssige afdækning bygger hovedsagelig på Sonny Kristoffersen bøger “Kend Erstatningsreglerne”, på forlaget Samfundslitteratur, se e-bogens bibiotek, samt min bog “Introduktion til forsikringsreglerne”, på forlaget Hans Reitzel, se nærmere biblioteket. klik her!.↩︎

  4. FED: Forsikring og Erstatningsretlig Domsamling.↩︎

  5. Følgende afsnit om børns erstatningsansvar bygger på Justitsministeriets pjece: “Børn skal også betale - Om børns erstatningsansvar”.↩︎

  6. Følgende afsnit bygger især på Sonny Kristoffersen: Introduktion til forsikringsreglerne, 2019, Hans Reitzels Forlag, jf. link: klik her!, samt materialer og afgørelser fra Ankenævnet for Forsikring og informationer fra Forsikringsoplysningen og domme fra UfR og FED udgivet af KarnovGroup.↩︎

  7. Jf. Lookofsky, Joseph & Ulfbeck, Vibe: “Køb - Dansk indenlandsk købsret”, Studieudgave (2019), Jurist- og Økonomforbundets Forlag, side 175.↩︎

  8. Jf. Susanne Karstofte i den Elektroniske Karnovkommentar, note 191.↩︎